Socialistisk Arbejderavis
Nr. 265 – 14. februar 2007 – side 12
Lav systemet om – ikke klimaet
Norm Dixon
Al Gores film “An Inconvenient Truth“ har hjulpet til med at sætte fokus på omfanget af den globale miljøkrise. Norm Dixon argumentere her for at klimaforandringerne i høj grad skyldes kapitalismen.
Omfanget af denne trussel, som er frembragt af den industrielt producerede globale opvarmning, og den korte tid, der er tilbage til at handle for at forhindre katastrofale konsekvenser, gør muligvis spørgsmålet om, hvordan man bekæmper den globale opvarmning, til det mest presserende, som menneskeheden er blevet stillet overfor.
De ti varmeste år, der globalt set er registreret, har fundet sted indenfor de sidste 12 år. Den atmosfæriske koncentration af drivhusgas – herunder primært CO2, metan, kvælstofilter, vanddampe og andre gasser – stiger hurtigt. Disse gasser indfanger varme og forårsager opvarmningen.
I 2001 advarede “Intergovernmental Panel on Climate Change“ (IPCC) om, at medmindre CO2 niveauet bliver stabiliseret omkring, hvad der svarer til halvdelen af det før-industrielle niveau, vil jordens gennemsnitlige atmosfæriske temperatur stige med op til 5,8 grader i 2100. For at holde opvarmningen under 2 grader, hvormed man håber at kunne undgå de værste effekter, anbefaler IPCC, at udledningen af menneskeskabt drivhusgas bliver skåret ned med mindst 60-80 procent senest i år 2050.
Hvis udsendelsen af drivhusgas ikke reduceres, forudsiges det, at havoverfladen i 2100 vil stige mellem 20 cm og en meter og hermed oversvømme nogle af verdens mest befolkede byer. Den globale opvarmning vil udløse alvorlige storme og oversvømmelser, forværre tørken og udvide ørkner, skabe alvorlig mangel på rent vand og forøge antallet af epidemier af farlige tropiske sygdomme. Verdens flertal, som også er de fattigste, vil, ligesom i dag, bære denne byrde.
Den radikale britiske klummeskribent George Monbiot argumenterer overbevisende for, at et mere præcist mål for reduktion af gasudledning i de højtudviklede industrialiserede lande burde være et gennemsnit på 90 procent i 2030. For USA og Australien forslår han en reduktion på 94 procent.
Prisen for at vente med at handle kan blive katastrofal. Hvis isen på Grønland og det vestlige Antarktis kollapser, vil havoverfladen stige med op til 10 meter. En mere moderat afsmeltning vil forsinke eller ligefrem stoppe havstrømme, der for øjeblikket er skyld i de relativt milde temperaturer i det nordlige Europa.
Flere nye studier afslører, at opvarmningen kan forårsage den pludselige frigivelse af store mængder af metan – en drivhusgas, der er mere kraftig end CO2 – der er lagret i den frosne tundra, som nu er ved at tø op.
At lade stå til mens Rom brænder
Mens de videnskabelige advarsler er blevet mangedoblet og er blevet kraftigere, har regeringens svar været utilstrækkeligt og er baseret på frivillighed, der vil koste de store virksomheder så lidt som muligt.
Eksperter begyndte at advare om global opvarmning i 1980’erne, men det var først i december 1997, at den internationale traktat, Kyoto-protokollen, blev endeligt vedtaget. USA, som udleder 25 procent af den totale mængde industriel drivhusgas, samt Australien nægtede at ratificere protokollen.
I protokollen er de rige industrialiserede lande, forpligtiget til at nedsætte deres gennemsnitlige udledning med kun 5,2 procent under 1990 niveauet. De har indtil 2012 til at opnå dette. Der er ingen reduktionsmål eller tidsplan før 2012.
Tal, som blev frigivet i oktober 2006, viser, at siden 1990 er den årlige udledning af drivhusgasser fra de rige lande vokset (medregnet i disse tal er reduktioner som følgevirkning af sammenbruddet af de østeuropæiske økonomier) og var mere end 11 procent højere end i 2004. Af de 41 rigeste Kyoto-underskrivere havde 34 forøget deres udledning mellem 1990 og 2004. USA’s udledning er steget med 21 procent. Udledning fra transport steg 24 procent.
Verdens Meteorologiske Organisation (WMO) meddelte i november, at CO2-koncentrationen steg til 379,1 ppm i 2005. For at fastholde den globale opvarmning på 2 gader, skal CO2-koncentrationen stabiliseres på omkring 450 ppm i 2050.
Al Gore fokuserer på individuel handling, men fremsætter kun få seriøse krav til de store virksomheder og giver sin støtte til stort set frivillige markeds-baserede mål, så som handel med kvoter, som er indeholdet i Kyoto. Ved at være afhængig af det kapitalistiske marked, der tilskyndes af såkaldte grønne afgifter og lovgivende regulering, placerer Gore, ligesom de fleste mainstream miljøgrupper og de grønne partier, ansvaret for at løse problemet med den globale opvarmning på det enkelte menneske.
Sådan et synspunkt afspejler gode hensigter, men en utopisk tro på, at hvis mange nok bestemte sig for drastisk at reducere efterspørgslen efter verdens ressourcer, så vil regeringer og de store virksomheder reagere på “markedssignalerne“ og tilpasse sig en langsomt voksende – eller slet ikke voksende økonomi.
Det er en god ting at organisere vores liv, så det bliver mere bæredygtigt. Men det vil ikke alene være nok til at standse krisen. Dette må bestemt ikke blive hovedstrategien da det vil lede fokus væk fra de virkelige syndere og lede dyrebar aktivistisk energi væk fra at udfordre den underliggende systematiske dynamik, der driver nedbrydningen af miljøet.
Hvad der er nødvendigt, er en hurtig, vidtgående reorganisering af industri, energi, transport og forbrugsmønsteret. Og en massiv overførsel af “ren“ teknologi til den 3. verden. Men dette er simpelthen ikke muligt under kapitalismen.
Forbrug og profit
Som den marxistiske økolog John Bellamy Foster forklarede i “Monthly Review“ i 1995, så “ligger der bag de fleste appeller om individuel, bæredygtig moral en formodning om, at vi lever i et samfund, hvor individets moral er nøglen til samfundets moral. Hvis folk som individer kan ændre deres moral og holdninger, så de stemmer overens med respekt for naturen, og forandre deres adfærd på områder som forbrug, formidling og forretningsadfærd, så ville alt være godt. Det, der alt for ofte bliver overset i sådanne opråb for moralsk transformation, er det centrale institutionelle faktum i vores (kapitalistiske) samfund: Det, man kan kalde den “globale produktions trædemølle“.“
Foster trækker på den videnskabelige socialistiske analyse af kapitalismen, som første blev skrevet af Karl Marx og Frederich Engels. Til trods for mange miljøteoretikeres påstand om det modsatte illustrerer han, hvordan marxisme ikke kun skaber afgørende indsigt i fundamentale årsager til miljøkriser, men tilbyder også den bedste politiske guide til, hvordan disse kriser løses.
Marx’ redegørelse for det kapitalistiske systems grundlæggende funktion identificerer dets fundamentale anti-bæredygtige træk. Gennem den lange periode af før-kapitalistisk simpel vareproduktion solgte bønder og håndværkere deres overskydende produktion for penge, som de brugte til at købe goder til deres umiddelbare behov. Dette kredsløb af varer og penge kan illustreres ved formlen: vare – penge – vare (V-P-V) og ender oftest med forbrug af varerne.
Men under den kapitalistiske model for produktion begynder og ender kredsløbet med penge. Kapitalisterne køber og producerer varer med det mål for øje at sælge dem for at få et overskud, og så købe og producere mere for igen at sælge mere. Formlen er nu P-V-P1, hvor P1 repræsenterer de oprindelige udgifter til at købe eller producere varerne plus et værdioverskud, der er skabt af arbejdernes arbejde under deres produktion.
Der er ikke nogen ende på denne proces, fordi kapitalisternes formål er at geninvestere overskuddet eller samle kapitalen fra det foregående kredsløb. Konkurrence mellem kapitalister sikrer, at hver enkelt må fortsætte med geninvestere deres “fortjeneste“, forøge deres produktion af varer og fortsætte med at udvide produktionen. Produktionen stræber imod at blive forøget voldsomt, indtil den bliver afbrudt af en krise (depression eller krig). Det er denne dynamik, der er kernen i kapitalismen, og den lægger et ikke-bæredygtigt pres på miljøet.
Kapitalismen efterstræber akkumulation og vækst for dens egen skyld, lige meget hvad konsekvenserne er. Derfor er strategier, der er baseret på håb om en form for kapitalisme, der indebærer nulvækst, langsom vækst eller bæredygtig vækst, de rene ønskedrømme. Det samme er strategier, der bygger på en kritisk masse af individuelle forbrugere, der beslutter sig for at blive “grønne“.
Lige siden Adam Smiths dage har økonomer erkendt, at kapitalismen er at system, der er helliget jagten på individuel rigdom, hvilket kun indirekte imødekommer samfundets reelle behov. Men som det i stigende grad er indlysende, så overskygger det første mål totalt det andet.
For kapitalister er profit et mål i sig selv. Det er lige meget, om de varer, de producerer, tilfredsstiller fundamentale menneskelige behov eller er helliget til meningsløst pralende forbrug eller er ødelæggende. En dollar er en dollar, uanset om den kommer fra bønner, Lamborghinier eller cigaretter.
Mennesket er ikke forbruger af natur. Men en multimilliard industri – reklamer – leger konstant med vores hjerner for at overbevise os om, at lykken kun kommer, hvis vi køber mere og mere. Alene i 2003 brugte storkapitalen i USA mere end 54,5 milliarder dollars på reklamer for at overbevise folk om konstant at købe flere varer og mere service. Til sammenligning blev der brugt 76 milliarder dollars på uddannelse.
Mange argumenterer for, at med den rette sammensætning af skatter, afgifter, incitamenter og reguleringer vil alle vinde. Storkapitalen vil have billigere og mere effektiv produktion og derfor få en større profit, og forbrugerne vil få mere miljø-venlige produkter og energikilder. De argumenterer for, at i et rationelt samfund, vil sådanne forandringer mindske den samlede skadelige påvirkning af miljøet.
Desværre lever vi ikke i et rationelt samfund.
Kapitalismen håndterer teknologi – både i produktionsprocessen og i det endelige produkt, der sælges – på samme måde som alt andet: Hvad vil frembringe mest profit? Om det er effektivt, rent, sikkert eller bæredygtigt, er sagen uvedkommende.
Teknologier, der kan tackle den globale opvarmning, har eksisteret længe. Til trods for, at de ikke får tilført tilstrækkelige økonomiske midler, er vedvarende energi i dag konkurrencedygtig med kul- og atomenergi (hvis de negative sociale og miljømæssige omkostninger medregnes). Offentlige transportsystemer har eksisteret siden slutningen af 1800-tallet. Alligevel har store private interesser sørget for, at de langt mere ødelæggende, ineffektive og forurenende private køretøjer dominerer den industrielle verden.
Den amerikanske marxist Paul Sweezy beskriver “det automobil-industrielle kompleks“ – store bilselskaber, olieindustrien, stål-, glas- og gummifabrikanter, vejentreprenører, transportindustrien samt de byggefirmaer, der lever af at udbygge forstadsbyer – disse industrier udgør den akse, “omkring hvilken kapitalakkumulationen i det 20. århundrede i store træk har drejet sig“. Dette udgør fortsat hjertet i de store landes afhængighed af olie.
Kendetegnende for kapitalismens udvikling har været dens evne til at læsse omkostninger i forbindelse med ødelæggelse af dens økologiske og sociale vandalisme over på samfundet som helhed. Dette gør den ved at anvende biosfæren som et gigantisk toilet. Det er billigere at lukke giftigt affald ud i luften eller hælde det ud i den nærmeste flod end at betale for produktionens reelle omkostninger.
Samfundet understøtter virksomhedernes profitskabelse ved at rydde noget af svineriet af vejen eller tage de miljømæssige og/eller sundhedsmæssige omkostninger. Et hollandsk selskab, der sidste år havde en indtjening på 28 milliarder dollars, dumpede i august 500 tons giftigt affald ved Elfenbenskysten i det vestlige Afrika. Det skete, fordi selskabet ikke ville betale en afgift på 250.000 dollars i Holland. Mindst ti personer døde af de giftige dampe, 69 blev indlagt på hospitalet og mere end 100.000 kom under lægebehandling.
På samme tid er den systematiske forurening taget til med udviklingen af kunstige kemikalier, som er knyttet til væksten af den petrokemiske og landbrugsindustrien. Resultatet er meget mere giftigt affald, så som det fra klor-relateret produktion, DDT, dioxin, PCB’er og CFC’er. Graden af giftighed, der er knyttet til produktionen, er steget jævnt siden midten af sidste århundrede.
Der er ingen naturlig feedback mekanisme, der sætter gang i markedet for at bremse denne vandalisme. Forsøg på at tøjle skaderne ved at regulere kapitalismen med grønne afgifter har haft en begrænset effekt. Dette netop, fordi regeringerne er styret af politiske partier, der er finansieret af erhvervslivet, og politikere, der er indsyltet i bureaukratiet og ser det som deres vigtigste opgave at forsvare status quo.
Skatter, bøder og afgifter er sat så økonomisk lave, at de ikke har nogen voldsom effekt på profitten. Oftest er det billigere for storkapitalen at blive ved med at forurene, indtil de næste planlagte tiltag omkring miljøgenopretning træder i kraft. Afgifter sigter også på at blive sat på et økonomisk niveau, hvor de ekstra omkostninger kan sendes videre til forbrugerne, i stedet for blive sat på et niveau, der fremtvinger en anden retning for investeringer i ikke-forurenende teknologi eller vedvarende teknologi.
Tag kontrol
De mange udkast – “blueprints“ – for en økologisk bæredygtig verden fejler, ikke fordi deres forslag for en omdannelse til vedvarende energi og rationel reorganisering af produktion og forbrug er uopnåelige, men fordi de ikke accepterer, at kapitalismen er ude af stand til at realisere dem.
I et socialistisk samfund, der styres nedefra, vil man gribe ind over for den kapitalistiske trædemølle. Man vil bremse den og begynde at planlægge og organisere på en bæredygtig måde.
Kun en brøkdel af, hvad der globalt bliver brugt direkte på militær-investeringer (mere end 1.000 milliarder dollars per år, hvoraf USA bruger halvdelen) kunne eliminere verdens sult- og underernæringsproblemer, skaffe uddannelse til alle børn, skaffe adgang til rent vand og standse spredningen af AIDS og malaria. Det ville også muliggøre ny og ren teknologi til 3. verdens lande og herved gøre det muligt for fattige lande at vinke farvel til det beskidte industrielle udviklingsniveau.
Afslutningen på den kapitalistiske dominans vil også sætte en stopper for udplyndringen af den 3. verden – og en virkelig udvikling vil begynde. Med annulleringen af 3. verdens landenes gæld vil de fattige lande få en sum penge der kan kick-starte en udvikling uden forurening.
Rigdommen i den tidligere kapitalistiske klasse vil også skaffe enorme ressourcer. I henhold til en rapport fra FN i november 2006 ejer de rigeste to procent i verden mere end halvdelen af verdens totale rigdom. De fattigste 50 procent af verdens befolkning ejer knap nok en procent. Europa, USA og Japan tæller størsteparten af de ekstremt rige.
En ægte demokratisk og socialistisk planøkonomi kunne kollektivt omdirigere samfundets rigdom til forskning og udvikling af eksisterende og ny teknologi, der kan imødekomme samfundets behov. Vi vil hurtigt kunne få udviklet den vedvarende energi og hurtig udfaset kul og atomkraft som energikilder.
Med et stort løft til sociale investeringer i forskning og udvikling kunne driftsikker solenergi og vindenergi hurtigt blive meget billigere end traditionelle energiressourcer. Vi kunne begynde at udnytte solenergien, som hver dag leverer 17.000 gange så meget energi som hele verdens befolkning bruger.
Kapitalismes afhængighed af private biler ville begynde at krakelere med udbredelsen af gratis offentlige transportsystemer. Med tiden vil byer ikke længere være indrettet efter privatbilisme, men efter beboelse og arbejdspladser, der forbindes af effektiv offentlig transport.
I et samfund, der er organiseret til at arbejde sammen for at producere nok for at sikre folks psykiske og mentale velvære og sociale sikkerhed, og i hvilken teknologiske fremskridt kommer alle til gode uden at skade miljøet, så vil en ny social definition af velstand opstå. Med Marx’ og Engels ord vil det blive defineret efter, i hvor høj grad velstanden gavner alle samfundsgrupper. “I stedet for det gamle borgerlige samfund med dets klasser og klassemodsætninger får vi en sammenslutning, hvor hver enkelts fri udvikling er betingelsen for alles fri udvikling.“
Efterhånden samfundets totale disponible tid bliver forøget, forøges mulighederne for, at samfundets medlemmer i stigende grad kan deltage i at styre, planlægge og løse samfundets problemer. Med mere tid bliver livslang teoretisk og praktisk erfaring og uddannelse muligt. Marx sagde, at dette vil “forandre videnskab fra at være et redskab for den herskende klasse til en folkelig magt“.
Norm Dixon skriver for Green Left Weekly
www.grenleft.org.au
Oversat af Lykke Dressel
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed