Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 262 – 16. november 2006 – side 4

Gymnasierne i oprør

– Vi vil have vores penge, Bertel

Jakob L. Krogh

Elever og lærere på gymnasierne er utilfredse med regeringens løftebrud. De var blevet lovet, at gymnasiereformen ikke skulle medføre flere besparelser. Men ifølge Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) og Rektorforeningen skal der spares mellem 150 og 350 millioner kroner på gymnasiene i 2007. Det har fået elever og lærere på barrikaderne.

Der varsles flere blokader og arbejdsnedlæggelser, hvis ikke forringelserne tages af bordet. Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) lancerer en national aktionsdag d. 21. november.

Jakob Lausch Krogh har besøgt Frederiksberg Gymnasium for at se nærmere på de aktuelle protester

Marianne Frederik

Marianne Frederik, lærer på Frederiksberg Gymnasium

Marianne Frederik, lærer på Frederiksberg Gymnasium

Hvad har fået jer til at nedlægge arbejdet?

Det var udmeldingen om, at der skulle spares 350 millioner på gymnasier og HF-kurser i 2007, samtidig med at vi er i gang med nogle store reformer, som vi arbejder ekstra meget med at få til at køre optimalt, så kommer det her oveni.

Hvad regner I med at få ud af arbejdsnedlæggelsen?

Vi håber på at kunne få de fleste besparelser fjernet igen. Vi var blevet lovet, at overgangen til selveje ikke skulle betyde, at der skulle spares yderligere. Så derfor skulle vi få nøjagtig de samme penge i 2007, som vi var blevet lovet ud fra beregninger i 2003.

Men da vores egen fagforening, GL, og rektorernes fagforening regnede på det, fandt de ud af, at der skal spares 150-300 millioner i 2007, så nu synes vi, at det er nok. I forvejen er der klasser med 30 elever nogle steder, så derfor kan vi risikere at komme op på klasser med 35 elever, og det vil gå ud over den faglige kvalitet. På de gymnasier, der kun er bygget til 24 elever i klasserne, vil det også være fysisk umuligt.

Bertel Haarder har ringet op til skolen her og fortalt, at de penge, der er udmeldt til gymnasierne nu, de er kun en del af første runde. Han regner med, at der vil komme en anden runde med flere midler. Så det er jo lidt et skred i forhold til, hvad han hidtil har meldt ud, nemlig at ”der er ikke nogen regnefejl, og der er ikke noget at komme efter“. Hvis vi får flere elever i gymnasierne, end vi har i dag, så får vi kun 49.000 kr. pr elev for de nye elever og ikke de oprindelige 75.000, som vi i gennemsnit får i dag pr elev. Så vi får ikke alle de penge, vi er blevet lovet, så derfor har vi indkaldt til stormøde her på gymnasiet.

Har I nogen fornemmelse af, hvor stor opbakning I har, og hvor mange gymnasier der er i strejke?

I går nåede vi op på 50 gymnasier, der lavede en eller anden form for faglig aktion. Desuden var der 9 skoler, hvor lærerne nedlagde arbejdet, og mange har bakket op om stormødet på mandag.

Hvad tror du, I beslutter på stormødet?

Det er svært at sige præcist, hvad vi gør. Bertel Haarder har rykket sig lidt, men ikke nok. Vi har endnu ikke fået alle vores penge, og vi har sagt, at vi vil have alle vores penge igen. Så vi vil reagere på en eller anden måde, hvis det på mødet fremgår, at vi stadigvæk ikke har nogen garanti for, at vi får alle pengene igen. Elevernes organisation, DGS, har bebudet en aktionsdag d. 21 november, og det har vi i hvert fald støttet op om.

Steffani Robins og Nete Rosenberg

Steffani Robins og Nete Rosenberg, 1.g’ere på Frederiksberg Gymnasium

Steffani Robins og Nete Rosenberg 1.g’ere på Frederiksberg Gymnasium

Hvad laver I her i dag, og hvad håber I at få ud af det?

Vi laver blokade, fordi vi støtter lærernes kamp mod de forringelser, der ser ud til at komme på gymnasieområdet. Vi hjælper lærerne via den her blokade, så de ikke får bøder og bliver trukket i løn osv. Forringelserne kommer til at gå ud over elevernes undervisning. Derfor vil vi gerne via blokaden sende et signal til politikerne, så de kan få øjnene op for de her forringelser, lytter til os og gennemtænker deres beslutning. Forringelserne går ikke så meget ud over os her på Frederiksberg Gymnasium, fordi vores gymnasium, ligesom Falkonergårdens Gymnasium, bliver støttet økonomisk af kommunen. Men vi har jo en masse andre venner på andre gymnasier, som bliver meget ramt af de her forringelser, og derfor vil vi gerne støtte dem.

Hvordan har I tænkt jer at fortsætte kampen? Regner I med at kunne få flere af de andre gymnasier med?

Lærerne holder deres faglige møde på mandag, og der vil vi elever så demonstrere og lave nogle forskellige aktiviteter her på skolen. Og vi regner bestemt med at få nogle af de andre gymnasier med, og det er der også taget initiativ til.

Se også:
SAA 262: Kommentar: Gymnasieelever protesterer mod besparelser på uddannelserne

Flere artikler fra nr. 262

Flere numre fra 2006

Se flere artikler af forfatter:
Jakob L. Krogh

Siden er vist 4083 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside