Socialistisk Arbejderavis
Nr. 271 – 15. august 2007 – side 3
Strejker 2. oktober?
Jakob L. Krogh
2. oktober kan blive lige så stor som 17. maj 2006. Den stemning, 17. maj var udtryk for, er der stadig. SOSU-strejkerne, og en række andre strejker, har betydet, at det ikke er lykkes Fogh at ryste imaget som velfærdsslagter af sig, selvom LO og AC (akademikernes centralorganisation) gik med i hans trepartsaftale.
17. maj 2006 blev stor, fordi det var et forsvar imod et frontalt angreb på velfærden bl.a. efterløn og SU.
På nuværende tidspunkt lægges der fra regerings side ikke op til massive angreb på velfærden. Derfor er det nødvendigt at blive konkret på de enkelte områder og kunne beskrive, hvordan en forsættelse af Foghs politik vil betyde forringelser.
Nok at kæmpe for
Vi skal gøre op med Foghs kontroltyranni og disciplineringspoliti.
Idéer, der dybest set bygger på en mistillid til de offentligt ansatte. En tro på, at man gennem en stor mængde kontrol kan få dem til at yde væsentligt mere, fordi de er dovne og forsøger at snyde sig til at lave mindst muligt.
Problemet i denne tilgang er dybest set, at langt de fleste offentligt ansatte yder, hvad de kan. Der er ingen, der har valgt at blive sygeplejerske på grunden af lønnen eller de gode arbejdstider. Hvis det alene var målet, ville langt de fleste have valgt en faglært uddannelse, der kræver kortere uddannelse og i mange tilfælde giver mere i løn.
Når folk vælger at blive pædagoger eller sygeplejersker, er det fordi, de synes, det er mere meningsfuldt at arbejde med mennesker. Netop fordi de arbejder med mennesker, er det også sandsynligt, at de gør det, så godt de kan. Hvis de i stedet for at udføre deres arbejde tvinges til at bruge deres tid på at dokumentere, at de har arbejdet, får de mindre tid til deres egentlige arbejde.
Overflytningen af offentlige opgaver til private. Dvs. omstruktureringen af den offentlige sektor, så den er klar til udlicitering eller privatisering eller så der kan flyttes ydelser over til de private. To eksempler på det sidste er brugen af privathospitaler til at nedbringe ventelister. Vi ønsker i stedet at udvide kapaciteten på de offentlige sygehuse.
Et andet eksempel er at give de rige gamle mulighed for at købe ekstra plejeydelser i stedet for at sikre, at alle får den pleje, de føler, de har brug for. Det er det, de kalder frit valg uden at tage hensyn til, at der også er gamle, der kun lever af deres folkepension og som ikke har råd til at købe tillægsydelser.
På uddannelsesområdet er indførelsen af selveje på gymnasierne det samme som at gøre dem klar til udlicitering.
Fogh er skurken
Det er Fogh, der står for skud, og derfor er det også vigtigt at generalisere og pege på, at det er Fogh’s nyliberale politik, der udelukkende fører til besparelser og velfærdsforringelser.
Denne generalisering er en nødvendighed, hvis vi skal have offensive krav igennem. Fordi velfærdskampen lige nu først og fremmest er en kamp om, hvad de 80 milliarder, der er i overskud på finansloven, skal bruges til. Vi ønsker, at de skal bruges til mere i løn og flere hænder og bedre offentlig services og uddannelse. For Fogh skal pengene kanaliseres over til dansk erhvervsliv, som forskellige former får erhvervsstøtte eller skattelettelser.
Når dette ikke sker nu, skyldes det, at der er mangel på arbejdskraft, hvis pengene blev brugt til fx skattelettelser til de rigeste og erhvervslivet.
Ligegyldigt hvad de bruger pengene til, vil det betyde, at efterspørgslen arbejdskraft vil stige, og fordi der allerede nu er mangel på kvalificeret arbejdskraft vil det medføre, at lønningerne vil stige.
Hvis der er noget, Fogh ikke ønsker, er det lønstigninger. Eller sagt på en anden måde: lige nu er det mest fordelagtigt for overklassen i Danmark at overskuddet på finansloven ikke bruges, for selv hvis overskuddet blev foræret til dem gennem skattelettelser, ville værdien af disse blive ædt op af øgede lønninger. Dermed ville en del af overskuddet gå til almindelige arbejdere.
Hvis Fogh skal presses til ikke bare at bruge pengene til skattelettelser, men bruge dem direkte til at ansætte flere, kræver det en stærk bevægelse, der truer hans position som statsminister.
Strejker er et stærkere våben, fordi:
– Strejker betyder at produktionen sættes i stå, hvilket lammer dele af samfundet. Strejker i det offentlige sætter derfor automatisk fokus på de stadigt større problemer i den offentlige sektor. Strejker på det private arbejdsmarked sætter produktionen i stå og betyder kæmpe omkostninger for private virksomheder. Dette betyder at Fogh’s støtter i Dansk Industri og andre arbejdsgiverorganisationer meget hurtigt kræver et politisk indgreb, der stopper strejkerne.
– Strejker er et stærkere politisk signal end en demonstration, fordi de skal besluttes demokratisk, derfor udtrykker de, at flertallet blandt de strejkende har et ønske om modstand, hvorimod demonstrationer kan udtrykke mindretalsholdninger. Dette gælder også for uddannelsesstrejker. Derudover betyder strejker tab af løn, dermed udtrykker de også en større offervilje.
– Strejker viser i praksis, at det er arbejderne, der udfører alt arbejdet, og sætter derfor et let forståeligt spørgsmålstegn ved det rimelige i, at direktører og fabriksejere tjener langt mere end arbejderne.
– Strejker visser også i praksis, at arbejderne har en kollektiv magt; derfor ændres også styrkeforholdet på den enkelte arbejdsplads, hvis man har været i strejke uden at tabe. Og netop fordi strejker kræver demokratiske beslutninger og demokratiske diskussioner, viser de gennem den kollektive magt et glimt af de muligheder, en samlet arbejderklasse har. Dermed bliver strejker et lille, men konkret eksempel på muligheden for socialisme.
–Strejker involverer også dem, der normalt ikke interesserer sig for politik, fordi en strejke er kollektiv og kræver diskussioner blandt arbejderne. Derfor er strejker enormt effektive også som mobilisering til demonstrationer.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed