Socialistisk Arbejderavis
Nr. 251 – 2. februar 2006 – side 2
Nyliberalisme
Modstand mod Bolkestein-direktivet
Poul Erik Kristensen
Et lille, men vigtigt slag er vundet. Da de europæiske havnearbejdere i starten af januar strejkede mod, at, lavtlønnede søfolk fremover selv skal laste og losse skibene, var det ikke bare en kamp for arbejdspladser på havnene.
Kampen viser også, at man ved konsekvent kamp kan stoppe et EU-direktiv. Det er ikke mindst vigtigt, når det drejer sig om EU-kommissionens servicedirektiv. Havnearbejderne har gennem det seneste år flere gange aktioneret mod servicedirektivet og dermed sat så meget fokus på konsekvenserne, at et flertal i EU-parlamentet, dagen efter den omfattende protestaktion, forkastede det berygtede havnedirektiv.
På flere måder ligner havnedirektivet det forslag til servicedirektivet, som, hvis det bliver vedtaget, er en bombe under de generelle løn- og arbejdsforhold på det danske arbejdsmarked. Direktivet, der også kaldes Bolkestein-direktivet efter manden bag forslaget, tidl. kommissær for det indre marked, Frits Bolkestein, er udset til at være det næste store korstog mod den europæiske arbejderklasse. Selvom nogle af de værste ting er pillet ud af direktivet, er der stadig rig mulighed for at underminere velfærdsstaten.
Direktivet vil bl.a. betyde, at mulighederne for at opstille regler for sikring af folkesundhed, miljø og velfærd vil blive stærkt begrænsede. Den slags må vige for hensynet til det indre marked for tjenesteydelser. Målet med direktivet er, at alle tjenesteydelser skal privatiseres og gøres til genstand for profitjagt. Det er det frie marked, der fremover skal bestemme, hvordan vores skoler og sygehuse m.v. skal fungere.
I politiske kredse ynder man at se den private sundhedssektor og den offentlige som to komplementære størrelser, der blot skal finde ud af det med hinanden og finde en opgavefordeling til begge parters bedste. Men sådan er det ikke. Privathospitalerne bruges først og fremmest til at tage toppen af ventelisterne på de offentlige sygehuse. Priserne for amterne, som hidtil har drevet sygehusene, er ikke blevet lavere – tværtimod er der kanaliseret offentlige sundhedspenge ned i private lommer. Men EU’s servicedirektiv gør det til en illusion at tro, at man kan fravælge privathospitaler, hvis man ønsker det. Også uddannelsessystemet skal privatiseres yderligere, og direktivet åbner portene på vid gab for skolekoncerner som Tvind. Tvind har i årevis brugt den danske friskolelovgivning til at finansiere foretagendets mange friskoler rundt omkring i landet. Skiftende regeringer har gjort en stor indsats for at få skåret statstilskuddet til Tvinds friskoler og har udfoldet store anstrengelser for at bevise, at skolerne hænger sammen i en koncern. Det har givet så store problemer, at regeringen til sidst fik vedtaget en særlig Tvindlov.
Men skolekoncerner kan blive hverdag. Og man kan se på situationen i USA, hvis man vil forvisse sig om, hvor galt det kan gå: her har skolekoncerner vokset sig så store, at de i større byer er rykket ind med et brandtilbud til forældre og elever, der mest er beregnet på at erobre markedet for at få den lokale folkeskole sat ud af spillet som seriøs konkurrent.
Privatskolerne vil i endnu højere grad end nu være med til at skabe forskel mellem børns muligheder senere i livet. Den mulighed ligger også i direktivet – og lokale politikere har ingen mulighed for at forhindre det. Uddannelsen bliver for alvor en uddannelse for erhvervslivet – og ikke en uddannelse for livet.
Sammenfattende kan man sige, at der er fire hovedproblemer i direktivet:
- Direktivet vil underminere overenskomstsystemet og føre til ”social dumping”.
- Direktivet vil betyde, at offentlige ydelser, herunder velfærdsydelser, i højere grad skal fungere på markedsbetingelser, og at det offentliges muligheder for at planlægge af hensyn til velfærd og sundhed vil blive
forringet.
- Direktivet betyder, at regler og standarder på en række områder bliver sat under pres.
- Direktivet vil amputere demokratiet, da store dele af velfærdsstatens ydelser bliver overdraget til private virksomheder.
Servicedirektivet så dagens lys for godt et par år siden. Og lige fra starten har studerende og arbejdere haft søgelyset rettet mod direktivet. Og hidtil er det lykkedes at trække de værste tænder ud af forslaget.
Men der skal meget stærkere aktioner til end demonstrationer og udtalelser. Der skal mobiliseres strejker og aktioner på tværs af EU-landene. Derfor er havnearbejdernes aktioner og sejr vigtig. Den viste nemlig, at man gennem koordinerede aktioner og stærkt sammenhold kan sætte en anden dagsorden end den, borgerskabet ønsker.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed