Socialistisk Arbejderavis
Nr. 248 – 4. november 2005 – side 3
'Krigen mod terror' er magtens nye fortælling
Patrick Mac Manus
Den såkaldte ’krig mod terror’ kan føjes ind i rækken af trusselsbilleder, der i sidste og indeværende århundrede har bidraget til at legitimere og stabilisere bestemte magtforhold. Den er magtens nye fortælling. Og som altid en fortælling, der hviler på frygt, en fortælling, der nærer frygten.
Antiterroristisk lovgivning og indenrigspolitisk kontrol på den ene side, international krigsførelse på den anden, en samlet ‘præventiv’ krigsførelse, som dæmoniserer både den indre og ydre fjende, er tilstanden i nutidens stormagt. Og i afledt form er dette også tilfældet i krigsførende samfund som det danske.
Terrorlovgivningen og ‘krigen mod terror’ er den foreløbige slutsten i en proces, der har stået på i adskillige år. I stigende grad fortrænges den socialliberale stat af sikkerhedsstaten. I takt med en vidtgående økonomisk og socialpolitisk deregulering både på nationalt og globalt plan øges den sikkerhedspolitiske regulering på alle niveauer.
Socialliberale kontrolformer viger for åbenlys tvang og magtanvendelse, og i sidste ende for militær magt, for krig og besættelse.
I sin globale rækkevidde er terrorlovgivning og den såkaldte ‘krig mod terror’ rettet mod den folkelige modstand mod en global økonomisk politik, der i så mange lande i verden betyder øget marginalisering, voksende uro og modstand. ‘Krigen mod terror’ er den disciplineringsform, som understøtter den tvungne markedsliberalisering, der i dag er den fremherskende globale økonomiske dagsorden. Tvang er den globale markedsliberaliserings andet ansigt.
Den egentlige fare i verden er ikke de skyggeagtige figurer, der planlægger terroristiske attentater. Truslen mod verden er ikke skjult, ikke skyggeagtig. Den er der, så alle kan se den: fattigdom, sygdom og sult. De er tidens masseødelæggelsesvåben. Truslen i verden er den ydmygelse, svigt og tab, der rammer millioner og atter millioner i denne verden. Terrorisme er ikke en mørk gåde, gåden er måske endda, at den er så ringe i sit omfang.
Ret til modstand
Foreningen Oprør har ved flere lejligheder gjort opmærksom på det modsætningsforhold, der består mellem terrorlovgivning og en international anerkendt modstandsret mod illegitim magt i henhold til blandt andet FNs Generalforsamlingsresolution A/RES/159, 1987. At mennesker har ret til at yde modstand mod illegitime magtforhold, herunder væbnet modstand, er blevet overskygget og fortrængt under den såkaldte ‘krig mod terror’.
Bevægelser fra besatte områder, fra forfulgte mindretal, fra samfund præget af afgrundsdyb ulighed og statslig vilkårlighed er i dag stemplet som terroristiske. En række stater har fået frie tøjler til at intensivere en intern undertrykkelse, der er blevet tilført ny international legitimitet.
De såkaldte ‘terrorlister‘ tilsidesætter væsentlige demokratiske og juridiske hensyn. Listerne er sammenstillet uden nogen form for offentlig indsigt og kontrol, og indeholder ingen anvisning på, hvordan en organisation eller person igen kan fjernes fra listen.
I en udtalelse til EU-kommissionen har uafhængige retseksperter i marts 2003 fremhævet, at listerne skaber en retsstilling for individer, der ikke er i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettigheds- konventions artikler 6 og 13 om adgang til effektive retsmidler og retfærdig rettergang, samt- at etableringen af sådanne lister burde være den dømmende myndigheds eksklusive område og ikke være overladt til den udøvende myndighed.
At etablering af listerne er overladt til den udøvende myndighed har medført en procedure, der er præget af uigennemsigtighed, vilkårlighed og statslig opportunisme. Og ikke mindst medfører proceduren en krænkelse af den uskyldsformodning, der er så central i ethvert retssamfund.
Et krigsførende samfund
I krigsførende samfund som det danske sniger krigen sig ind i hverdagen som en næsten umærkbar omstilling af mentalitet og vaner, hvor hidtidige normer nedbrydes.
En folkeretsstridig krig underminerer ikke blot den internationale retstilstand, men angriber også retstilstanden i de krigsførende samfund. Til syvende og sidst korrumperer krigen alle demokratiske institutioner. Under en sådan krigstilstand vil ingen i sidste ende kunne vide sig sikker. Krigen mod ‚ydre fjender‘ munder oftest ud i en udpegning af ‚indre fjender‘. Og det skal ikke undre, at der er nogle, der en dag vil blive kaldt for landsforæddere af dem, der netop forråder landet.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed