Socialistisk Arbejderavis
Nr. 245 – 1. september 2005 – side 11
Røde Wilfred
Socialdemokratiets kyniske udspil (efterløn)
Erik Steppat
Socialdemokraternes efterlønsudspil viser med al ønskelig tydelighed, at efterlønsordningen ikke handler om den enkelte lønmodtagers mulighed for at trække sig tilbage fra et slidsomt arbejdsliv og skabe et værdigt otium.
Det er et kynisk forsøg på at tvangsudskrive lønmodtagere, der ikke magter det, til et længere og hårdere arbejdsliv. Alt sammen begrundet i regeringens velfærdskommissions analyser. Der mangler arbejdskraft, vi bliver ældre og det er en byrde. Argumenterne kan modbevises (Henrik Herløv Lund, fra den alternative velfærdskommission har senest i Arbejderen 24.8.05 gjort dette).
Om vi lever længere i 2041 ved vi ikke noget om. En øget og fornuftig integrationspolitik kunne få 60-70.000 flere i arbejde, hvis arbejdspladserne blev skabt samtidig. Spørgsmålet om ældrebyrden er dermed en fis i en hornlygte og mere et udtryk for en politisk retorik, hvor man taler og taler uden at udnytte de oplagte muligheder for at få flere i arbejde.
For den almindelige københavnske pædagog ville en efterlønsalder på 62 år betyde, at de for egen regning skulle trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet – eller holde ud! Der er meget få pædagoger på mere end 60 år i de københavnske institutioner. Pædagogjobbet er ikke en loppetjans og mange trækker sig tilbage eller skifter til andre områder midt i 50‘erne.
Lønmodtagerne er uanset uddannelse forskellige og ikke alle magter arbejdslivet i fuldt omfang til efterlønnen eller pensionen nærmer sig. Bare i perioden 60 til 62 år stiger antallet af invaliderede og døde pædagoger markant, så ideen med at hæve efterlønsalderen til 62 år forekommer uovervejet og tager alene de første gode otiumsår fra lønmodtagere, der vil trække sig tilbage fra arbejdslivet.
Fagbevægelsen skal tage hånd om problemet. Ikke ved at ændre efterlønsalderen, men ved at tænke seniortilværelsen ind i arbejdslivet. Mange pædagoger vil gerne gå ned i tid 5-10 år før de vil på efterløn eller pension. Det kniber dog med mulighederne for at bevare pensionsindbetalingen og mulighederne for at få kompensation for indtægtstabet. Det er i den forbindelse et forældet syn på sammenhængen mellem arbejdsliv og privatliv alene at sætte en skæringsdato for efterlønnen. Der skal mere til og det skal være på lønmodtagernes præmisser.
Fagbevægelsens ledere bør huske, hvem de repræsenterer. Senior- og efterlønsordninger skal ikke være et redskab til adfærdsregulering. Sådanne ordninger skal gavne lønmodtagerne.
Erik "Flussi" Steppart er fællestillidsrepræsentant i BUPL-København
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed