Socialistisk Arbejderavis
Nr. 257 – 7. juni 2006 – side 3
Århus universitet besat af velfærd: “Vi fortsætter 17. maj-bevægelsen”
Mikkel Birk Jespersen
Den 18. maj besatte studerende ved Aarhus Universitet en af universitetets bygninger – dagen efter de historisk store demonstrationer mod regeringens angreb på velfærden.
“Vi besætter i dag, fordi 17. maj ikke bare skulle være én dag, hvor vi protesterede. Det er vigtigt at fortsætte. Man skal stille krav til regeringen og blive ved med at stå fast på dem,“ siger Kåre Blinkenberg, der læser idéhistorie og statskundskab og har været med til at planlægge og organisere besættelsen.
“Besættelsen har været en succes. Der har været stor opbakning, og organiseringen har fungeret glimrende. Det er kommet til at se ud af noget, og vi har fået etableret en effektiv blokade. Det havde jeg ikke troet, vi havde kunnet, da vi for tre dage siden besluttede at besætte universitetet.“
Besættelsen var den første på Aarhus Universitet i årtier, og dens succes viste, at det også i dag er muligt at bruge offensive aktioner i kampen for ordentligt velfærd og for et universitet, der er til for de ansatte og studerende.
“Vi må organisere noget lignende i fremtiden. Flere besættelse eller aktioner. Hvad der kommer til at ske, afhænger selvfølgelig også af, hvad regeringen gør. Men jeg støtter helt klart, at vi fortsætter denne her bevægelse,“ siger Kåre.
“Det er fedt, at vi kan lære af folk i andre lande, som Frankrig, og viser, at det også kan ske i Danmark. Jeg håber helt sikkert, at vi ikke stopper her.“
Også andre deltagere i besættelsen understregede vigtigheden af aktionen. Sofie (medievidenskab og statskundskab) siger: “Vi protesterer mod erhvervsretningen af universitet og mod regeringens velfærdsreform med dens forringelser af SU’en. Det er vigtigt, at vi fastholder og udvikler de værdier, der bygger på solidaritet.
Det her er en god måde at vise det på – vi kommer igennem til både de andre studerende og underviserne. Jeg tror bestemt, at vi har sympati fra mange af underviserne.“
Besættelsen var organiseret af ’Humboldt-bevægelsen’, der bl.a. går imod erhversretningen af universitetet, og af aktionsgruppen ’Uni besat af velfærd’.
Se også:
SAA 257: De stjæler din velfærd:: Nu stopper vi dem
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe