Socialistisk Arbejderavis
Nr. 264 – 17. januar 2007 – side 9
Økonomi for Antikapitalister
2, 4 eller 6 pct.?
Jakob Nerup
Overenskomstforhandlingerne for industri, transport og service er begyndt. På et teknisk plan handler det om store, indviklede aftaler mellem arbejdsgiverne og fagforbundene.
I praksis handler det om, hvordan den stadig større kage skal fordeles. Skal lønstigningerne være på 2,4 eller 6 pct.
I en tid, hvor de danske virksomheder år efter år har rekordoverskud, og direktørerne forgylder sig selv, siger det sig selv, at arbejderne vil have en større bid af kagen. For det er jo dem, der har skabt overskuddet gennem stadig mere produktivt arbejde, fleksibilitet, skiftehold og overarbejde.
Når arbejdsgiverne melder ud, at det bliver der ikke noget af, samtidig med at de rager til sig, er det logisk, at der allerede nu snakkes om storstrejke.
Danske arbejdere har både de moralske og politiske argumenter på deres side. Det er ikke kun Henning Dyremose, som har millioner om året. Det har stort set alle de store direktører.
Blandt cheferne lige under de administrerende direktører er der heller ingen nød. Ifølge Danske Bank voksede antallet af danskere med en årsindkomst på mere end 5 millioner med 50 pct., og gruppen med en indkomst på mere end 1 million voksede med 25 pct. Og danske arbejdere ved godt, at det er de samme direktører, som fører an i koret af hyklere, som kræver skattelettelser til de rigeste og løntilbageholdenhed hos arbejderne ”af hensyn til konkurrenceevnen”.
Men det er ikke kun direktørerne, som er blevet forgyldt. De enorme overskud i de store danske virksomheder, der sidste år var på mere end 100 milliarder kroner, er jo ikke alene brugt på investeringer, men også udbytter til aktionærerne. De bruger bl.a. pengene på luksus, samtidig med at de gør alt for at unddrage sig skat.
Ifølge www.business.dk er der ca. 2.000 rige danskere, som via anpartsfiduser kan sætte sig selv ned på en skatteprocent på 20!
Større del af kagen
Pengene findes. De rigtige argumenter for, at vi skal have en større del af kagen, findes. Men får vi så mindst 6 pct. store stigninger? Ikke hvis det står til Fogh og hans nytårstale. Ikke hvis det står til arbejdsgiverne. Ikke hvis det står til LO’s formand, Hans Jensen, og heller ikke til Metals formand, Torkild Jensen.
Toppen i det danske fagbureaukrati er mere enige med arbejdsgivernes krav om tilbageholdenhed end med deres egne medlemmers berettigede forventninger. Derfor starter diskussionen om kagens fordeling allerede nu med en diskussion om, hvordan vi kan lægge pres på både arbejdsgivere og fagforbund.
Det er styrkeforholdet, som bestemmer fordelingen af kagen. Og vores styrke udmåles i viljen til at strejke for kravene. En gang hvert 3. år kan man stemme om sin løn og efterfølgende gå i strejke, hvis resultatet stemmes ned. Det er den mulighed og det argument, vi skal gøre brug af lige nu.
Denne overenskomst er en kamp mellem grådige direktører og de mange, som føder dem. Vi har al mulig grund til at gøre indhug i deres mange milliarder og skal ikke lade nogle faglige topbureaukrater tale os fra det.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed