Socialistisk Arbejderavis
Nr. 267 – 4. april 2007 – side 4
Engelske soldater i iransk farvand
L Bergmann
Siden 23. marts har 15 engelske soldater været tilbageholdt i Iran. Årsagen er, at de britiske soldater havde opholdt sig i iransk farvand. Tilbageholdelsen har trukket masser af overskrifter i medierne. Forholdet mellem Iran og Storbritannien er ved at fryse til. EU truer med sanktioner, og nu har den amerikanske præsident også taget bladet fra munden og opfodrer Iran til at udlevere soldaterne.
Men hvorfor befinder 15 britiske soldater sig overhovedet i iransk farvande tusinder af kilometer hjemmefra? Episoden med de britiske soldater kunne mistænkeligt minde om tidligere lignende episoder, som har været brugt som ren provokation og undskyldning for krig eller eskalerende konfrontation.
I august 1964 hævdede den amerikanske flåde, at to af dets fartøjer, som angiveligt befandt sig i Tonkin-bugten, et internationalt farvand tæt på Nordvietnams kyst, var blevet beskudt. Det gav anledning til en kraftig optrapning af USA’s indsats i Vietnamkrigen, bl.a. omfattende bombardementer af byer i Nordvietnam.
Senere viste det sig, at der slet ikke havde været noget angreb på de to fartøjer, men at den amerikanske regering i månedsvis havde haft planer for at optrappe krigen og kun ledte efter en anledning til at føre dem ud i livet.
Hvorvidt de britiske soldater præcis var i iransk irakisk farvand, det kan altid diskuteres.
Hvad der derimod ikke kan diskuteres er, at Storbritannien sammen med amerikanerne har fyldt den iranske baghave med fjendtlige krigsskibe, samtidig med at de siddende landes regeringer har presset og truet med at invadere landet, siden George Bush i 2002 lancerede Iran som en del af “Ondskabens Akse“. Kilder har rapporteret, at amerikanske specialstyrker allerede opererer i Iran.
Alt det til trods for at der p.t. – nøjagtigt som det var tilfældet med Irak – ingen beviser er for, at Iran er ved at udvikle atomvåben.
Med dette i baghovedet kan læseren jo passende prøve at forstille sig, at Iran havde besat Frankrig. I forlængelse heraf kan man spørge sig selv, hvordan medierne, den britiske befolkning og regering ville reagere, hvis Iran havde et stort antal krigsskibe placeret i den engelske kanal og derudover havde meldt ud, at de havde styrker der allerede opererede i Storbritannien og blev ved med at true landet med sanktioner og invasion?
Gad vide om Iran ikke blot reagerer som enhver anden stat med kniven for struben? Det her handler hverken om atomvåben eller præstestyrer – det handler om, at USA med sine allierede har et imperialistisk projekt i Mellemøsten, som de ønsker gennemført.
Krigen i Irak har ingen folkelig opbakning – de 15 tilfangetagne britiske soldater kan fungere som en kærkommen anledning til at forsøge at vinde opbakning til det imperialistiske krigseventyr.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe