Socialistisk Arbejderavis
Nr. 271 – 15. august 2007 – side 8
Den danske indsats i Irak
6 dræbte soldater, 4 løgne og 2,5 mia. kr.
Lene Junker
Derudover har den danske deltagelse i krigen bidraget til at 70 % af irakerne er uden rent vand, 50 % er uden arbejde, 43% lever i absolut fattigdom, 28% af børnene er underernærede, 4 millioner flygtninge, 655.000 døde irakere. Lene Junker ser her nærmere på de sidste 4 år i Irak.
Efter 4 år i Irak kom de danske tropper hjem. Lige til det sidste blev de angrebet
af irakerne, men heldigvis kom de fleste uskadte hjem. En del har højlydt luftet deres frustrationer over den inkonsekvente danske indsats i Irak, men mange har nok været lettede over at komme hjem i live. Seks danske soldater blev dræbt i Irak. De troede selv på, de gjorde en forskel.
Desværre var de blot brikker i et farligt spil om USA‘s verdensdominans. Et spil som Fogh-regeringen ville være en del af, hvorefter han gentog Bush‘s løgne. Fogh-regeringen og Dansk Folkeparti, som sendte de danske soldater til Irak, bærer ansvaret for deres død.
Allerede 1. maj 2003 erklærede en selvsikker Bush, “Mission accomplished“ Men virkeligheden blev en helt anden. Det er ikke helt nemt at finde ud af, hvad der siden er sket i Irak.
Alligevel har krigen og besættelsen gennemløbet forskellige stadier, som kan give et vist overblik.
Først blev vi præsenteret for en række “sandheder“, som senere viste sig at være løgne:
Masseødelæggelsesvåben, terrorisme, atomvåben etc. Det var i 2003-2004.
Senere fik vi en masse halve sandheder om Saddams tilfangetagelse, valg til grundlovsgivende forsamling, parlamentsvalg, regeringsdannelse osv. Disse blev tillagt en uforholdsmæssig stor betydning og udråbt som vigtige vendepunkter for udviklingen af demokrati i Irak. Heller ikke det holdt stik. Det var i 2004-2005.
De sidste to år har det stået klart, at meget få irakere gad løfte en finger for at forsvare Saddams regime. Derfor var det en smal sag for USA at vinde krigen.
Men det har stået lige så klart, at de samme irakere heller ikke ønsker, at en fremmed magt skal bestemme i deres land. På den baggrund er der vokset en folkelig såvel som en væbnet modstand frem. Derfor er det ikke muligt for USA at vinde freden.
Siden har det set ud som om USA‘s strategi er gået ud på at vinde tid og begrænse nederlaget. Metoden er den velkendte “Del og Hersk“ taktik suppleret med diverse dirty tricks. De har åbenlyst spillet på Iraks etniske og religiøse forskelle og forsøgt med skiftende alliancer.
Samtidig befinder der sig mere end 100.000 lejesoldater i Irak. Ingen ved præcist hvad de foretager sig – kun at de mod betaling løser forskellige “sikkerhedsopgaver“. Endelig opererer besættelsesmagternes efterretningstjenester og al-Qaeda sympatisører af forskellige slags også i Irak.
Intet under, at “Del og Hersk“ taktikken til en vis grad er lykkedes. Ifølge nogle medier i så høj grad, at Irak ville eksplodere i en blodig borgerkrig, hvis besættelsestropperne trak sig ud.
Spørgsmålet er, om denne opfattelse har bund i virkeligheden, eller blot skal tjene som endnu en grund til at forsætte krigen i Irak? Omvendt kan man hævde, at irakerne har en lang historisk tradition for at leve fredeligt sammen. Netop krigen og besættelsen har gødet jorden for en borgerkrig. Så hvis alle fremmede tropper forlod Irak, så fik irakerne måske den bedste mulighed for selv at afgøre hvordan et fremtidigt Irak skulle være?
I bedste fald har USA vundet tid. Tid til at færdigbygge de nødvendige baser i Irak og tid til at få presset en multinational venlig olielov igennem det irakiske parlament.
I februar meddelte Fogh-regeringen, at de danske tropper vil blive trukket hjem fra Irak til august, fordi der ikke længere var brug for dem. Derefter ville Danmark kun deltage i overvågningsopgaver med fly og 55 soldater.
Det var en god nyhed – især for alle os, som var modstandere af krigen i Irak.
Sikkert også for dem, hvis kone, mand, bror, søster, søn eller datter satte livet på spil i Irak.
Men Fogh-regeringen fik fred for oppositionen og medierne, som hele tiden plagede den med kritiske spørgsmål og negativ omtale. Et flertal af den danske befolkning ønskede også de danske tropper hjem. Så hvis Anders Fogh ønskede at vinde næste valg, måtte han gøre sig fri af katastrofen i Irak.
Den dårlige nyhed var, at Danmark nu sender 300 flere soldater til Afghanistan. De skal støtte den hårdt pressede NATO-styrke. En kritisk debat om hvad der sker i Afghanistan har vi til gode i Danmark. Men den vil komme, når den afghanske virkelighed når frem.
Fogh-regeringen fik i 2003 Danmark med i Bush‘s krig mod Irak. Grundlaget, de gik i krig på, er totalt smuldret. Trods det fortsætter krigen, og Fogh-regeringen er stadig én af Bush‘s mest loyale og trofaste støtter. Fogh-regeringen forsætter sin række af løgne, når den hævder at de danske soldater trækkes hjem, fordi de har gjort “arbejdet færdigt“
I Danmark har Irak krigen kostet: 6 dræbte soldater, 4 løgne og 2,5 mia. kr.
Irakernes fremtid
For irakerne gør det ingen forskel, at Danmark trækker sine 500 soldater hjem. USA har sendt 30.000 flere soldater til Irak, og krigen fortsætter med uformindsket styrke.
I Irak har krigen været en ubeskrivelig katastrofe for landet og dets befolkning. Ufattelige menneske lidelser og enorme materielle og miljømæssige ødelæggelser er det sørgelige resultat af krigen. Det kommer oven på 7 års krig med Iran og 12 års FN sanktioner.
I oktober 2006 offentliggjorde lægetidskriftet The Lancet en rapport, som vurderede, at 655.000 civile irakere var døde som følge af krigen.
Dertil kommer den hastigt voksende flygtningekatastrofe, som udspiller sig i Irak.
Mere end 4 millioner ud af Iraks godt 20 millioner store befolkning er flygtet til Jordan og Syrien eller lever i flygtningelejre i Irak.
Den engelske humanitære organisation, Oxfam har i samarbejde med irakiske NGO‘ere for nylig udsendt en rapport om den humanitære katastrofe i Irak. Her fremgår det blandt andet, at 70 % er uden rent vand, 50 % er uden arbejde, 43% lever i absolut fattigdom, 28% af børnene er underernærede.
De dokumenterer, at det er muligt at yde humanitær bistand i Irak, men at den humanitære hjælp er faldet drastisk siden 2003, selvom behovet nu er meget større.
Trods krig og elendighed tegner der sig også et andet billede af Irak. Tusindvis af irakere demonstrerede den 9. april i Najaf mod besættelsen. Mange var kommet i busser fra Bagdad og irakiske flag dominerede demonstrationen.
Den samlede irakiske fagbevægelse protesterede i foråret mod Maliki-regeringens forlag til olielov. Oliearbejdere fra fagforeningen IFOU demonstrerede mod loven i Basra for nylig.
Flere grupper har nu trukket sig ud af regeringen i protest mod, at USA ikke er på vej ud af Irak. Der er tegn på, at de mange forskellige væbnede modstandsgrupper i større grad koordinerer deres aktiviteter og henvender sig til offentligheden, fordi de forventer at blive en del af “slutspillet“ om Irak. Det sker på tværs af etniske og religiøse forskelle med vægt på fælles nationale interesser.
Kampen om Iraks olie vil træde ind i en afgørende fase i efteråret. Loven er skrevet af USA, men vedtaget af regeringen. Men pt. kan der ikke skabes et flertal for den i det irakiske parlament, som nu er gået på sommerferie.
Olieloven er meget central del af Bush´s aktuelle taktik i Irak. Den åbner mulighed for at give multinationale selskaber kontrol med store dele af olien de næste 20-30 år frem.
Olien er helt afgørende for irakerne og deres mulighed for at blive et selvstændigt land med en selvstændig økonomi. Oliearbejdernes fagforening i de sydlige regioner, IFOU, organiserer alle ansatte i olieindustrien på tværs af religiøse og etniske forskelle. Den er imod olieloven, og har længe været i gang med at skabe en national såvel som en international kampagne imod den.
Hvad er alternativet til krig?
Dette spørgsmål var centralt i debatten, før krigen startede.
Og nu, hvor katastrofen i Irak står klart for alle, er det lige så vigtigt at holde fast i alternativet til krigen.
Det helt centrale og principielle argument er, at demokrati og social retfærdighed eller socialisme kan ikke indføres fra oven og hen over hovederne på de mennesker det drejer sig om. Væbnet magt, besættelse og undertrykkelse virker stik modsat.
Men helt konkret var alternativet jo at lade Hans Blix og FN‘s våbeninspektører gøre deres arbejde færdigt. Så ville alle løgnene jo også været blevet afsløret, og vi ville vide, at Saddam ikke var en trussel mod resten af verden, men “blot“ en tyran over sit eget folk.
Dernæst skulle FN-sanktionerne mod Irak have været ophævet. De gavnede Saddams regime, men dræbte 500.000 irakere i de 12 år, de varede. Derefter skulle irakerne have haft masser af humanitær hjælp. Samtidig skulle partier, fagforeninger, kvindegrupper, studentergrupper osv. forsøge at få kontakt til irakerne og støtte dem i deres egen kamp for frihed og demokrati.
På trods af forskellige historiske omstændigheder var det sådan, de fascistiske diktaturer i Spanien, Portugal og Grækenland blev bekæmpet i 1970‘erne, sådan faldt de statskapitalistiske regimer i Østeuropa sammen i 1980‘erne, sådan blev apartheidregimet i Sydafrika fældet i 1995 og sådan mistede Slobodan Milosevic magten i Serbien i 2001.
Når dette alternativ reelt ikke fik en chance trods en massiv global protest og massive advarsler, så skyldes det Bush og hans neokonservative venners “Project for a New American Century“ – et klassisk imperialistisk projekt, som har til formål at sikre USA‘s fortsatte verdensdominans. Uden kontrol over Mellemøstens olie og landområder er drømmen om verdensdominans umulig.
Den begrundelse kan man ikke vinde politisk opbakning til at føre krig med. Og endnu mindre få soldater til at sætte livet på spil for. Derfor alle løgnene.
Hvad nu?
De sidste 4 års krig i Irak har givet de 15 millioner krigsmodstandere, som demonstrerede 15. februar 2003 verden over, ret. Det hjælper ikke alle ofrene for “The Project for a New American Century“. Bush er stadigvæk ikke modtagelig for argumenter. Men de hårde kendsgerninger er han nødt til at bøje sig for. Den irakiske modstand er den hårdeste kendsgerning, så kommer den globale antikrigsbevægelse – især den amerikanske og den britiske. Sammen skal vi fortsætte kampen mod USA‘s verdensdominans.
I Danmark skal Fogh-regeringen stilles politisk til ansvar for krigen. Irak krigen skal fortsat fylde i den politiske debat frem til næste valg. Desuden er det nødvendigt med en uafhængig undersøgelse af grundlaget for dansk krigsdeltagelse. Og vi skal støtte “Grundlovskommiteen af 2003“ i deres kamp for at få lov til at føre en retssag mod Anders Fogh for grundlovsbrud.
Vi skal kræve, at Danmark tager afstand fra USA‘s udenrigspolitik. Det betyder også, at vi skal have overvågningsfly og soldater hjem fra Irak, at der ikke skal flere soldater til Afghanistan og at de nuværende skal trækkes hjem. Endelig skal vi sige fra over for USA‘s missilforsvar og trusler om angreb på Iran.
Helt konkret skal de irakiske tolke og deres familier og de 565 irakiske flygtninge, som i årevis har opholdt sig i danske asylcentre uden mulighed for at komme videre i livet, have opholdstilladelse og i gang med at arbejde eller uddanne sig. Desuden må vi tage et medansvar for de 4 millioner irakiske flygtninge, og vi må give massiv humanitær hjælp til Irak.
Vi skal støtte oliearbejderne og den irakiske fagbevægelses kamp for at bevare olien på irakiske hænder og vi skal søge kontakt til og støtte andre grupper, som arbejder for et frit, demokratisk og social retfærdigt Irak.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed