Socialistisk Arbejderavis
Nr. 261 – 18. oktober 2006 – side 4
Et nyt kapitel i klassekampen er åbnet
Hans Erik Madsen
Dybden og perspektivet i den protest- og strejkebevægelse, som har rullet hen over landet de sidste 3-4 uger, kan næppe overvurderes. Bevægelsen har udfordret ikke mindst Fogh-regeringens nyliberale dagsorden. Men de sidste ugers protest- og strejke-bevægelse rejser samtidig spørgsmålet: Hvordan kan venstrefløjen blive en organisk og dynamisk kraft i “oprøret“ fremover.
Fagbevægelsens røde faner var på plads den 3. oktober, men protesterne blev i høj grad organiseret fra neden.
Bevægelsen har sat en ny velfærdsdagsorden. Mest markant og dybest i de byer, hvor det er en reel strejkebevægelse, som har sat dagsordenen, men i enhver afkrog af Danmark har strejkebevægelsen sat sine politiske spor. Dette ses tydeligt i diverse meningsmålinger.
Regeringens skattestop vil 2/3 af med, et flertal i befolkningen støtter de protesterende forældre og pædagoger. Ikke mindst pædagogernes renomme som faggruppe er vokset enormt ifølge undersøgelser. Et flertal i befolkningen – 65 pct. mod 26 pct. – mener, der skal sættes flere penge af til daginstitutionsområdet! Og 76 pct. mener, det er regeringens ansvar, 21 pct. kommunernes. En lokal sympatimåling i Århus af opbakningen til de strejkende viser, at 62 pct. bakker pædagogernes kamp op, herunder også strejkerne på skole og ældreområdet.
Et brud med fortiden
Men der er andre bemærkelsesværdige og vigtige træk, som indikerer, at den protest- og strejkebevægelse, vi netop har oplevet og været en del af, rummer elementer, som udtrykker et brud med fortiden og åbner op for et nyt kapitel i klassekampen.
De mest iøjnefaldende træk ved protest- og strejkebevægelsen har været – analyseret ud fra Århus hvor dynamikken har været stærkest:
For det første, at protesten, initiativet, organiseringen og dynamikken er kommet nedefra.
De første, der sagde “Nu er det nok“, var de ansatte pædagoger på byens fritidshjem, som skulle lukkes. De besluttede sig ganske enkelt for at strejke – og begyndte at organisere en aktiv strejke med aktioner i byen, aktionskomiteer etc. Deres fagforening, BUPL, var lammet og troede ikke på noget – eller ville ikke noget. Deres svar var – også denne gang – at denne gang måtte forældrene trække læsset: Pædagogerne kunne ikke flytte noget, og de var også trætte – der var ingen opbakning fra de menige pædagoger, hed det sig. Selv efter demonstrationen den 12. september, hvor 15.000 demonstrerede. På det tidspunkt den største demonstration i Århus siden 1985.
Det er rigtigt, at stemningen blandt pædagogerne på det tidspunkt ikke bare var: nu lukker vi og strejker – men vreden var stor – de manglede blot fornemmelsen af, at de havde opbakning i byen og ikke mindst fra forældrene. Og den fik de på rekordtid. I løbet af en uge var omkring 150 institutioner blokerede. Det var en gruppe forældre i midtbyen, som over en weekend tog initiativet til at få forældreblokader op at stå – med en hjemmeside, med nogle opfordringer, og så eksploderede det (på det tidspunkt var pædagogerne på fritidshjemmene allerede i strejke).
Forældreblokaderne blev den faktor, som rykkede stemningen i byen og blandt pædagogerne. Og på et stormøde besluttede pædagogerne sig så for at lukke de institutioner, som ikke var blokaderamt, dvs. at de lukkede alle huller, og sikrede, at når forældrene ikke kunne magte at fortsætte blokaderne, så gik pædagogerne i strejke på institutionen osv.
Igennem forældreblokaderne og de mange snakke og møder mellem forældre og pædagogerne blev grundlaget lagt for bevægelsens optrapning og spredning.
Et nyt kvalitativt skridt blev taget i bevægelsen, da andre faggrupper begyndte at gå med: Socialrådgiverne gik i første omgang med en enkelt dag, og også her blev der nedsat aktionskomiteer. Social- og sundhedsassistenter ansat inden for ældreområdet gik med, og da lærerne og efterfølgende elever på en del af byens folkeskoler gik med, var bevægelsen for alvor i offensiven. Lærerstrejken var både spontan og kom nedefra og fik efterhånden et mere organiseret udtryk fra deres fagforening. Ud over elevblokaderne på folkeskolerne var især de pædagogstuderende fra byens to seminarier og også de socialrådgiverstuderende og gymnasieeleverne aktive.
Protest- og strejkebevægelsens organisering, aktiviteter, dynamik og omfang, er uden sidestykke i danmarkshistorien. Bevægelsens karakter af en græsrodsbevægelse var åbenbar, og det lykkedes at komme i offensiven over for det etablerede politiske system og medierne. Bevægelsen var det hidtil klareste og mest omfattende eksempel på, at arbejderklassen herhjemme er i færd med såvel at genopbygge som nyudvikle sine kræfter, fagligt og politisk. Den inkluderede “gamle grupper“ som har været præget af nedgangen i klassekampen, af strejkenederlag, men som nu har fået selvtillid tilbage, og helt “nye grupper“ der hverken har oplevet 80’ernes nederlag eller har haft traditioner for fagligt og politisk arbejde, men som nu har sagt stop og gået i aktion.
For det andet, at protest og strejkebevægelsen blandt titusinder af aktivister og blandt et flertal i befolkningen bliver opsummeret således: Bevægelsen har vist, at politikerne kan presses – at protester og strejker nytter – bevægelsen har vundet en politisk sejr, og bevægelsen giver tusinder håb om, at velfærden kan forsvares og forbedres. Og disse tusinder vil være potentielt åbne over for politik og aktiviteter fremover.
Ovenstående politiske opsamling vil der i den kommende periode komme til at foregå et politisk og materielt slagsmål om.
Politisk på den måde, at såvel for de borgerlige som for socialdemokraterne er det farligt, hvis “bevægelsens“ politiske hukommelse fastholdes – at kamp nytter, og at kampen må organiseres fra neden og på tværs af fag og grupper – altså som en fælles kamp.
Materielt står de i det dilemma, at de på den ene side måske kan få bevægelsen og kritikken neddæmpet, hvis de giver indrømmelser, åbner statskassen på klem etc., men på den anden side kan indrømmelser også give bevægelsen endnu mere vind i sejlene og tiltro til udenomsparlamentariske aktioner.
Venstrefløjens rolle og opgaver
Vi står oven på denne protest- og strejkebevægelse med en virkelighed, hvor dagens arbejderklasse er begyndt at træde ind som en aktør i kampen om samfundets retning.
Og vi står med en virkelighed, hvor titusinder af mennesker begynder at forholde sig til deres hverdagsliv og deres samfund på en mere generaliseret politisk måde. Og hvor disse vil kigge mod aktivitet, og mod at samles på tværs af fag, skoler og politiske holdninger. Den rå markedskapitalisme bliver nu endelig mødt af modstand fra arbejderklassen i en skala, som vi ikke har set siden murens fald.
Protest- og strejkebevægelsen har både påvirket venstrefløjen og illustreret dens svagheder og problemer.
Det må undre enhver aktivist, at hverken fagbevægelsens venstrefløj i Fagligt Ansvar eller Enhedslisten/SF på noget tidspunkt tog initiativ til en landsdækkende koordinering af protesterne. Der blev ikke indkaldt til landsdækkende tillidsmandsmøde. Der blev ikke rejst en fælles diskussion om, hvordan større arbejdergrupper i det private kunne støtte kampen eller direkte tage del i den.
Skal de næste kampe vindes, er det altafgørende, at venstrefløjen agerer politisk og organisatorisk.
Politisk ved at udfordre uvillige fagbureaukraters og socialdemokraternes politiske tilpasning og dermed blive det politiske lederskab for dem, som vil slås.
Organisatorisk ved faktisk at tage initiativer til at organisere kampen nationalt og opbygge den kerne af aktivister, som kan gøre forskellen i de næste kampe.
Det ansvar blev ikke løftet under denne kamp, så det er afgørende at venstrefløjen gør sig parate til at løfte opgaverne under de kommende kampe.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed