Socialistisk Arbejderavis
Nr. 247 – 14. oktober 2005 – side 5
Hvem sagde ulighed?
I Foghs verden er det kun profitterne, der vokser – ulighed er ikke et tema
Ida H. Jakobsen
”Der er gode tider i Danmark. Vi oplever vækst og velstand“, sagde statsminister Anders Fogh i sin tale ved Folketingets åbning den 4. oktober. Og det er da også rigtigt nok, at Anders, hans venner og hans omgangskreds oplever velstand og vækst.
En undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at den rigeste procent af befolkningen bliver hastigt rigere – især tjener de stort på Foghs skattelettelser på aktiehandel og ejendom, hvor de kan putte flere hundredetusinde kroner ekstra i lommen om året.
Samtidig bliver de fattigste i samfundet fattigere. Netop denne ulighed er en mægtig god ting, ifølge både socialminister Eva Kjer Hansen (V), hendes partifælde Peter Christensen, og den liberale tænketank CEPOS. Men nu har Anders Fogh travlt med at undsige sine partikammeraters udtalelser, selv om de er udtryk for klassisk, liberalistisk tankegang. Men Fogh ved jo godt, at flertallet af befolkningen hellere vil have velfærd og mindre ulighed, end rå, usminket liberalisme.
Når Fogh alligevel ikke helt kan tillade sig at undsige de liberalistiske grundværdier helt og totalt, må han nøjes med at stikke hovedet i sandet, og prale af, at det jo går så godt her i landet. Og her er den dystre virkelighed, som statsministeren kan prale af: 9,2 % af befolkningen i Danmark lever under FN’s fattigdomsgrænse; 200.000 børn i Danmark lever under fattigdomsgrænsen eller i relativ fattigdom; stadig flere indvandrere ramler ned i gruppen af fattige; og i løbet af de seneste 8 år er de fattigstes disponible indkomst faldet med 3 procent, mens de rigestes indkomst er steget med 20 %.
Socialministerens udtalelser kommer i kølvandet på en rapport fra den liberale tænketank CEPOS, hvor de anbefaler mere ulighed i Danmark. Den 18. september udtalte Eva Kjer Hansen til Jyllandsposten: ”Vi står midt i et opgør med årtiers socialdemokratisk inspireret lighedsmageri. Det er slut nu. Uligheden er der. Og uligheden må gerne blive større, for den skaber dynamik i samfundet.“
Tankegangen er, at man skal belønne den del af befolkningen der “gør noget ekstra“, og derved give dem en gulerod at hige efter. Derimod skal “dem, der ikke laver noget“ ikke have noget. De skal helst straffes, enten ved at skære i kontanthjælpen, eller ved at lægge loft på andre ydelser. Det evige mantra fra regeringen er, at det skal betale sig at arbejde.
Dette er i bedste fald et meget snævert, arrogant, og forsimplet syn på samfundet, og de problemer der præger hverdagen for store grupper af befolkningen. I bund og grund er det et klokkeklart udtryk for kerneideen i liberalismen: Enhver er sin egen lykkes smed – konkurrence og gulerod (eller pisk) fremmer ydeevnen og livsvilkårene for alle mennesker – uanset hvilke forudsætninger man måtte have som udgangspunkt.
Men disse ideer har haft rig mulighed for at blive afprøvet – uden succes. Milliarder af mennesker verden over lider i dag under liberalismens mekanismer. Titusinder dør af sult hver dag, mens tonsvis af fødevarer smides ud eller brændes. I den tredje verden knokler arbejdere (voksne og børn) i døgndrift til elendig løn og uden faglige rettigheder.
I Vesten dør vi af stres, fordi arbejdsmængden øges og arbejdsvilkårene forringes, mens hele samfund går i opløsning pga. arbejdsløshed.
I Afrika dør tusinder af børn daglig af nemt helbredelige sygdomme, fordi deres lande ikke må købe eller producere billig kopimedicin. Alt dette i konkurrencens og det fri initiativs hellige navn.
I USA, liberalismens højborg, er millioner af mennesker slynget ud i fattigdom og håbløshed. 37 millioner amerikanere lever i dag i fattigdom – det svarer til 12,7 % af befolkningen. Dette er det USA, som Bush ikke vil vise for omverdenen – det slår for mange skår i billedet af en supermagt, der kan tillade sig at invadere og angribe enhver der ikke makker ret overfor USA.
Men alt andet lige er det netop dette billede af USA vi alle fik at se efter orkanen Kathrinas indtog i Louisiana. Byen New Orleans, der er den 10. fattigste by i USA blev mere eller mindre totalødelagt. Selvsagt med undtagelse af de mondæne hoteller og kasinoer på Mississippis bred. Flere hundrede mennesker døde under og efter orkanen, og de amerikanske myndigheder svigtede totalt i skadeforebyggelse, evakuering og redningsarbejde. (flere detaljer i artikel fra sidste nr. af SAA).
I den mest ødelagte bydel havde befolkningen en gennemsnitlig indkomst per husstand på 175.000 kroner om året. En fjerdedel af disse husstande har en samlet indkomst helt nede på 65.000 kroner per år. De fattigste blev altså ramt hårdest af orkanen, og nu rammes de også efter katastrofen. Byens borgmester har nu bebudet, at 3000 offentligt ansatte fyres som følge af den økonomiske misere orkanen har efterladt byen i.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed