Socialistisk Arbejderavis
Nr. 254 – 6. april 2006 – side 8
4-siders-tillæg: Frankrig i oprør
Stemningen fra ‘68 er vendt tilbage til Frankrig
Den franske ungdom er i oprør. Fra de fattige forstæder, til elite-universiteterne går de unge på gaden, besætter universiteter og lukker skoler i protest mod de nye ansættelseslove som vil fratage dem deres rettigheder på arbejdsmarkedet.
Denne bevægelse er nu i direkte konfrontation med staten gennem massedemonstrationer over hele landet, og daglige sammenstød med de berygtede urobetjente fra CRS.
Orianna Garcia studerer på universitetet Paris III-Censier. Hendes universitet er blandt de 67 ud af 84 universiteter, som er gået i strejke siden protesterne startede den 24. februar.
Hun fortæller: “Vores bevægelse har ånden fra ’68. Hvis opstanden dengang var rettet mod undertrykkelse, er vores oprør nu rettet mod nyliberalismen – og mod en regering, som vil tvinge de unges arbejdsvilkår tilbage til 1800-tallet.“
“Vores bevægelse udvikler sig i øjeblikket på en god måde. Millioner af arbejdere over hele landet sympatiserer med os. Vi har kunnet gå forrest i kampen, fordi vores position i samfundet gør, at vi har mulighed for det, men vores oprør tiltrækker også arbejdere, fattige og arbejdsløse.“
Maj 68
Besatte universiteter og studenteroprør. Politiangreb på demonstrationer. Det er ikke mærkeligt at referencerne til maj 68 hele tiden dukker op. Det, som gjorde maj 68 i Frankrig til noget meget stort, var ikke studenterne, men de 10 millioner franske arbejdere, der deltog i en generalstrejke. som varede flere uger.
Politiet angreb de studerende på Sorbonne Universitetet og jagtede dem brutalt i gaderne i Paris. De studerende svarede igen ved at appellere med løbesedler og diskussioner ved de store fabrikker. Appellen blev hørt, og forenet mod den borgerlige regering blev Frankrig bragt på randen af revolution.
Den basale sandhed i det marxistiske argument om, at det ar arbejderklassen, som skaber værdierne og får samfundet til at fungere, blev foldet ud på en meget konkret måde. Både ved at alt gik i stå, når arbejderne strejkede. Og i en meget mere avanceret politisk form, når arbejderne selv begyndte at besætte og organisere arbejdet, selv styrede bydele og endda hele byer.
På sit højdepunkt var generalstrejken ikke bare en trussel for regeringen, men for hele den herskende klasses magt. Men som så mange gange tidligere i historien blev kapitalisterne reddet af reformisterne, her i skikkelse af det franske kommunistparti PCF. De førte kampen i parlamentarisk retning, og da regeringen gik af, sagde de, at arbejderne skulle gå i arbejde og vente på valget. PCF var den altdominerende politiske kraft og dermed kunne de stoppe strejken.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed