Socialistisk Arbejderavis
Nr. 265 – 14. februar 2007 – side 11
Anmeldelse
Intet nyt fra Vestfronten ... Bagdad, Afghanistan, Vietnam, Pearl Harbour
Pernille Høiris Pedersen
“Ungdom! Der er ingen af os, der er over tyve år. Men unge? Det er længe siden Vi er gamle mænd“
’Intet Nyt fra Vestfronten’ er sand og smuk. Dybt menneskelig og ganske enkel ... Tysklands ukendte soldat har fået det monument, der vil trodse tiden og vejrliget. Hugget i det uforgængelige materiale; ordet – en digters ord“ (Politiken)
Intet mere skal siges. Bogen er et mesterværk, rå og nøgen. Meget få krigsromaner deler denne plads. Norman Mailers ’De Nøgne, og De Døde’ gør, men få andre.
Paul Bäumer er tysk soldat under 1. Verdenskrig. Sammen med sin skoleklasse frivilligt indskrevet til fronttjeneste, opfordret af sin fædrelandskærlige skolelærer, drager han i krig, blot nitten år gammel. En krig ingen kendte omfanget af, en krig man troede færdig til jul; en krig, som udslettede og ødelagde en generation på begge sider af fronten.
Den første faldne kammerat er Franz Kemmerich. Med amputeret ben dør han i skrigende smerte på et feltlaseret blandt tusinde andre.
“Han er alene med sit lille, nittenårige liv og græder, fordi det forlader ham“.
Bogens linier taler selv. Her er slet ingen brug for mig.
Hver dag er en kamp for overlevelse. En kamp mod tilfældighederne, som afgør liv og død.
Og en kamp for at glemme. Tanker og minder om hjemme bringer blot frontkuller tættere på. Mad og smøger og kortspil og latrinære forhold fylder det meste. Det er det nødt til. Døden kommer i morgen, og livet er nu.
“Fronten er et bur, hvor man nervøst sidder og venter på, hvad der vil ske. Vi ligger under et gitter af susende granater og lever i spændt uvished. Over vort hoved svæver tilfældet. Når et projektil kommer, kan jeg dukke mig, det er alt; hvor det rammer kan jeg hverken med bestemthed vide eller have nogen indflydelse på“.
Bogen har humor, hvor ingen humor kunne tænkes. Midt i død og ødelæggelse sidder fem store drenge og drømmer om fred, mad, og piger, som drenge gør. Selv de almindeligste ting hjemme bliver store og utilnærmelige midt i helvede på jord og tanken om fred er ingen undtagelse.
“Haie, hvad ville du da gøre, hvis der nu blev fred?
Han ville give dig en røvfuld, fordi du overhovedet er begyndt på sådan noget sludder, siger jeg.
Haie vugger med sin fregnede knold.
Så var der da kvinder igen, ikke sandt?
Haie slikker sig om munden.
Så ville jeg napse mig sådan en rigtig solid pakke, sådan én med noget at tage på og så op i dynen med hende.
Er I gale, børn – jeg ville ikke have bukser på i otte dage“.
Én efter én falder de, i en krig, de ikke har ønsket; for et land, som ikke har givet dem andet end fattigdom og slid. De unge har kun foragt for krigen, for Tysklands autoriteter, som lod dem dø for intet og for militærets parader og eksercitser og uddaterede opbygning.
De ser til mens krigen tabes, mens Europa brænder, og mens en hel generation dræbes i skyttegraven for ingenting.
En sammenligning med Irak og Afghanistan i dag er nærliggende. En sammenligning med alle andre krige i dette og sidste århundrede er nødvendigt, hvis bogen skal tolkes, som den er ment.
I Irak såvel som i Frankrig oktober 1914 går mennesker i krig, drevet af forherligede nationalfølelser, propaganda fra magthavere og autoriteter, som dybest set er ligeglade med menneskene under uniformerne, men ikke med den magt og fortjeneste, som enhver krig giver dem, der leder den.
De, der drager af sted, nærer intet andet end et ønske om at beskytte dem, de holder af og det land, de lever i. Smukke intentioner som i enhver krig bliver misbrugt. Som Paul i bogen, ser mange soldater dette hykleri, når de har været udstationeret. Mange amerikanske soldater, og for den skyld danske, slutter sig til antikrigsbevægelsen, når de vender hjem fra tjeneste. Men ligeså mange vender aldrig tilbage. De døde for ingenting, kun for profit og ekspansion.
“Han faldt i oktober 1918, en dag der var så rolig og stille langs hele fronten, at hærberetningen indskrænkede sig til sætningen: Intet nyt fra vestfronten“.
Erich Maria Remarque:
Intet Nyt fra Vestfronten (1928)
Se også:
SAA 265: Film: “Hvordan slipper vi af med de andre“
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed