Socialistisk Arbejderavis
Nr. 248 – 4. november 2005 – side 7
Naturkatastrofer
Fra Pakistan til New Orleans – menneskeliv er intet værd
Peter Iversen
Fra Pakistan til New Orleans er billedet det samme: Når naturkatastroferne rammer, så viser klasseforskellene sig. Det er altid de fattigste, der rammes hårdest. Det er også blandt de fattigste, der dør flest.
Jordskælvskatastrofen i Pakistan viser sig at være af samme dimensioner som tsunamien sidste jul i Sydøstasien. I skrivende stund nærmer antallet af dødsofre sig 100.000. Men verdens reaktioner har langt fra været så kraftige, fordi jordskælvet har ramt områder langt fra turiststederne; ja faktisk ligger de værst ramte områder i Kashmir, hvor turister på grund af årelange konflikter ikke har adgang.
Infrastrukturen er smadret. Veje er væk. Hospitaler ligger i ruinhobe. Skoler er kollapset. Boliger er styrtet sammen. Men Pakistans regering under ledelse af USA’s ven general Musharraf har haft mere travlt med at sikre statens interesser end at redde folk.
Tilbud fra Indien om hjælp blev længe syltet på grund af konflikten om Kashmir. Ligeledes blev satellitfotos over de ramte områder bortcensureret af militære hensyn, så nødhjælpsorganisationerne ikke kunne få et klart billede over katastrofens omfang og ikke kunne vide, hvilke veje, der delvis kan benyttes og hvilke, der er helt ødelagte. Statens interesser går over befolkningens.
Georg Bush mødte massiv kritik i USA for hans manglende handlinger i forbindelse med katastrofen i New Orleans. Musharraf har ikke mødt den samme massive kritik i Pakistan, men det er fordi folk på forhånd instinktivt vidste, at de heller ikke i denne situation kunne stole på staten.
Det var således ikke det statslige tv, men andre tv-stationer, der først fortalte om katastrofens omfang. Regeringen hævdede i starten, at der var tale om et mindre jordskælv, og at der ikke var mange ofre.
Folk stolede med god grund ikke på statens hjælp til ofrene, men organiserede selv i stor stil nødhjælpen. Da tv i den store pakistanske havneby Karachi opfordrede befolkningen til at komme med nødhjælp, fyldtes 32 fly inden der var gået 12 timer. Det skete alt imens hæren lod sine soldater i områderne fortsætte sine militære opgaver frem for at træde hjælpende til. Adskillelige tusinde soldater forblev på deres baser passive, alt imens pakistanske frivillige meldte sig i stort tal for at hjælpe. Først da Indien tilbød at stille helikoptere til rådighed for den pakistanske nødhjælp, lod den pakistanske hær egne helikoptere trække sig fra eftersøgningen af Al Qaida i bjergene langs Afghanistan.
De fattigste mennesker i jordskælvsområdet, hvoraf mange har mistet alt – familiemedlemmer, boliger, arbejde – de står nu overfor en ny udfordring, nemlig vinteren i bjergene. De har brug for hjælp, hvis katastrofen ikke skal fortsætte. Men der er ikke de samme billeder i den pakistanske katastrofe, som da tsunamien væltede ind over turiststrandene i Thailand.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed