Socialistisk Arbejderavis
Nr. 26 – Januar 1987 – side 7
Kamp på Kinas gader
Poul Erik Kristensen
På lige fod med de franske kollegaer har de kinesiske studenter vist fanen. Over hele landet har der været kæmpedemonstrationer – størst i Shanghai og Beijing. Også i Kina har store arbejdergrupper deltaget aktivt i kampen for udvidet demokrati.
Det Kinesiske Kommunistparti fremlagde for nogle år siden en plan for de fem moderniseringer. De første fire punkter i planen er for længst gennemført. Nemlig moderniseringen inden for landbrug, industri, forsvar og videnskab, mens moderniseringen af det politiske liv lader vente på sig.
Partiledelsen har udskudt den planlagte demokratiseringsproces. Man udstak en parole om, at demokratiet ville blive udvidet i det tempo, som ledelsen fandt forsvarligt.
Kina er, på lige fod med resten af verden, ude i en dyb økonomisk krise. Underskuddet på handelsbalancen vokser faretruende. Den herskende klasse er blevet mere og mere uenig om, hvordan de skal styre økonomien. Selv mindre reformer har mødt modstand i dele af bureaukratiet.
Mange iagttagere siger, at studenterne har fået opbakning fra “reformfløjen” i styret, som bruger demonstrationerne til at presse deres konservative modstandere. Men bevægelsen er gået meget længere, end nogen del af bureaukratiet kunne ønsker sig.
Det er ikke første gang, Kina oplever så store uroligheder. I 1978 – to år efter Maos død – startede en gruppe unge arbejdere, sammen med forfattere og intellektuelle, den demokratiske menneskerettighedsbevægelse. Bevægelsen spredte sig hurtigt til andre dele af Kina. I 1980-81 kom det til voldsomme sammenstød mellem bevægelsen og folkemilitsen i Beijing. Arbejderne og studenterne blev bogstaveligt talt nedslagtet.
Denne gang har der været sideløbende aktiviteter i de 7-10 største byer, hvor de ved tidligere uroligheder har været koncentreret i enkelte provinser eller byer.
Bevægelsen startede 15. december i Hefei med en demonstration af 1000 studenter, som krævede demokratiske reformer. Demonstrationerne spredte sig til otte andre byer. Da bevægelsen kom til Shanghai, Kinas største by, var omfanget af protesten blevet større.
Bycentrum var blokeret i fem dage af vrede demonstranter. De største demonstrationer samlede op mod 70.000 deltagere. Et stort antal arbejdere deltog.
I et forsøg på at genskabe roen har politiet slået hårdt ned på demonstrationer og møder, og man har sat universiteterne under konstant bevogtning. Vægaviserne er blevet revet ned.
Støtte fra arbejderne
Især da arbejderne begyndte at blande sig, blev magthaverne bange. De fleste af de folk, som blev anholdt, er arbejdere og arbejdsløse, uden tilknytning til universiteterne.
Dagen efter var der demonstrationer i Nanjing og for første gang i hovedstaden Beijing, i protest mod arrestationerne. Som reaktion udstedte de lokale myndigheder et demonstrationsforbud, men plakater opfordrede til en stor demonstration 1. januar på Tiananmen-plads. Politiet forsøgte at forhindre demonstrationen ved at omdanne pladsen til en skøjtebane. Men hundredevis af studerende brød igennem politibarrikaderne for at demonstrere.
Næste dag blev pladsen besat af 4000 studerende med krav om løsladelse af de arresterede. De arresterede blev løsladt, men over 1000 studerende fortsatte demonstrationen for at vise, at forbuddet ikke kunne gennemføres.
I alle de store dagblade kontrolleret af kommunistpartiet er demonstranterne gang på gang blevet svinet til som kontra-revolutionære og kapitalist-lakajer, og de værste historier er blevet viderebragt.
I protest mod avisernes behandling af urolighederne, brændte omkring 300 studenter eksemplarer af Folkets Dagblad og de andre store dagblade. Under karnevalsagtige scener forsvandt aviserne i et virvar af røg og nytårsraketter.
Når aktionen fik et lidt festligt skær, skyldes det, at mange så den som en foreløbig afslutning på demonstrationerne, på grund af den forestående eksamen og den efterfølgende ferie på fire uger!
Krisen kan ikke reformeres i Øst eller Vest
Gadekampene i den sovjetiske Kasakhstan-republik og demonstrationerne i Kina er brudt ud på et tidspunkt, hvor både Gorbatjov og Deng Xiaoping har indledt store reformprogrammer.
De borgerlige aviser i Vesten har hilst reformbestræbelserne velkommen som en løsning på Kinas og Sovjets problemer. Aviserne hæfter sig især ved reformernes indførsel af markedsmekanismer og samhandel med vesten.
For arbejderne og bønderne i begge lande er der mindre grund til at råbe hurra for reformerne. Selv om begge styrer kalder sig “socialistiske” eller “kommunistiske”, er de faktisk statskapitalistiske.
Arbejderne skal arbejde på virksomheder, som er styret af bureaukrater, ligesom i de vestlige lande. Frugten af denne udbytning af arbejdere og bønder bruges af de herskende til at gøre sig konkurrencedygtige i både det militære og det økonomiske kapløb med magthaverne i resten af verden.
I mange år er det lykkedes bureaukraterne i Sovjet at opbygge deres økonomiske og militære magt på denne måde. Men i de sidste år har successen været mindre, og økonomien er stagneret.
I Kina har den statskontrollerede økonomi opnået ringere resultater, da økonomien er meget mere tilbagestående.
Efterligner Vesten
Det var årsagen til den megen uro i Kina fra sidst i 50’erne, til Kulturrevolutionen i 60’erne. Deng har forsøgt at finde en magisk løsning, som kunne overvinde Kinas industrielle tilbageståenhed ved at efterligne elementer af den vestlige markedsøkonomi.
I Sovjet har økonomien været mere stabil. Men nu er Gorbatjov bekymret og indleder reformer. Han er bange for, at Sovjet ikke fortsat kan konkurrere med USA’s militære oprustning.
Reformbestræbelserne står over for hindringer i begge lande. Store dele af bureaukraterne føler sig truet og hænger fast i de gamle metoder. Men tilladelse af blot den milde kritik, der er nødvendigt for at få reformerne accepteret i bureaukratiet, stiller styret over for stor fare.
Så snart begrænset kritik er tilladt, finder folk ud af, at de kan snakke og organisere omkring de mange utilfredsheder, som har samlet sig op igennem årene – fødevaremangel, ringe arbejdsforhold, politiets vold, undertrykkelsen af nationale mindretal.
Det er særlig risikabelt for Gorbatjov og Deng, fordi de økonomiske reformer betyder en forværring af de materielle forhold for dele af befolkningen.
Borgerlige eksperter peger på Ungarn som en model, Kina og Sovjet kan stræbe efter. Men opvæksten af en velhavende middelklasse i Ungarn er sket samtidig med fortsat fattigdom, dårlige boligforhold og tilbagegang for de fleste arbejdere.
Det er heller ikke sikkert, at de økonomiske reformer kan opnå det, de lover. De vestlige markedskræfter er ingen garanti for økonomisk succes.
Økonomisk krise eksisterer under både “markeds”-kapitalismen og den bureaukratiske statskapitalisme. Omskiftning fra den ene til den anden er ingen løsning.
Den sidste tids protester i Kina og Sovjet er af betydning, fordi demonstrationerne blot er de sidste i en række af bevægelser, som peger på et alternativ i begge lande.
I Ungarn under revolutionen i 1956 dannede arbejderne arbejderråd, som fik stor indflydelse indtil Sovjets invasion.
I Polen i 1980-81 fik den demokratiske fagforening Solidarnosc opbakning fra ti millioner arbejdere. I hvert fald et mindretal overvejede mulighederne for, at Solidarnosc selv tog magten.
Det er umuligt at forudse udviklingen i Kina og Sovjet i dag. Men det er nemt at se, hvordan stemningen fra 1956 og 1980 kan genopstå.
Billedtekst:
Kinesiske studenter demonstrerer i Beijing og (foroven) opsætter vægaviser.
Se også:
SAA 26: Frankrig i krise: Kampen blev politisk
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed