Socialistisk Arbejderavis
Nr. 264 – 17. januar 2007 – side 8
Atomkraft er ikke løsningen på drivhusproblemet
Martin B. Johansen
Det historisk varme efterår og den indtil nu ekstremt milde vinter tegner et billede af, at klimaforandringer ikke er en dyster fremtidsudsigt – de er her allerede.
I et oplæg fra EU-Kommissionen til et EU-topmøde i marts står der: “De seneste forskningsresultater bekræfter, at klimaet reelt er under forandring med direkte konsekvenser for økosystemer og mennesker. Der er tegn på, at disse forandringer endog er under yderligere acceleration.“
“Dagens niveauer af methan og CO2 (drivhusgasser, red.) er uden sidestykke i data, der går 650.000 år tilbage.“
Ifølge EU-Kommissionen er der tale om en meget alvorlig situation. Man peger på, at hvis ikke der sættes virkelig seriøst ind på at reducere udledningen af drivhusgasser, er der risiko for, at de globale temperaturer i løbet af dette århundrede vil stige med mere end fem grader.
En stigning på fem grader er ifølge videnskaben langt over det punkt, hvor ukontrollable og uafvendelige processer vil gå i gang. For eksempel vil indlandsisen i Grønland og Antarktis smelte og tundraen tø op.
EU erkender problemet
Det skal hilses velkomment, at en så magtfuld institution som EU-Kommissionen nu erkender, at den menneskeskabte forurening og ikke mindst det hastigt voksende energiforbrug skaber uoverskuelige problemer for miljøet og dermed for menneskers og naturens livsbetingelser over hele kloden.
Men lige så klart, som EU-Kommissionen opridser omfanget af drivhusproblemet, lige så luftige er forslagene til, hvordan udledningen af drivhusgasser bliver begrænset.
For det første peger man på øget brug af vedvarende energi som sol og vind. Men man nøjes med at foreslå, at 20 pct. af energiproduktionen i 2020 skal komme fra vedvarende energi. Og for at gøre dette mål yderligere luftigt, vil man ikke fastsætte delmål for, hvordan man når op på de 20 pct.
For det andet tror EU-Kommissionen på, hvad man kalder “bæredygtige fossile teknologier“, dvs. kul- og oliebaseret energiproduktion uden udledning af drivhusgasser. Indtil for få år siden ville de fleste have betragtet dette som det rene selvmodsigende galimatias, eftersom drivhusgasserne især opstår, når man afbrænder fossile brændstoffer som kul og olie for at producere elektricitet.
Men EU-Kommissionen “tror i princippet på, at alle nye kulfyrede værker i 2020 vil skulle udstyres med teknik til indfangning og lagring af CO2.“ Det er en teknik, som stadig er på det eksperimentelle stade, og ingen ved, om den overhovedet kan fungere.
Falsk optimisme
“Kommissionens holdning afspejler en falsk optimisme om, at teknikken vil virke, at den kan anvendes i meget bred skala, og at den på et tidspunkt vil blive lønsom,“ siger Mahi Sideriou fra Greenpeace til Information.
For det tredje peger Kommissionen på øget brug af atomkraft, idet selve de nukleare processer, som frembringer energi på atomkraftværker, ikke producerer CO2.
Men forhåbningerne til atomkraft som fremtidens energikilde er lige så luftige som troen på, at ny teknik lige pludselig vil eliminere drivhusproblemet.
For det første: Selv om atomkraftværker producerer relativt billig energi, så er de enormt dyre at bygge. Et enkelt atomkraftværk koster minimum 10-15 mia. kr. Det senest byggede britiske atomkraftværk, Sizewell B, kostede over 40 mia. kr. Hvis USA skal fordoble kapaciteten på sine atomkraftværker, så er der tale om investeringer i størrelsesordenen 500-1000 mia. dollars. Det er investeringer, som enten skal betales i form af statslige subsidier og dermed højere skatter eller i form af højere elregninger.
For det andet er der stadig ikke – 60 år efter atomkraften blev taget i brug – fundet nogen sikker metode til at bortfjerne og opbevare det radioaktive affald fra atomkraftværkerne. Resultatet er, at brugte radioaktive brændselsstave hober sig op ved atomkraftværker verden over. I USA har regeringen brugt mere end otte mia. dollars på at etablere en nuklear losseplads dybt inde i Nevada’s bjerge. Desværre har det amerikanske miljøbeskyttelsesagentur, EPA, konkluderet, at anlægget ikke kan garanteres at være lækagefrit.
Uran slipper op
Og for det tredje kan det vise sig, at uran, som er brændstoffet i atomkraftværker, slipper op som ressource så tidligt som i 2035. Det vurderer Det Internationale Atomenegiagentur (IAEA), der ellers er en af de varmeste fortalere for atomkraft.
Endelig er der betydelige sikkerhedsproblemer forbundet med atomkraftværker. Den tragiske nedsmeltningsulykke på Tjernobyl-værket i 1986 viste, hvor galt, det kan gå. Ifølge en rapport fra 2006, der bygger på 50 offentliggjorte studier, skal op mod to millioner mennesker klassificeres som ofre for ulykken. Heraf er mindst 500.000 allerede døde.
Atomkraftværkernes sårbarhed over for terrorangreb viste sig for nogle år siden, da det lykkedes for Greenpeace-aktivister at smugle attrap-bomber ind på det topmoderne Sizewell B-atomkraftværk i Storbritannien.
Frem for at satse på en farlig løsning som atomkraft eller på luftige forestillinger om tekniske mirakler synes der langt mere fornuft i at investere i energibesparelser. En amerikansk undersøgelse helt tilbage fra 1990 viste, at investeringer i energibesparelser gav 6-7 gange større reduktion i CO2-udslippet end tilsvarende investeringer i atomkraft.
Tilsvarende vil en omlægning fra privat til kollektiv trafik (evt. kombineret med en byplanlægning, der reducerer behovet for daglig transport) kunne gøre et drastisk indhug i afbrændingen af olie.
En klods om benet
Problemet er bare, at kapitalismen er afhængig af konstant vækst for at kunne overleve. Vi taler ikke kun om vækst på langt sigt – det drejer sig også om, at økonomien helst skal vokse fra det ene år til det næste, og hvert enkelt firma skal også kunne fremvise konstant vækst for at fastholde deres investorer.
Når man så også tager i betragtning, at olieselskaberne er blandt de største og mest magtfulde i verden – der udkæmpes krige for at forsvare deres interesser – så er det klart, at alle forslag om omlægning eller direkte nedskæring af energiforbruget støder på stærk modstand.
På kort sigt indebærer økonomisk vækst en stigning i energiforbruget og dermed i produktionen af olie og kul. Selv om alle ved, at olien inden for en overskuelig årrække (30-50 år) begynder at slippe op, så kalkulerer olieselskaberne med, at forbruget af olie og gas vil stige med 50 pct. frem mod år 2025.
Hvis CO2-udslippet for alvor skal skæres ned, så handler det især om at skære ned i olieforbruget. Men det ville være en trussel mod olieselskabernes overskud – et eller flere af dem risikerer at bukke under i konkurrencen, men derved vil de trække mange andre firmaer med sig og udløse en egentlig økonomisk krise.
Denne frygt blev demonstreret i marts sidste år, da Bush meddelte, at USA ville trække sig fra Kyoto-aftalen, der handler om begrænsning af CO2-udslippet. Det skete i direkte forlængelse af et fald i aktiekurserne og dermed en begyndende frygt for, at økonomien ville begynde at stagnere.
Dilemmaet
Det illustrerer dilemmaet: Det, der forekommer fornuftigt og nødvendigt økologisk set, er samtidig nærmest en dødstrussel mod det kapitalistiske økonomiske system.
Derfor ser vi ministre, regeringer og internationale institutioner tale med fuldt alvor om drivhusproblemet og bekymringer for klodens fremtid – samtidig med at deres forslag til at rette op på problemerne fortoner sig i luftige håb om, at det nok ikke er så slemt alligevel, og at nye opfindelser ved et mirakel løser alle problemer.
Imens smelter indlandsisen.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed