Socialistisk Arbejderavis
Nr. 254 – 6. april 2006 – side 4
Uddannelse og globalisering
Nej tak til regeringens Globaliseringsstrategi
L Bergmann
Regeringen ønsker at ruste Danmark til globaliseringen. Dette skal gøres ved at sætte massivt ind på at gøre Danmark til en af verdens førende vidensnationer. Konsekvens: massive nedskæringer på velfærden
Til dette formål har regeringen fremlagt en såkaldt Globaliseringsstrategi, der helt overordnet skal styrke uddannelse og forskning. Den studerende læser sidder nu og tænker: “Helt sikkert“, for vi har jo i en årrække ikke oplevet andet end nedskæringer på vore uddannelser.
Desværre er der tre hovedproblemer ved regeringens strategi. For det første den måde hvorpå denne strategi skal finansieres. For det andet, hvad er det reelt set for en uddannelse, man får, hvis strategien føres ud i livet? Og endelig: Hvem bliver taberne? For at gå til det første problem, nemlig finansieringsproblemet, så virker det suspekt, at man netop er i gang med en velfærdsreform, hvor det lægges op til at vi IKKE har råd til velfærd, herunder heller ikke råd til SU, samtidig med, at man ønsker at styrke uddannelserne.
Globaliseringsstrategi vs. SU og velfærdsforringelser
Det er efterhånden alle bekendt, at regeringen har indført skattestop. Det betyder, at det ikke er muligt at finansiere uddannelsesforbedringerne ved at øge skatterne på eksempelvis indkomstskat (hvilket ellers ville have været en glimrende ide, idet Mærsk og co. så passende kunne smide en slat af deres enorme formue i et udpint uddannelsessystem, evt. som tak for lån af danske tropper i Irak). Så med mindre at Anders Fogh har syet en masse penge ind i en madras et eller andet hemmeligt sted, så må finansieringen logisk set komme fra andre velfærdsområder og fra ændring i SU-reglerne.
SU‘en under angreb
På baggrund af Velfærdskommissionens forslag kan det meget vel blive hr Jensens efterløn, der ryger til fordel for globaliseringsstrategien, eller fru Hansen, der får en kortere dagpengeperiode. Derudover skal de studerende selv til at betale til denne uddannelsesstrategi via ændringer i SU-reglerne. De såkaldte “Cafe-penge“ ryger væk på ungdomsuddannelserne. SU’en på de videregående uddannelser omlægges til lån, der skal betales tilbage, hvis man tager for mange “fjumreår“ eller ikke gennemfører uddannelsen på normeret tid.
Regeringen siger, at de vil styrke innovation og uddannelse. I så fald er denne strategi fuldstændig absurd! Et af problemerne er, at man sætter effektivitet over kvalitet. Hvad sker der med kvaliteten af den arbejdskraft, som de studerende efterfølgende skal levere, hvis de fræser igennem deres uddannelse uden orlov eller praktik, som giver dem fornemmelse for den virkelige verden uden for bøgerne?
Globaliseringsstrategien rammer “skævt“
Som en ekstra bonus kommer strategien til at ramme skævt! Enebørn, som mig selv, med akademiske forældre, kommer kun til at mærke noget til disse tiltag, når vi gennemfører vores uddannelse på normeret tid og for denne heltedådrige indsats får en økonomisk bonus oven i hatten!
Det er derimod Søren, hvis mor er på kontanthjælp og hvis far han aldrig har set, der kommer til at betale prisen for regeringens strategi om at styrke uddannelsessystemet. Disse unge bliver nødt til at tage erhvervsarbejde for at kunne gennemføre en gymnasie- og universitetsuddannelse og samtidig have råd til mad, lommepenge og et 10 kvm stort værelse i Kbh’s Nordvest kvarter.
Erhvervsarbejde kan betyde, at de ikke gennemfører deres uddannelse på normeret tid, fordi de ikke kan koncentrere sig 100% om studierne, og som en konsekvens af dette straffes de yderligere ved ikke at få en økonomisk bonus og derudover at skulle betale deres SU tilbage til staten.
Uddannelse for eliten og erhvervslivet.
Og hvad er det så for en uddannelse, vi får for denne dyrt betalte pris? Det er i hvert fald ikke den almene uddannelse der styrkes, men nærmere en uddannelse for eliten og med styrket tilknytning til det private erhvervsliv. Der skal oprettes særlige elite-kandidat uddannelser, og universiteternes bevillinger skal afhænge af, hvor “samfundsrelevante“ deres uddannelser og forskning er.
Det vil sige, at det skal være rettet imod hvad erhvervslivet anser for relevant. Resultatet af dette er, at man enten ender med A og B universiteter, for gad vide, hvem der får flest penge? KUA, RUC eller DTU? Eller også er udfaldet at der reelt set ikke længere bliver lavet forskning eller undervisning i andet end det som interesserer erhvervslivet. For hvordan skal man ellers få det til at løbe rundt økonomisk?
Hermed ville universiteterne for alvor miste deres forskningsuafhængighed, hvilket delvist allerede er sket med universitetsreformen, der fik eksterne medlemmer ind i universitets bestyrelser. Pointen er, at det er fedt at styrke uddannelsessystemet, men ikke på de præmisser som regeringen lægger op til, og slet ikke med de bieffekter, som strategien kan få for resten af velfærdssamfundet.
Så ja tak til et bedre uddannelsessystem, men nej tak til et system der, skader velfærdssamfundet og kun gavner erhvervslivet!
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed