Socialistisk Arbejderavis
Nr. 271 – 15. august 2007 – side 5
Økonomi for Antikapitalister
Fordeling!
Jakob Nerup
Politikere har det med at uddele millioner og milliarder, når der er valg i udsigt. Der drysses store tal med lille virkning for den enkelte, men det ser godt ud i de villige medier. Således har Anders Fogh lavet trepartsaftaler, kommuneaftaler og skal nu også på banen med sin såkaldte kvalitetsreform og en ny finanslov, samt en langsigtet økonomisk plan. Samtidig har Pia Kjærsgaard med vanlig populistisk sans lovet 5 milliarder til de strejkende SOSU’er. Men hvis penge er det egentligt, de fordeler?
Langt hovedparten af de penge, Fogh vil fordele, er penge, som vi allerede har betalt via skat og afgifter. Og her skal vi huske, at det er de mange lønmodtagere med indkomster under 400.000, som betaler langt den overvejende del af skatten i Danmark. Og når det gælder afgifter, så er det jo ligegyldigt, om man er hjemmehjælper eller direktør, når fx momsen på varer skal betales med 25 %. De mange hundrede milliarder, som Fogh deler ud af i disse tider, er altså i virkeligheden vores i forvejen.
Det næste spørgsmål, vi skal stille os selv, er, hvem der så får pengene. Når selskabsskatten skal sænkes, DONG privatiseres eller Nordsøolien sælges dyrere, så falder hovedparten af pengene i nogle meget få menneskers lommer. Det kommer den ene procent (1 %) af befolkningen til gode, som ejer kapitalen i Danmark. Dette på trods af at det faktisk er værdier, som tilhører os alle. Når der skal deles penge ud til de rige, så kamufleres det som erhvervspakker eller særlige ordninger med internationalt sigte, som skal hjælpe danske virksomheder i den internationale konkurrence. Men indholdet er det samme.
Når Fogh fremlægger regeringens finanslovforslag, så er det den mest omfangsrige omfordeling af vores penge. På overfladen ligner det et husholdningsbudget med mange faste udgifter og kun få variable. I virkelighedens verden er finansloven en udmåling af styrkeforholdet mellem klasserne, hvor det groft sagt handler om, hvor meget de rige vil tillade os at få, eller hvor meget arbejderklassen ønsker at tage igen. Bliver understøttelsen og bistandshjælpen forhøjet, så udtrykker det, at arbejderklassen står stærkere, mens øgede offentlige besparelser på fx børnehaver og skoler udtrykker, at de rige står stærkere.
Sådan diskuteres det jo sjældent i medier, bl.a. fordi politikerne ikke bruger ord som klassekamp og arbejderklasse. Men SOSU’ernes vilde strejker i juni måned har tydeliggjort, hvad det egentlig handler om. Hvis arbejderklassen kæmper og viser styrke, så ændres fordelingen. Og det gælder ikke mindst, når de som strejker har massiv opbakning i resten af arbejderklassen, som det er tilfældet med SOSU’erne. Strejker og klassekamp er altså nøglen til mere velfærd og en fordeling til gavn for det store flertal, arbejderklassen.
Skæbnen for Foghs fordelingspolitik afhænger af styrkeforholdet og viljen til kamp fra neden. Venstrefløjen kan hjælpe på denne vilje ved at formulere sig enkelt og direkte, så de rige bliver kaldt det de er, grådige tyve af vores værdier.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed