Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 249 – 24. november 2005 – side 4

Antiracisme – hvad nu?

Sara Andersen

Sara Andersen fra Internationale Socialisters ungdom gør status over det antiracistiske arbejde

1000 mennesker valgte at bruge en kold mandag aften på at demonstrere og vise, at de ikke ønsker den tone, der i dag præger integrationsdebatten. En demonstration, der på mange måder var ungdommelig, festlig og mangfoldig, men også en demonstration der kan være starten på en langt større antiracistisk bevægelse.

Men for at forstå, hvorfor vi skal bekæmpe racisme, er vi nødt til at forstå, hvilken rolle racismen spiller i samfundet i dag. For at kunne pege på løsninger og alternativer, må vi også pege på årsagen til problemet. Ellers bliver vi ligegyldige.

Når regeringen bruger racismen til at kæde bombningerne i London d.7 juli sammen med den muslimske kultur, og når de retfærdiggør en ulovlig krig og besættelse i Irak med argumentet om, at det er en kamp mod fundamentalister og terrorister, skal vi pege på, at bombningerne i London hænger sammen med krigen i Irak, og at krigen handler om olie og magt.

Når Dansk Folkeparti kritiserer den måde, vi behandler vores gamle på, er det jo ikke forkert, men i stedet for at pege på højere skatter for de rigeste, peger DF på indvandrere og flygtninge som problemet, og fremstår på den måde som et socialt parti, mens de flittigt indgår aftaler om nedskæringer i kommunerne. En tendens, vi også så fremført i Søren Pinds kampagne.

Racisme er institutionaliseret i samfundet, det er et aktivt redskab for regeringen og en murbrækker for indførelsen af en asocial politik. Ved at udpege en syndebuk fjernes folks opmærksomhed fra de reelle sociale problemer i samfundet. En forståelse, vi må tage med os i den fortsatte kamp. Kampen mod racisme er derfor ikke kun en et moralsk spørgsmål, eller en kamp mod nazister og Dansk Folkeparti. Racisme er en del af systemet, og dermed er kampen mod racisme også en kamp mod regeringen, og en kamp om sociale forbedringer – en kamp vi er fælles om. Hetzen mod muslimer er kun begyndelsen, og er en bevidst strategi i regeringens nedskæringspolitik, der også vil ramme andre dele af arbejderklassen.

Derfor må vi skabe en bred antiracistisk bevægelse, der på tværs af organisationer og baggrund samles om det, vi er enige om. Her kan vi bruge de gode erfaringer, vi blandt andet har haft, med de store antikrigsbevægelser og senest Stop Bush, hvor folk fra alle organisationer, partier, grupper og “løsgængere“ gik sammen og dannede en bred bevægelse.

Derudover opstod der lokalgrupper i flere forskellige byer, som bragte nye aktivister på banen, som vi aldrig havde set før, og som skabte netværk på tværs af grupper og organisationer. Hvis målet er at lave en massiv og bred antiracistisk bevægelse, må den bygges op omkring en struktur der er inddragende, og hvor alle kan være med. Bevægelsen skal gøres relevant for folks hverdag, den skal forankres på skoler, universiteter, fagforeninger, arbejdspladser osv.

Vi skal, udover de allerede etablerede netværk, også have fat i både den store gruppe af mennesker, der ikke ønsker “en klam dunst over landet“, men selvfølgelig også dem der hver dag udsættes for hetz gennem lovgivning, folketing og medier. Som socialister skal vi kæmpe de undertryktes sag, og vi skal gøre det sammen med alle andre, der også vil en anden dagsorden.

Flere artikler fra nr. 249

Flere numre fra 2005

Se flere artikler af forfatter:
Sara Andersen

Siden er vist 2374 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside