Socialistisk Arbejderavis
Nr. 267 – 4. april 2007 – side 8
Staten og revolutionen
Martin B. Johansen
Når socialister argumenterer for, at en samfundsomvæltning ikke kan ske via parlamentet, men kræver en revolution, så anklages de ofte for at være udemokratiske.
Et af de bedste svar på dette spørgsmål er Lenins lille bog Staten og revolutionen, som han skrev i månederne op til den russiske revolution i oktober 1917. Denne bog er en af Lenins mest ‚europæiske‘. Dens udgangspunkt er ikke blot halv-feudale diktaturer som Rusland, men i højere grad de borgerlige demokratier i Vesten med parlamenter, reformistiske massepartier og mulighed for at vælge repræsentanter for arbejderpartier ind i parlamentet.
Lenin har to grundlæggende argumenter i Staten og revolutionen: For det første at den borgerlige parlamentarisme ikke er lig med demokrati. For det andet at revolutionen vil bane vejen for et demokrati, der langt overgår det borgerlige.
Udgangspunktet er, at staten er opstået som følge af, at der eksisterer uforenelige klassemodsætninger i samfundet. Staten er opstået i takt med, at samfundet udviklede sig til et klassesamfund, hvor det er ejendomsretten til jord, produktionsmidler eller rigdomme, der definerer den herskende klasse i forhold til underklassen. Statens formål er i første omgang at regulere konflikter inden for systemet gennem legale og sociale sanktioner, og hvis det ikke er nok, at slå til med fysisk magt mod grupper, der sætter sig op imod systemet.
Statens middel til dette er at sikre sig monopol på brugen af organiseret voldsanvendelse. Monopolet udøves dels gennem statens militær, politi og fængsler, dels ved at sikre sig at befolkningen som helhed er ubevæbnet og ikke tillades at organisere væbnet modstand.
Efterhånden som samfundet har udviklet sig, og strukturerne er blevet mere komplekse, så har staten også udviklet sig til at være mere end “en samling bevæbnede mænd“ – ud over hæren, politiet og fængslerne kan man tilføje det juridiske apparat, uddannelsessystemet og hele velfærdsstaten. Udviklingen af den moderne stat har givet næring til forestillinger om, at staten er en struktur, som er hævet over samfundets modsætninger som en uafhængig dommer eller ligefrem velgører. Men selv om mange af statens institutioner kommer almindelige mennesker til gode, så er der som oftest tale om tveæggede sværd. Statens velfærdsinstitutioner som fx sundhed, uddannelse og socialhjælp skal først og fremmest sikre, at arbejdskraften er sund, veluddannet og godt socialiseret. Det kan mange mennesker nyde godt af, men i perioder med økonomisk krise eller med stærk politisk opposition kan de samme institutioner fungere undertrykkende.
Efter at have slået fast, at uanset det specifikke udseende, så er staten bundet til det kapitalistiske system, så tager Lenin fat på Marx’ konklusion om, at for at en arbejderrevolution kunne sejre, så var det nødvendigt helt at ødelægge den kapitalistiske stats institutioner, fordi de ikke kunne transformeres til at arbejde i det socialistiske samfunds interesser.
Marx og Engels mente, at dette var en så vigtig pointe, at de udarbejdede en rettelse til Det Kommunistiske Manifest efter erfaringerne med Pariserkommunen i 1871, hvor oprørerne gennemførte det første modige forsøg på at etablere en arbejderstat. På baggrund af denne inspiration skrev Marx: “Navnlig har Pariserkommunen leveret bevis for, at ’arbejderklassen ikke simpelthen kan tage den færdige statsmaskine i besiddelse og sætte den i bevægelse for sine egne formål’.“
Den kapitalistiske stat skulle ifølge Marx og Engels – og senere Lenin – erstattes af “proletariatets diktatur“. Selve ordet “diktatur“ giver i dag anledning til megen forskrækkelse, men da Marx og Engels fandt på begrebet, var ordet “diktatur“ ikke forbundet med så mange negative betydninger, som det er i dag. Det, de talte om, var en arbejderstat i modsætning til den kapitalistiske stat.
Arbejdermagten i Paris kom til udtryk på to måder: For det første blev den stående hær og politiet opløst som selvstændige enheder. I stedet blev befolkningen som helhed bevæbnet. For det andet sikrede man sig, at alle offentlige funktioner blev underkastet folkelig kontrol. Alle embedsmænd skulle vælges, de skulle aflønnes med en almindelig arbejderløn, og de kunne afsættes når som helst.
Hensigten med disse foranstaltninger var at involvere befolkningen aktivt i politik. I stedet for at overlade politik og offentlige funktioner til et lille lag af professionelle, der kunne påstå at handle på vegne af ‚folkets vilje‘, skulle hele befolkningen inddrages, så politik kom til at handle om folks eget liv. På den måde var det demokratiske indhold i Pariserkommunen langt større end i den borgerlige parlamentarisme.
Der rejste sig imidlertid et problem for Pariserkommunen – nemlig at den udover at give magten til arbejderklassen samtidig måtte fungere som undertrykker af de klasser, som var imod Kommunen. I og med at arbejderklassen var blevet den herskende klasse, så havde også den brug for en stat til at undertrykke andre klasser med.
Men hvor alle tidligere klassestater havde været redskaber for herskende mindretal, så er arbejderstaten flertallets stat. Det betyder dels, at undertrykkelsen kun skal sikre, at det gamle privilegerede mindretal ikke erobrer magten tilbage. Dels at arbejderstaten ikke behøver at sikre den økonomiske udbytning. Arbejdermagten er baseret på, at arbejderne selv har kontrollen over produktionsmidlerne. Hermed kan man begynde at afskaffe udbytningen og i stedet indrette produktionen efter behov.
Arbejderstaten er intet andet end almindelige arbejdere, som har organiseret sig og bevæbnet sig for at forsvare revolutionen mod den gamle herskende klasse. Men i modsætning til den gamle kapitalistiske stat, så er arbejderstaten opbygget på ægte demokratiske principper. Der findes ikke en særskilt stående hær eller en massiv bureaukratisk sektor med særlige privilegier, som ikke står til regnskab over for befolkningen. Under arbejderstaten skal samfundsanliggender kontrolleres direkte af almindelige mennesker gennem arbejderråd, hvor alle repræsentanter umiddelbart kan skiftes ud, hvis de mister deres opbakning. Folk med offentlige embeder skal ikke tildeles særlige privilegier, men aflønnes på niveau med almindelige arbejdere. En sådan struktur vil være uendeligt meget mere demokratisk end noget parlamentarisk demokrati.
Endelig slår Lenin fast, at denne type stat ikke er en permanent struktur og kun vil blive opretholdt, så længe der stadig findes fraktioner, der stædigt forsvarer kapitalismen og kæmper for at slå revolutionen tilbage.
Efterhånden som samfundet etablerer nye, demokratiske måder at organisere sig på, så vil behovet for en egentlig statsdannelse i betydningen “organ for opretholdelse af klasseherredømmet“ falde bort. Efterhånden som fabrikker, uddannelserne, transport, sundhed – med andre ord alle aspekter af samfundet – bliver styret nedefra af arbejderne, så vil der ikke længere være brug for arbejderstaten, og den vil – med Marx’ ord – “dø bort“.
Lenin går i rette med dem, der afskriver denne vision om et statsløst samfund som utopisk:
“Der er ingen, der skal holdes nede, “ingen“ i betydning af en klasse, i betydningen: systematisk kamp mod en bestemt del af befolkningen. Vi er ikke utopister og benægter aldeles ikke muligheden og uundgåeligheden af enkelte personers udskejelser samt nødvendigheden af at skride ind over for sådanne udskejelser. Men for det første behøver man ingen særlig maskine, ikke noget særligt undertrykkelsesapparat til dette formål. Det vil det bevæbnede folk iværksætte lige så simpelt og let, som en hvilken som helst skare civiliserede mennesker endog i det nuværende samfund skiller slagsbrødre ad eller forhindrer, at en kvinde voldtages. For det andet véd vi, at den sociale grundårsag til de udskejelser ... er massernes udbytning, deres nød og elendighed. Når denne hovedårsag er fjernet, vil udskejelserne uundgåeligt begynde at “dø bort“.“
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed