Socialistisk Arbejderavis
Nr. 246 – 21. september 2005 – side 4
Efter orkanen Katrina
"Vi lever i et globalt New Orleans"
Mikkel Birk Jespersen
Nyliberalisme, racisme, krigen i Irak, global opvarmning – alle disse spørgsmål faldt sammen den 29. august og de efterfølgende dage og uger i New Orleans i det, der var langt mere end en naturkatastrofe.
Som altid, når naturkatastrofer rammer, er det de fattigste, det går hårdest ud over. Det har vi set gang på gang i fattige lande verden over.
Men denne gang var det en by i USA, der led samme skæbne som en by i den tredje verden. Orkanen Katrina afslørede, at der i USA er folk, der lever under forhold som i verdens fattigste lande.
Og den afslørede, at Bush og hans regering bekymrer sig lige så lidt om disse mennesker, som de gør om de fattige i Afrika og andre steder.
Hvis det nu ser ud til, at katastrofen ikke har krævet så mange menneskeliv som tidligere frygtet, er det ikke Bush og hans regering, vi kan takke for det.
Efter orkanen er der blevet rejst beret-tiget kritik af især Bush-administrationen for ikke at have gjort nok før, under og efter katastrofen for at hjælpe indbyggerne i New Orleans og andre steder.
Men årsagerne til katastrofens omfang stikker langt dybere end Bushs inkompe-tence og langsomme reaktionsevne.
New Orleans er den 10. fattigste by i USA og har den næsthøjeste andel af børn, der vokser op i fattigdom. 67% af befolkningen er sorte, som generelt lever under dårligere forhold end hvide amerikanere.
Dette er resultatet af dels århundreders undertrykkelse, slaveri og racisme – og dels de amerikanske regeringers nyliberalisme, der øger ulighederne og fattigdommen i det amerikanske samfund.
Da det blev tydeligt, at katastrofen truede, var de rige hurtige til at komme i sikkerhed – mens de fattige ganske enkelt ikke havde råd til at flygte. De havde ikke nogle steder at tage hen, og de fik ikke hjælp af myn-dighederne.
Den amerikanske beredskabsstyrelse havde i deres evakueringsplaner netop ikke taget hensyn til, hvordan man skulle evakuere de fattige sorte kvarterer.
Derfor fik de, der boede der, lov til at blive, hvor de var: i de dårligst byggede huse som lette ofre for orkanen.
Dertil kommer, at Bushs “krig mod terror“ ikke kun har betydet krige, besæt-telser, racisme og indskrænkning af civile rettigheder. Bush-regeringen har også nedprioriteret det beredskab, der skal håndtere naturkatastrofer, til fordel for et øget anti-terrorberedskab.
Tilsvarende var myndighedernes indsats efter katastrofen heller ikke imponerende: et canadisk (!) redningshold var de første til at lede efter overlevende i det over-svømmede New Orleans – selv om de kom 2.200 km væk fra katastrofen, var de fremme før både det amerikanske militær og den amerikanske beredskabsstyrelse.
Og da den amerikanske “hjælp“ endelig begyndte at nå frem – hvad bestod den da i? For mange blev oplevelsen, at det var vigtigere for politi og militær at beskytte tilbagebleven ejendom end menneskeliv.
Opgaven for militæret og national-gardisterne var at genoprette “ro og orden“ og stoppe “plyndringer“. Dvs. at forhindre mennesker, der har mistet alt, i at skaffe sig basale fornødenheder af hensyn til virk-somhedernes private ejendomsret.
Frem for at satse alt på at redde men-neskeliv og få nødhjælp frem var de amerikanske myndigheders reaktion på situationen at give tropperne ordre til at “skyde for at dræbe“. New Orleans kom reelt under en form for militær besættelse.
Et billede, der kun blev forstærket af en brigadegenerals udtalelse om, at New Orleans ville “komme til at ligne et lille Somalia“.
Også spørgsmålet om Irak-krigen er blevet kastet op i luften på ny som et resultat af katastrofen. I august viste menings-målinger, at et flertal af amerikanerne nu er imod Bushs besættelse af Irak.
Og nu spørger mange amerikanere naturligt: hvordan kan vi have råd til at bruge milliarder af dollars på at opretholde en ulovlig besættelse, mens vi ikke kan tilbyde vores egne borgere den hjælp, de har brug for?
Bevillingerne til de forskellige projekter, der skal beskytte de sydøstlige stater mod orkaner og oversvømmelser er faldet støt, i takt med at udgifterne til Irak-krigen er eksploderet.
Endelig genrejser katastrofen i New Orleans også et af de spøgelser, den amerikanske regering helst ville mane i jorden: den globale opvarmning som et stadigt mere virkeligt problem.
De fire steder på kloden, der er mest udsat for resultaterne af global opvarmning er Bangladesh, Holland, Nil-deltaet – og New Orleans!
Det er selvfølgelig svært umiddelbart at etablere direkte årsagssammenhænge, men det er et faktum, at Caribien i dag er varmere end nogensinde før i menneskets historie, og at antallet af voldsomme orkaner i Atlanterhavet og Stillehavet er steget i løbet af de seneste ti år.
På samme måde som Bush for mange mennesker inkarnerer, hvad der i dag er galt med verden, blæste orkanen det slør væk, der har dækket over ulighederne og racismen i det amerikanske samfund og disse spørgsmåls forbindelse med bl.a. krigen i Irak.
Alle disse spørgsmål rækker langt ud over de amerikanske sydstaters og det øvrige USA’s grænser. I den forstand lever vi alle sammen med den amerikanske socialist Jonathan Neales ord “i et globalt New Orleans“.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed