Socialistisk Arbejderavis
Nr. 255 – 26. april 2006 – side 8
Teori for bevægelsen
Massestrejken (Rosa Luxemburg: "Massestrejken")
Colin Barker
Massestrejken kan udvikle sig til en revolutionær udfordring til kapitalismen, skriver Colin Barker.
I sidste måned kunne selv de borgerlige medier ikke undgå at berette om store strejkekampe i flere europæiske lande: en langvarig, landsomfattende strejke blandt offentligt ansatte i Tyskland, 1,5 million i proteststrejke mod pensionsforringelser i Storbritannien, en endags generalstrejke i Grækenland – og så den langvarige, massive og succesrige kamp i Frankrig, hvor arbejdere og studerende side om side tvang en borgerlig regering på retræte.
En hurtig gennemgang på Socialist Worker’s website viser, at der siden 2000 har været mindst 60 sådanne massestrejker i Afrika, Asien, Europa eller Latinamerika. Der går altså dårligt en måned, uden at der et eller andet sted i verden finder en massestrejke sted.
Skal man pege på en fællesnævner for de fleste af disse massestrejker, så er der tale om modstand mod et eller andet aspekt af ny-liberalismen. Stigende oliepriser, privatisering, Verdensbanken og forsvar for pensionen har været blandt de fremtrædende stridspunkter. I Latinamerika har massestrejker været medvirkende til en række ny-liberalistiske regeringers fald.
For 100 år siden udarbejdede Rosa Luxemburg den første seriøse marxistiske afhandling om massestrejker. I sin pamflet Massestrejke, parti og fagforeninger undersøgte hun arbejdskampene i 1905 i Rusland og påviste, at massestrejker var blevet et centralt element i den revolutionære mobilisering af arbejderne.
Massestrejkerne i Rusland nedbrød skellet mellem politiske og økonomiske kampe. Ikke blot kunne økonomiske strejker smelte sammen hurtigt og rejse politiske krav – omvendt kunne også kampe for politiske krav udløse bølger af økonomiske strejker. Begge metoder kunne trække nye grupper med i kollektive kampe.
Bevægelsen i Rusland var præget af organisatorisk kreativitet. Arbejderne forenede sig og dannede nye organisationer, fra fagforeninger til politiske klubber – og selvfølgelig arbejderrådene (på russisk benævnes de “sovjetter“).
Aktivister dannede nye netværk. Nyfunden solidaritet undergravede gamle splittelser – mellem faggrupper, køn, etniske grupper og så videre.
“Det mest værdifulde,“ skrev Luxemburg, “ved denne skarpe revolutionære op- og nedadgående bølge – fordi det er blivende – er dens åndelige nedslag: proletariatets springvise intellektuelle, kulturelle vækst.“ Massestrejken fremkaldte en ny følelse af værdighed og gjorde det muligt for millioner af mennesker at forestille sig en bedre verden som deres egen kollektive frembringelse.
For Luxemburg var massestrejken den afgørende kulturelle bro mellem den kapitalistiske nutid og den socialistiske fremtid. Den var det redskab, som millioner kunne organisere sig omkring i kampen for en anden verden, og som gjorde dem i stand til selv at tage kontrol.
Luxemburgs eminente pamflet var mere end en analyse af og hyldest til massestrejken. Den stillede også massestrejken op som et levende alternativ til de udslidte og konservative fagforbund og socialdemokratiske partier i Europa.
Mens fagforeningerne på den ene side begrænsede arbejdernes aktivitet til økonomiske spørgsmål, sørgede de socialdemokratiske partier på den anden side for at holde politiske spørgsmål inden for snævre parlamentariske rammer. Begge parter ignorerede de mange millioner, der ikke var organiseret fagligt eller politisk. Men massestrejken kunne overvinde disse begrænsninger.
Luxemburgs pamflet er et af de store værker i den revolutionære socialistiske tradition. Den argumenterer for, at massestrejker kan føre til revolutionære forandringer, hvor arbejderklassen vinder økonomisk og politisk magt. Dette er socialisme fra neden i modsætning til den reformistiske tradition i fagbevægelsen og de socialdemokratiske partier, der begrænser sig til at uddele gradvise reformer fra oven inden for kapitalismens rammer.
Men pamfletten har også sine svagheder. I sin hyldest til massestrejken udstyrede hun den næsten med for meget magt i kampen mod det faglige bureaukrati og de socialdemokratiske ledere.
Hun argumenterede ganske korrekt for, at en folkelig opstand har potentialet til at feje konservatismen i arbejderbevægelsen til side. Men hun konkluderede – ganske ukorrekt – at en sådan opstand ikke kan dæmmes op. “Når stenen endelig begynder at rulle, så kan den, ligegyldigt om socialdemokratiet ønsker det eller ej, ikke mere bringes til standsning,“ skrev hun.
Dette var en undervurdering af de reformistiske lederes potentielle indflydelse. I Luxemburgs egen arbejderbevægelse i Tyskland fik denne pointe et yderst tragisk udtryk ved afslutningen af Første Verdenskrig.
Krigen sluttede med en massiv revolutionær bølge i endnu større skala end den 1905-revolution i Rusland, som Luxemburg hyldede i sin pamflet. Soldater- og arbejderråd sprang frem overalt, og der var udbredte mytterier og massestrejker. Hvis nogen sinde “stenen var begyndt at rull“e, så var det i Tyskland i 1918-19.
Men de socialdemokratiske ledere, som var imod massernes bevægelse fra neden, lod sig imidlertid ikke feje af banen. De satte sig i spidsen for bevægelsen.
Friedrich Ebert, den tids Tony Blair, berettede, at han “tilsluttede sig strejke-ledelsen med det klare formål at bringe strejken til en hurtig afslutning for at undgå at gøre landet skade”. Hvad værre var, så slog han sig sammen med højreorienterede officerer for at nedkæmpe de militante arbejdere med brutal magt.
I januar 1919 blev Rosa Luxemburg myrdet af disse officerer. Og igennem de næste fire et halvt års uro arbejdede socialdemokraterne utrætteligt på at skubbe den revolutionære bølge tilbage.
Det står klart, at det ikke er tilstrækkeligt blot at stole på massestrejkens spontanitet. Uanset størrelsen, så er enhver folkelig bevægelse altid internt meget sammensat. Mens nogle tyske arbejdere kom til revolutionære konklusioner, så var der mange flere, som for første gang gik med i kollektive aktioner og blev organiseret.
Fagbureaukraternes basis blev altså udfordret politisk, men den voksede samtidig. Bevægelsen var på vej frem, men ikke alle havde samme fart. Det gav rum for, at socialdemokraterne kunne vinde indflydelse – eller omvendt at blive udfordret.
Kort sagt skulle der stadig udkæmpes en politisk kamp inden for arbejderbevægelsens rækker, selv under de store strejkebølger. Og i forlængelse af det var det nødvendigt at opbygge en politisk organisation af det stigende antal, som tilsluttede sig ideen om revolutionær forandring.
Der findes også en anden type af massestrejker end den revolutionære type, Luxemburg analyserede.
Massestrejken i Rusland i 1905 var en del af en revolution. Men der er også situationer, hvor de reformistiske ledere selv – også selvom de er under pres nedefra – kan mobilisere til massestrejke, holde kontrol over dens udvikling og afslutte den efter behag.
Tony Cliff, grundlæggeren af Internationale Socialisters Tendens, benævnte dette fænomen “bureaukratiske massestrejker”.
Under overenskomststrejken i Danmark i 1998 sørgede de faglige ledere omhyggeligt for, at kun udvalgte grupper blev sendt i strejke. Der blev kun afholdt få demonstrationer – i arbejdstiden – og der blev ikke opfordret til, at ikke-strejkende nedlagde arbejdet og tilsluttede sig protesterne, tværtimod.
Generalstrejken i Storbritannien i 1926 minder mere om dette end om de strejker, Luxemburg beskrev. Det britiske LO fastholdt kontrollen hele vejen og afblæste strejke-bevægelsen på et tidspunkt, hvor den stadig var på vej frem – også selvom dette lod minearbejderne i stikken og lod dem lide et knusende nederlag. Andre massestrejker indeholder elementer af både det bureaukratiske og det revo-lutionære.
I maj 1968 i Frankrig indkaldte de faglige ledere til en endagsgeneralstrejke i solidaritet med studenterne. Dagen efter stod venstreorienterede militante i spidsen for en fabriks-besættelse i Nantes, og det satte gang i en omfattende bølge af fabriksbesættelser og strejker. Dette voksede til den hidtil største massestrejke i Europas historie.
Men selv under Majoprøret var bureaukratiet i fagbevægelse og partier i stand til at bevare kontrollen. De holdt arbejdere og studenter adskilt, og i mange fabriks-besættelser sørgede kommunistpartiets medlemmer for at sende flertallet af arbejdere hjem.
Der var kun demokratisk kontrol i ringe omfang og kun meget spinkle netværk mellem de besatte fabrikker. De faglige ledere kunne ikke imødegås, når de fortalte arbejderne løgnehistorier for at få afsluttet strejkebølgen.
Strejkerne i Frankrig i 1995 i den offentlige sektor var mindre, men i modsætning til 1968 var der bedre netværk og samarbejde, som blev organiseret via fælles massemøder mellem forskellige arbejdergrupper.
Hvordan massestrejker udvikler sig, afhænger i høj grad af, i hvilket omfang aktivister på gulvplan er i stand til at tage kontrollen ud af hænderne på bureaukraterne og involvere menige arbejdere i at udforme bevægelsen.
Et eksempel på, hvor langt bevægelsen kan udvikle sig, så vi i Polen i 1980 i de kampe, som førte til dannelsen af den uafhængige fagforening Solidaritet.
Regionale strejkekomiteer på tværs af fabrikker tvang regeringen til at møde op til forhandlinger. Møderne mellem arbejdernes repræsentanter og regeringen fandt sted – ikke bag lukkede døre, men i direkte overværelse af hundredvis af delegerede fra besatte fabrikker og blev desuden transmitteret til tusinder via højtalere.
Når massestrejker går længere end symbolske endagsaktioner, sker det ofte, at arbejdere begynder at involvere andre aspekter af samfundslivet. Under en strejke i Seattle i 1919 kunne lastbiler således kun transportere fødevarer efter tilladelse fra strejkekomiteen.
Udvidede massestrejker rejser spørgsmål om, hvordan man organiserer fordeling af fødevarer og andre nødvendige tjenester. Initiativer nedefra kan trække nye grupper ind i kampen.
Men selv symbolske endagsstrejker kan tilbyde værdifulde muligheder. Selv den mest symbolske strejke er stadigvæk et brud med den daglige rutine. Den forudsætter mobilisering, propaganda og kollektiv handling.
For mange arbejdere er sådanne aktioner en sjælden mulighed for at deltage i kollektiv aktion. De giver nye åbninger for at rejse socialistiske ideer og for at udvide aktivisternes netværk.
Der er ikke noget jerntæppe mellem de forskellige typer af massestrejke. Den konkrete udvikling afhænger af, hvordan aktivister er med til at forme dem og kæmper for initiativer nedefra.
Colin Barker har været fagligt aktiv i Manchester gennem fire årtier. Han er forfatter til en række artikler i International Socialism Journal samt til en bog om det polske fagforbund Solidaritet: “Festival of the Oppressed“.
Oversat og bearbejdet til dansk fra den engelske avis Socialist Worker af Martin Bagge Johansen.
Rosa Luxemburgs Massestrejke, parti og fagforeninger kan læses på Marxisme Online.
Kan massestrejker finde sted i Danmark?
Mange vil huske den sidste store overenskomststrejke i 1998 som dels fjern fortid, dels som en meget topstyret og symbolsk aktion.
Men bag dette gemmer sig regeringens og arbejdsgivernes frygt for at fremprovokere en gentagelse af Påskestrejken i 1985, der startede som en symbolsk strejke, men hurtigt udviklede sig til Danmarks-historiens hidtil mest massive, spontane masseaktion, som de socialdemokratiske bureaukrater mistede kontrollen over.
Før Påskestrejken var der den mindre, men langvarige havne-arbejderstrejke i 1982-83, der involverede mange andre arbejdergrupper i sympatiaktioner, samt Majstrejkerne i 1974, der endte med at vælte en borgerlig mindretalsregering.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed