Socialistisk Arbejderavis
Nr. 251 – 2. februar 2006 – side 9
Økonomi for Antikapitalister
World economic/social forum
Jakob Nerup
Op mod 100.000 aktivister er samlet i Venezuelas hovedstad Caracas til verdens sociale forum. Her samles de for at lytte og diskutere erfaringer og strategier for kampen mod nyliberalisme og imperialisme. På samme tid mødes 2.300 af verdens mægtigste multinationale direktører og politiske beslutningstagere, omkranset af 5.600 sværtbevæbnede politifolk i Davos i Schweiz et isoleret bjergreservat for de rige. De skal udveksle ideer og aftaler som kan fortsætte deres nyliberale kurs mod nye megaprofiter og fastholde deres greb om magten.
World Social Forum startede som bevægelsernes modtræk til de multinationales møde i Davos, så det er ikke mærkeligt at de deler anskuelserne imellem sig. Det mærkelige er, at der begge steder deltager folk som hellere burde befinde sig det andet sted, fordi deres økonomiske praksis definerer sig som modsat. Her taler jeg ikke om Lula, Brasiliens præsident, der i sit første år var begge steder, men som i dag ikke tør træde frem blandt aktivisterne af frygt for at bliv e hånet og buhet ud på grund af sin nyliberale politik. Jeg taler om danske mænd og kvinder.
LO’s næstformand Tine Auervig-Huggenwerger er i Davos for at mænge sig med de mægtige. Hun skriver i en kommentar til erhvervselitens dagblad Børsen, at hun er i Davos for at lære dem om betydningen af den nordeuropæiske model, hvor arbejderne er fleksible og holder ro på arbejdsmarkedet, mens staten sørger for efteruddannelse og arbejdsløshedstryghed. Det er den såkaldte flexicurity-model som også Anders Fogh rejser rundt med som et stort dansk nummer. LO burde som de danske arbejderes landsorganisation være de første til at se helheden og sammenhængen i det nyliberale økonomisk politiske projekt og dermed ikke blot vende det ryggen, men også være med til at formulere et solidarisk alternativ. Det logiske ville altså at være i Caracas og ikke i Davos. Men LO har sammen med størsteparten af den øvrige danske fagbevægelse underlagt sig ideen om, at der ikke er noget alternativ og de eneste reformer, der skal laves er til fordel for de rige og multinationale, som fx angrebet på efterlønnen.
I Caracas diskuterer de bl.a. udviklingen i Bolivia og specielt Venzuela. I Bolivia er det spørgsmålet om re-nationaliseringen af gas- og olieproduktionen, som oprørets leder Evo Morales blev valgt til præsident på. I Venezuela er det hele Chavez vifte af sociale reformer, øget skat på olieproduktionen og hans åbenlyse udfordring af nyliberalismen. Her er der tale om reformer til gavn for arbejderne og de fattige og en politisk økonomisk strategi som vil reformere kapitalismen. Chavez er ikke socialist eller marxist, men hans projekt er ægte reformer og en mere solidarisk verden, selvom han ikke grundlæggende vil revolutionere kapitalismen.
Når Danmarks Sociale Forum åbner er en af åbningstalerne, Poul Nyrup. I Hans 8 år som statsminister blev der privatiseret, udliciteret, beskåret på velfærden, efterlønnen forringet, støttede EU’s politik i WTO og IMF/Verdensbanken og førte Danmark i krig i Bosnien, Kosovo og Afghanistan. Hvad laver den nyliberale praktiker der? Svaret er enkelt, at de danske bevægelser, ligesom LO, endnu ikke har erkendt den knivskarpe skillelinie mellem nyliberalisme angreb og ægte solidariske reformer.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed