Socialistisk Arbejderavis
Nr. 247 – 14. oktober 2005 – side 5
Venezuela
Revolution i slowmotion
Mikkel Birk Jespersen
Den venezuelanske præsident Hugo Chavez bliver mere og mere radikal – og mere og mere populær både i og uden for Venezuela. Han har tidligere på året erklæret, at socialisme er målet for den såkaldte “bolivariske revolution”, han har sat i gang.
Som et led i Chavez’ revolution eksperimenteres der bl.a. med arbejderselvstyre på fabrikker, og regeringen har iværksat diverse initiativer til gavn for Venezuelas fattige. Universiteterne er blevet renationaliseret, og der bygges flere boliger.
Det er disse konkrete initiativer samt hans stadigt mere radikale retorik, der sikrer Chavez’ popularitet.
Orlando Chirino er medlem af et nyt radikalt fagforeningsforbund i Venezuela, der er dannet i opposition til det gamle, korrupte forbund. Han talte på et fagforeningsmøde i London om den udvikling, der er i gang i Venezuela, bl.a. om, hvordan de gentagne kupforsøg mod Hugo Chavez er blevet forhindret af spontane massemobiliseringer, især blandt de fattigste dele af befolkningen.
Fx i 2002, hvor olieindustrien forsøgte at lukke for den olieproduktion, der er livsvigtig for Venezuela.
Men det lykkedes ikke, ifølge Chirino fordi “oliearbejderne var i stand til at starte produktionen op igen uden ledere og chefer. Dette var en revolution – en kamp udkæmpet mellem klasser. Olie og elektricitet står for 80% af de statslige indtægter. Hvis oppositionen havde vundet, ville de have væltet regeringen. Men vi vandt.”
Venezuela er helt klart inde i en spændende udvikling. Men samtidig er der dybe modsætninger på spil i den proces, Hugo Chavez har sat i gang.
Bankerne er stadig i private hænder, og det samme er store dele af industrien og medierne. Og også inden for statsapparatet og regeringen sidder der folk, der har været en del af Venezuelas gamle politiske elite.
Tilsvarende har mange af de græsrodsorganisationer, der har været og stadig er en del af at udbygge og forsvare den bolivariske revolution, givet udtryk for, at de gerne i højere grad vil inkluderes i den politiske proces.
Dette er med til at skabe en modsætningsfyldt og på sigt ustabil situation.
Således siger Orlando Chirino om den nuværende situation i Venezuela: ”Mange af de fabrikker, der er blevet lukket, bliver genåbnede. I nogle tilfælde er fabrikkerne blevet overtaget af arbejderne. I andre tilfælde har man lavet en aftale mellem de gamle ledere, regeringen og arbejderne.
Ved at give de gamle ledere en chance for at være med, mener præsidenten, at han kan bevæge sig fremad uden at blive anklaget for at handle ulovligt.
Jeg er ikke i tvivl om, at den nuværende situation kun vil være kortvarig. Socialisme er ikke mulig med ledere. Den dobbeltmagtssituation, der kommer til udtryk ved arbejdernes deltagelse i industrien, er med til at styrke arbejdernes tillid til, at de selv kan køre industrien.
For at forberede os til de kommende konfrontationer er det vigtigt at opbygge et revolutionært parti – et sådant eksisterer ikke endnu.”
Udviklingen i Venezuela er med til at vise arbejderklassens potentiale og arbejdernes muligheder for selv at kontrollere samfundet.
Men samtidig er det klart, at den proces, der er sat i gang, langt fra er afsluttet. Og at de modsætninger, der er indbygget i den, betyder, at vi ikke har set de sidste store konfrontationer mellem arbejderklassen og den gamle herskende klasse.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed