Socialistisk Arbejderavis
Nr. 249 – 24. november 2005 – side 3
Kommunalvalg
Aktivisme sikrer Enhedslisten et supergodt resultat i Gladsaxe
Enhedslisten i Gladsaxe vandt to nye mandater i byrådet. Og har nu tre. Søren Søndergaard, nyvalgt til byrådet, fortæller her, hvordan Enhedslisten med en aktivistisk linie opnåede stor vælgeropbakning.
Kan du ikke fortælle læserne, hvordan jeres fokus på aktivisme er kommet til udtryk op til kommunalvalget?
Vi har jo altid forsøgt, eller i hvert fald i den seneste periode, at tage initiativ til eller blive en del af bevægelse omkring bestemte kampe og bidrage til de konkrete kampe. Og som der udvikler sig aktivitet omkring.
Det gjorde vi, fx da de lukkede Buddinge Postkontor i sommers. Vi tog initiativ til en underskriftsindssamling, hvor der blev samlet 3000 underskrifter og byggede op til en demonstration mod lukningen.
Og her i forbindelse med budgetforhandlingen i byrådet, der tog vi initiativ til en cyklist- og rollator-demonstration for bedre cykelstier og fortove. Der er store huller på stier og fortove, folk slår sig, og folk på cykel og rollator har svært ved at komme rundt.
Og her lige op til valget, var vi også med i Søborghjertegruppen, som var imod at man fjernede et åndehul i byen. De indkaldte til en demonstration, som vi hjalp med at opreklamere, og som vi deltog i. Det har været vores fokus: at forbinde og udvikle de lokale aktiviteter, som folk er involverede i.
Er det nyt?
Næh, det er ikke noget nyt, men nu har der været tre meget konkrete sager, som jo har en lokal tilknytning, men som også har en bredere politisk dagsorden. Fx handler lukningen af posthuset, jo dybest set om EU’s liberaliseringspolitik. Spørgsmålet om cykelstier handler om, hvorvidt man vil prioritere privatbilisme eller kollektivtrafik. Og det sidste handler om hvorvidt byråd bare skal sige ok, hver gang der er nogle forretningsfolk, som vil bygge centre og store butikker i byernes åndehuller, eller lytte til borgerne. Det indeholder alle de principielle ting: nemlig om det er marked eller om det er mennesket, der skal stå i centrum.
Nu er du jo en kendt person. Handler fremgangen ikke bare om, at du er en kendt person, som folk har stemt på?
Jo jo. Havde jeg opstillet et andet sted, hvor der ikke havde været de samme aktivistiske muligheder, så vil jeg sikkert også have trukket en del stemmer. I kraft af, hvad jeg har lavet før. Hvis man har gjort noget godt før, så kan man blive en katalysator for noget. Men det kan også gå den anden vej, hvis man før har lavet noget skidt.
Det afgørende er at I har gjort Jer synlige i de konkrete kampe?
Ja, jeg er så blevet et ekstra synligt talerør, fordi folk kender mig. Det har gjort Enhedslistens holdninger mere synlige.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe