Socialistisk Arbejderavis
Nr. 261 – 18. oktober 2006 – side 3
Pædagogmedhjælpernes talsmand i Århus
“Vi er ikke slået. Kampen er kun lige begyndt“
Per Kring
Talsmand for pædagogmedhjælpernes aktionsgruppe i Århus, Per Kring, beretter her om sine oplevelser i de 3 uger der “rystede“ Århus, Danmark og Fogh.
I København var over 500 institutioner enten blokeret eller i strejke den 3. oktober, i protest mod kommunens besparelser – men også i solidaritet med kollegerne i Århus. (Foto: Svend Espensen)
Jeg mødte op til det første stormøde og skrev mig på en aktionsliste, fordi jeg var skuffet over, at byrådet lagde op til så store besparelser på børne- og ældreområdet.
Et par dage gik, og så blev jeg kontaktet angående, at der var møde på Radison (Scandinavian Congress Center), og man ledte efter en, der ville repræsentere pædagogmedhjælperne med en tale. Dette var dagen før mødet om aftenen. Jeg var betænkelig ved ideen, da jeg aldrig før har været faglig aktiv, men jeg slog til, da jeg synes, det var forkert at spare på børn og ældre samt forværre personalets forhold, når statskassen er fyldt til randen. Jeg synes også, det var et problem, at pædagogerne havde en aktionsgruppe, der arbejdede hårdt allerede på det tidspunkt, men at vi som pædagogmedhjælpere ikke var repræsenteret som en selvstændig faggruppe. Det fremstod, som om vi bare konfliktede, fordi vi fulgte pædagogerne. Ikke fordi vi selv var utilfredse.
Jeg mødte nervøs op til mødet på Radison og blev ikke mindre nervøs af at se, der var så mange til mødet, at ikke alle kunne komme ind. Jeg holdt en kort tale hvor jeg opfordrede andre til at slutte sig til aktionsgruppen. Efter arrangementet var færdigt, kom mange op og sluttede sig til aktionsgruppen eller bad om mail eller tlf.nr., så folk udenfor kunne kontakte mig. Samme aften skrev jeg en mail om et møde to dage efter.
Den følgende dag ringede og mailede mange til mig om flere forskellige ting. Jeg har aldrig snakket med så mange mennesker, som jeg ikke kendte på forhånd, som den og de følgende dage. Heldigvis lød det til, at der var flere, som gerne ville være med i aktionsgruppen. Dagen efter mødtes vi, og jeg blev glad, da det viste sig, at vi var 10-15 stk. Alle var fulde af engagement, og vi gik med det samme i gang med arbejdet. Hurtigt var vi i gang med at planlægge den første aktion.
Den følgende tid arbejdede vi nærmest i døgndrift. Vi planlage og forberedte happenings den ene dag og udførte dem den næste, holdt taler på stormøder, skrev pressemeddelelser, samlede underskrifter, skrev mails, besvarede opkald, talte med pressen, samlede pædagogmedhjælperne til møder og aktioner og udviklede et godt samarbejde med pædagogernes aktionsgruppe. Uden dette samarbejde med pædagogernes aktionsgruppe ville vi ikke have nået halvt så langt, som vi gjorde i fællesskab.
De pædagogstuderende fortjener også stor ros for deres bidrag. Dette var en fantastisk tid, hvis man var det mindste i tvivl om opbakningen, kunne man bare møde op ved rådhuset kl. 11, hvor flere tusinde hver dag protesterede. Alt dette fortsatte, indtil den skæbnesvangre torsdag, hvor et flertal i byrådet, trods de mange protester, stemte spareforliget igennem.
Pressen var i starten positivt indstillet over for de strejkende, men billedet ændredes hurtigt. De fandt nogle få utilfredse forældre, som kritiserede os med hårde ord, men det stod klart for enhver, at på trods af dette var hårdt for familierne, havde vi stor opbakning blandt forældrene.
De fleste af kritikerne kritiserede ikke protesterne, men kun brugen af strejkevåbnet. Fredagen efter vedtagelsen af spareforliget besluttede et flertal af de strejkende at gå tilbage til arbejdet mandag morgen.
Mediernes billede er, at vi til sidst gav op, men det er ikke tilfældet. Det at strejke er ikke et mål i sig selv. Det er kun et af flere midler i den faglige kamp.
Strejken har tjent sit formål. Den har for alvor bragt velfærden på dagsordenen og politikerne til forhandlingsbordet. Den lange strejke med massiv folkelig opbakning sikrer, at der vil være fokus på alt, hvad der videre sker i den igangværende proces. Strejken var kun første halvleg. Nu har vi både mediernes, politikernes og befolkningens bevågenhed til anden halvleg.
En ting ved denne proces glæder mig specielt meget. Der er ikke tale om en eller flere fagforeninger, der har styret konflikten, som visse fejlagtigt har udtalt. Protesterne startede på hver enkelt institution med diskussioner om reaktionen på spareforliget, og i løbet af kort tid var alle med. Vi stod sammen hele vejen, og dette viser hvor massiv modstanden mod spareforliget og regeringens angreb på velfærdssamfundet er.
Hvad nu?
Allerede dagen efter spareforligets vedtagelse lavede vi i pædagogmedhjælpernes aktionsgruppe en aktion under sloganet “Glemmer I, så husker vi“ til tonerne af Liva Weels “Glemmer du, så husker jeg“. Denne aktion er henvendt til både os strejkende, byrådet og folketingspolitikerne. Vi vil med denne aktion sørge for, at ingen glemmer, hvad der er sket. Aktionen vil foregå på Rådhuspladsen kl. 16 hver onsdag, hvor der er byrådsmøde. Vi håber, mange vil dukke op for at bakke op om disse aktioner.
Vi er også i gang med et andet projekt, der drejer sig om dokumentation og argumentation. Vi vil dokumentere, hvordan de kommende nedskæringer forringer vores arbejdsforhold og børnenes velvære på institutionerne.
Ud over disse tiltag har pædagogernes aktionsgruppe opbygget nogle lokale netværk under strejken, som vi forventer os meget af. Jeg ved, at nogle af disse netværk allerede har planlagt møder for at diskutere, hvordan man fortsætter kampen. Der er flere grupper, som er blevet ramt af spareforliget. Disse grupper er jeg overbevist om ej heller ser denne kamp som værende forbi. Her kan nævnes forældrenetværket, Husets netværk, personalet i ældresektoren osv.
Vi er ikke slået. Kampen er kun lige begyndt, og vi er klar til anden halvleg.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed