Socialistisk Arbejderavis
Nr. 250 – 12. januar 2006 – side 5
Øjenvidenberetning fra Venezuela
Revolution i det 21. århundrede
Andreas Bülow
Arbejderkontrol på fabrikkerne, elevbesættelser af skolerne, nationaliseringer af ubenyttede virksomheder, udryddelse af analfabetisme og sygdomme. Landet er Venezuela, hvor en revolutionær proces udspiller sig. Alle dem, der troede, at revolution var noget, der hørte fortiden til og ikke kunne finde sted i det 21. århundrede, står nu tilbage uden ord og argumenter. Venezuela beviser, at revolution igen er sat på dagsordenen.
Masserne i bevægelse
Når man befinder sig i Venezuela, snakker med menneskerne, vandrer igennem gader og stræder i storbyerne, ser fjernsyn, hører radio og læser aviser, kan man mærke, at der er ét eller andet i gære. Det er, som om hele samfundet rør på sig, ikke kan ligge stille, men konstant må bevæge sig og forandre sig. Det, man kan mærke, er en massiv folkelig deltagelse i det politiske liv. Overalt på vægge og murer er der malet revolutionær graffiti. På den statslige tv-kanal kan man se overvældende reklamer for anti-imperialistiske demonstrationer i Caracas og udsendelser om arbejderkampe i provinserne. I bykvartererne og på uddannelsesinstitutionerne er nye lokale organisationer blevet oprettet for at forsvare revolutionen. De udgiver tonsvis af pamfletter og aviser, som folk ihærdigt læser. Der er en tørst efter ideer.
Mad og medicin til folket
I Slumkvartererne støder man på en ekstrem fattigdom. Kapitalismen har efterladt disse mennesker under de mest kummerlige forhold. Husene er kun bygget halvt færdige, vandforbindelsen bliver afbrudt halvdelen af dagen, affald og skidt flyder på vejene. Men den revolutionære proces forsøger at løse nogle af disse problemer. Man har oprettet såkaldte Casas de Alimentacion – huse i slumkvartererne, hvor der laves mad, der gives gratis til fattige mennesker.
Regeringen har også sat gang i programmet Barrio Adentro, hvor tusinder af cubanske doktorer er kommet til landet og er blevet udstationeret i slumkvartererne, hvor de giver gratis lægehjælp til millioner af mennesker, som for første gang i deres liv har mulighed for at få medicin og behandling imod nogle af de mest basale sygdomme.
Viden er magt!
Et andet tiltag er de såkaldte missiones, programmer, hvor venezuelanerne for første gang får gratis uddannelse. På arbejdspladser og i bykvarterer har man oprettet centre, hvor folk modtager uddannelse på alle niveauer. Dette spænder helt fra basale læse- og skrivekundskaber til gymnasiale uddannelser. Der gives også undervisning i venezuelansk kulturs oprindelse, litteratur og politik. Ideen er, at jo mere viden folket får, jo mere vil de være i stand til at udøve magt og selv styre samfundet.
Arbejderkontrol og nationaliseringer
I foråret 2005 introducerede Chavez-regeringen det såkaldte cogestión (arbejdermedbestemmelse) på en række fabrikker. Men på flere arbejdspladser har arbejderne opfattet cogestión som arbejderkontrol. Et eksempel er aluminiumsfabrikken ALCASA, hvor de 3.000 medarbejdere selv vælger deres ledere, som kan trækkes tilbage, hvis 70 pct. af arbejderne ønsker det. På ALCASA har man brugt arbejderkontrollen til at stoppe korruption i selskabet, øge produktionen med 11 pct. og underlægge budgettet arbejderstyre. På mange virksomheder diskuterer fagforeningsaktivister at indføre lignende modeller for arbejderkontrol, og der er blevet gennemført både et nationalt og et latinamerikansk træf for at forene bevægelsen for arbejderkontrol.
Efter at arbejderne på papirfabrikken Venepal i januar 2005 fik tilkæmpet sig en nationalisering af virksomheden under arbejderkontrol, er en række lignende arbejderkampe sprunget frem, og nationaliseringerne er fortsat. I sin ugentlige tv-udsendelse ”Alo Presidente” har Chavez læst en liste op med 1.100 virksomheder, som må undersøges, fordi det ikke kan accepteres, at firmaer står ubenyttede hen. Bliver der ikke sat gang i dem, vil de blive nationaliseret under arbejderkontrol.
Fuldfør revolutionen
Dette er blot nogle få eksempler, der illustrerer den revolutionære glød, som præger landet. Det er en omfattende bevægelse fra neden, som er det mest bemærkelsesværdige træk ved situationen i Venezuela. Men gang på gang støder massernes revolutionære initiativ på forhindringer: de multinationale selskaber, monopolerne, ejerne af de private medier og bankvæsnet og ikke mindst den imperialistiske regering i USA er ikke villige til at afgive deres privilegier og magt. Derfor er det nødvendigt, at den venezuelanske revolution tager skridtet fuldt ud og smadrer den herskende klasses magt. Kun i en socialistisk planøkonomi er det muligt at gøre op med fattigdom, sult og elendighed, som stadig præger Venezuela.
Andreas Bülow, medlem af Socialistisk Standpunkt og for tiden bosat i Venezuela
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed