Socialistisk Arbejderavis
Nr. 271 – 15. august 2007 – side 10
Klimaet og klassekampen
Chris Harman
Den globale opvarmning truer hele menneskeheden. Men skal den bekæmpes, kræver det mere end individuelle handlinger, hensigtserklæringer fra regeringen eller at droppe alle andre sager. Chris Harman forklarer.
I de sidste to år har spørgsmålet om klimaforandring flyttet sig fra udkanten af den politiske debat til at være tidens helt centrale spørgsmål. Der går næppe en uge, uden at spørgsmålet tages op i et internationalt forum. Politikere og virksomheder af alle kulører erklærer sig nu villige til at gøre noget – selv George Bush indrømmer, at der er et problem.
Der er en blanding af motiver på spil – for nogle politikere eller erhvervsfolk bruges spørgsmålet til at sætte sig selv i medierne. Men nogle af dem, der er ledende i verdens kapitalistiske system, har forstået, at det miljø, som deres system er afhængigt af, er i fare for at blive slået i stykker i løbet af en generation eller to.
Der er ikke længere nogen nævneværdig debat om, hvad der er ved at ske. Ophobningen af drivhusgasser i atmosfæren får gennemsnitstemperaturen på verdensplan til at stige med potentielt katastrofale konsekvenser. Nye vejrtyper har konsekvenser for de afgrøder, vi er afhængige af. Sandsynligheden for orkaner og tørke vokser. Polernes iskapper vil smelte. Den voksende vandstand i havene truer med at oversvømme lavtliggende regioner som Nildeltaet, Bangladesh og dele af Florida (i sidste ende ryger også det centrale London og Manhattan).
De fleste af drivhusgasserne stammer fra afbrænding af kulstof (i form af kul) og kulbrinter (i form af olieprodukter). Disse stoffer er kilden til næsten al den energi, som dagens samfund er afhængigt af.
Der findes forskellige, indviklede beregninger på, hvad der vil ske, hvis ophobningen af disse gasser fortsætter, men der er efterhånden meget udbredt enighed om, i hvilket omfang den globale temperatur vil stige, og om de sandsynlige konsekvenser. For eksempel har FN’s klimapanel, IPCC, udarbejdet beregninger, som regeringer og EU er begyndt at tage seriøst. Der findes dog forskning, som antyder, at selv IPCC undervurderer problemets omfang.
I EU er man enige om, at temperaturerne skal forhindres i at stige med mere end to grader Celcius. En stigning på to grader vil forårsage omfattende problemer for mennesker i de fattigste dele af verden, og stiger temperaturen mere, vil det være katastrofalt. Men den aktuelle politik er ikke i stand til at holde stigningen under denne grænse. Koncentrationen af drivhusgasser kan måles i parts per million (“ppm“) af “CO2-ækvivalenter“. I øjeblikket er den på 459 ppm. IPCC anslår, at hvis niveauet når 510 ppm, er der 33 % sandsynlighed for, at temperaturen vil stige med mere end to grader; hvis niveauet når 590 ppm, er sandsynligheden 90 %.
Men grænsen for udledning er alligevel i den britiske regerings såkaldte Stern-rapport fra 2006 sat til 550 ppm. Regeringens eget mål er 666 ppm (hvis man medregner alle drivhusgasser og ikke kun CO2). Det giver ifølge forfatteren George Monbiot en sandsynlighed på mellem 60 og 95 % for en temperaturstigning på tre grader Celcius og vil efter alt at dømme føre til meget farlige klimaforandringer.
G8-mødet i juni i Rostock accepterede ikke engang disse mål. Efter en erklæring om, at der findes et omfattende problem, besluttede verdens ledere sig for at udskyde blot at tage hul på en løsning i de næste to år. Selv da er alt, hvad de forestiller sig, et forsøg på at halvere udledningen af drivhusgasser frem til 2050 – selv om det er nødvendigt med en beskæring på 80 % for overhovedet at have en chance for at holde den globale opvarmning nede under to grader.
Problemets rødder
Regeringer og erhvervsliv har en ægte interesse i at stoppe klimaforandringer, ligesom deres forgængere for 150 år siden havde en ægte interesse i at bekæmpe tyfus- og koleraepidemier i de fattige arbejderkvarterer for at undgå, at disse sygdomme bredte sig til overklassens kvarterer.
Der er meget mere på spil nu. Ikke kun deres liv er truet, men også verdenskapitalismens stabilitet som system. Men de kan ikke nå dette mål uden at forsøge at lægge en dæmper på den drivkraft, som ligger i konkurrencekapitalismens akkumulation af kapital – selve systemets grundlag.
Ødelæggelse af miljøet har altid været en konsekvens af kapitalismen. Karl Marx viste dette i kapitlet om maskiner og storindustri i Kapitalen: “ Og ethvert af det kapitalistiske landbrugs fremskridt er et skridt videre i kunsten at plyndre ikke blot arbejderen men også jorden; ethvert fremskridt, når det gælder at øge dens frugtbarhed for en given periode, er samtidig et skridt videre i ødelæggelsen af de varige kilder til denne frugtbarhed. Jo mere et land som f.eks. USA går ud fra storindustrien som baggrund for sin udvikling, desto hurtigere forløber denne ødelæggende proces.“
I 1800-tallet var de skader på arbejderklassens helbred og arbejdsduelighed, som var forårsaget af jagten på profit, en større trussel for kapitalisterne end de smitsomme sygdomme. De risikerede at forårsage an mangel på arbejdere, som var sunde nok til at blive udbyttet. For kapitalistklassen som helhed blev interessen varetaget gennem lovgivning og statslig kontrol, som skulle forhindre invalidering af arbejdskraften. Men de individuelle kapitalister kæmpede med næb og kløer imod sådanne forhåndsregler. De fleste indså først, at en rask arbejder var en bedre kilde til udbytning end en syg, efter at staten havde gennemtvunget kontrollen.
Kapitalismen har nu nået et punkt, hvor den omslutter hele verden, og den gør skade ikke kun på begrænsede lokalområder, men på hele det globale miljø, den er afhængig af. Den fabriksrøg, som forårsagede bronkitis i arbejderfamilierne, er nu blevet til drivhusgasser, som risikerer at ødelægge hele menneskeheden.
Det er netop, fordi dette er et globalt problem, at systemets aktuelle støtter har så svært ved at tage hånd om. De drastiske indgreb, som er nødvendige for at begrænse udledningen, vil skabe muligheder, for at nye firmaer og stater trænger sig ind på markedet. Kapitalismen er på vej til at ødelægge selve det grundlag, den bygger på. Vores fremtid – eller i det mindste vores børns eller børnebørns fremtid – er også på spil.
Hvordan skal vi reagere?
Der er dem, der siger, at det eneste mulige svar er at se på klimaforandringerne som en sag, der må overskygge alle andre. Alt andet skal underordnes opbygningen af en bevægelse af hidtil uset omfang i et forsøg på at presse regeringer og erhvervsliv til at iværksætte de nødvendige skridt.
Men en bevægelse, som udelukkende fokusere på klimaforandring, vil ikke være svaret på problemet. Den kan skabe bevidsthed om, hvad der sker, men det er ikke det samme som at skabe den modstand, der skal til for at gennemtvinge løsninger. De mest succesrige enkeltsagsbevægelser, som fx antikrigsbevægelsen har været i en række lande, kan mobilisere titusinder, sommetider hundredtusinder. På den måde kan de lægge et pres, der nogle gange er tilstrækkeligt til at tvinge regeringer til at undlade at gennemføre upopulære indgreb, eller endda lejlighedsvist at gennemtvinge forbedringer.
Et eksempel er den måde, hvorpå antikrigsbevægelsen har skabt problemer for den amerikanske og britiske regerings krigsførsel i Irak. Men der er brug for mere, hvis der skal gennemføres dybdegående forandringer – der må skabes en modstand, som er i stand til at gennemtvinge sin vilje over for stærke kapitalistiske interesser. De mennesker, der to gange har sønderbombet Bagdad for at forsvare deres dominans over verdens olieforsyning, lader sig ikke overtale alene af den folkelige opinion.
Dette gælder især, når det drejer sig om klimaforandringer. Kulstoføkonomien er viklet ind i ethvert aspekt af systemet måde at arbejde på, inklusive den måde, som alle os, der befinder sig i systemet, lever på. I erkendelse af dette drager mange miljøaktivister den konklusion, at den eneste løsning er, at vi hver især ændrer vores individuelle livsstil. Siden vi alle er afhængige af kulstofbaseret energi, så er vi alle en del af problemet.
Men løsninger, der baserer sig på en sådan tankegang, fungerer ikke. Det er ikke blot et spørgsmål om, at folk individuelt er egoister. For det store flertal er der for nuværende ingen andre måder at opfylde vores grundlæggende behov på. Man kan mene (som jeg), at det er irrationelt, at individer tager til arbejde indkapslet i et tons metal, der drives frem ved at udpumpe CO2. Men for arbejdere uden adgang til ordentlig offentlig transport er der ikke rigtigt noget alternativ til privatbilen.
Der findes glimrende designs af CO2-neutrale boliger, men hundredvis af millioner af mennesker over hele verden lever ikke i sådanne boliger og har ikke råd til at købe en ny. I praksis har de forholdsregler, som de fleste individer kan tage i brug for at undgå kulstofbaseret energiforbrug – lavenergipærer eller at huske at slukke for computeren – lige så lidt indflydelse på bekæmpelse af klimaforandringer som en spytklat på jorden har på at bekæmpe effekten af en tørke.
Det er i anerkendelse af sådanne realiteter, at folk, der før har talt for individuelle handlinger som løsningen, nu taler om, hvad staten skal gøre. Det er, hvad George Monbiot gør i sin gennemgående fremragende bog, Globalt hedeslag. Han viser, at kun verdens stater er i stand til at gennemføre den nedskæring i udledningen af drivhusgasser, som er nødvendig for at stoppe klimaforandringerne uden at skære ned i folks levestandard. Hvad han ikke viser, er hvordan man skaber den aktør, den aktive massebevægelse, som kan tvinge regeringerne i verdens mest forurenende lande til at gennemføre sådanne forhåndsregler. Han fremlægger et i almindelighed fremragende politisk program for en politisk bevægelse, som ikke eksisterer.
Kan en sådan bevægelse skabes gennem de normale parlamentariske metoder? Forsøget på at skabe den støder på de samme store forhindringer, som gør individuelle løsninger umulige. Miljøaktivister kan ende med at begrænse deres krav til, hvad de tror kan gennemføres uden at skabe for store rystelser i det nuværende system. Så de laver lobbyarbejde for at presse lande til at underskrive Kyoto-aftalen ud fra, at “det er i det mindste en begyndelse“, selv om den ikke har kunnet stoppe væksten i udledningen af drivhusgasser. Eller de går med i regeringer, som ikke har den mindste intention om at tage seriøse skridt imod klimaforandringer, sådan som det irske Green Party for nylig har gjort.
Hvad gør regeringerne?
G8-mødet viste, at de forskellige regeringer tilsyneladende har meget forskellig indstilling. Selv nogle af de mest erklærede neoliberale, så som Angela Merkel, Nicolas Sarkozy og Tony Blair, siger, at vil gennemføre foranstaltninger, som George Bush nedlagde veto imod.
Dette afspejler det faktum, at visse kapitalistiske økonomier er marginalt mindre afhængige af kulstofbaseret energi end andre. De vestlige lande i Europa er for eksempel mindre ødsle i forbruget af kulstof end USA, fordi de historisk ikke har haft deres egne forsyninger af olie og derfor har forsøgt at begrænse forbruget. Frankrig har massive atomkraftanlæg. Storbritanniens udledning af drivhusgasser har været faldende, fordi fremstillingsindustrien er blevet halveret.
Så de europæiske lande kan presse på for begrænsede foranstaltninger i bevidsthed om, at de vil ramme deres konkurrenter – det benzinslugende USA og den hurtigt voksende kinesiske økonomi – hårdere end dem selv. Men de viger stadig tilbage fra at gennemføre de langtrækkende initiativer, som er nødvendige for at forebygge klimaforandringer. I stedet er de tilhængere af handel med “CO2-kvoter“ eller skovplantning, hvilket vil tillade de store forurenere i at fortsætte som hidtil, blot de iværksætter nogle CO2-begrænsende initiativer et eller andet sted i verden.
Plantning af træer med henblik på at skabe “CO2-fælder“, der kan opsuge CO2 er en favorit – selv om træerne dør og går i forrådnelse og dermed udsende drivhusgasser. I dette tilfælde er markedet – som i så mange andre – ikke noget effektivt redskab. Firmaer, som er eksperter i at fuske med tallene for at undgå at betale skat, kan nemt finde på metoder til at fuske med deres udledning af drivhusgas.
De enkelte regeringer promoverer de initiativer, som er mest gunstige for deres egne specifikke kapitalistiske interesser. En grund til, at Bush pludselig er blevet fortaler for biobrændstof er, at det åbner en enorm profitmulighed for USA’s landbrugsindustri. Millioner af hektar landbrugsjord, som kun giver et gennemsnitsafkast ved fremstilling af fødevarer, står nu foran en enorm profitmulighed ved at omlægges til at producere et alternativ til benzin. Multinationale selskaber, som kontrollerer enorme landområder i tropiske tredje verdenslande, ser frem til at fremstille diesel af olieholdige frø.
Dette har allerede fået vigtige konsekvenser. Det har ifølge Financial Times ført til en den hurtigste stigning i fødevarepriserne siden 1970’erne, selv om forbruget af biobrændstof stadig kun svarer til en procent af benzinforbruget. På mellemlangt sigt kan det blive meget værre end dette. Det kan føre til en udtømning af verdens lagre af korn og oliefrø, samtidig med at ændrede vejrmønstre som følge af klimaforandring øger risikoen for fejlslagen høst i nogle af de vigtigste fødevareproducerende regioner. Resultatet vil ikke bare være prisstigninger, men sult, som berører hundredvis af millioner af mennesker.
Klassekamp
Der er en vigtig generel konklusion, som kan drages af eksemplet med biobrændstof. Ved at skade selve det miljø, som det kapitalistiske system er afhængigt af for fortsat at kunne ekspandere og akkumulere, vil klimaforandringerne åbne enorme sprækker i selve systemet.
Pludselige forandringer i klimaet skader folks liv i enorm målestok og skaber vældige sociale og politiske spændinger. Alle klasse- og racemæssige spændinger i det amerikanske samfund kom op til overfladen, da orkanen Katrina ødelagde New Orleans. I Darfur har kombinationen af tørke og imperialistisk indblanding fået jordbrugere og hyrder, som har levet fredeligt side om side i generationer, til at vende sig imod hinanden i en borgerkrig.
Klimatologer advarer helt korrekt om, at vi ikke kan sige med sikkerhed, om enkeltstående vejrfænomener som Katrina eller tørken i Darfur er et resultat af global opvarmning. Men hvad vi kan sige med sikkerhed er, at klimaforandring vil frembringe mange, mange flere af den slags fænomener.
Tidligere i år var der i Mexico City enorme protester – “Tortilla-marchen“ – over prisen på landets vigtigste basisfødevare. Prisen på tortillaer drønede i vejret, fordi prisen på majs i stigende grad bruges til produktion af biobrændstof. Når californiere fylder brændstof på deres firehjulstrækkere, så forårsager det hungersnød lige syd for grænsen i Mexico. Vi kan forvente mange lignende protester i de kommende år – kampe klasse mod klasse og, kan man frygte – stat mod stat og etniske eller religiøse grupper imod hinanden.
Der har været tidligere tilfælde, hvor en civilisation kollapsede som følge af økologisk ødelæggelse, som det var tilfældet med mayaerne i det sydlige Mexico for omkring 1.200 år siden. Overdyrkning af landbrugsjorden førte til, at jorden blev mindre frugtbar, og det store flertal blev truet af hungersnød. Men de øverste klasser led ikke på samme måde, og der udbrød bitre klassekampe, som rev samfundet fra hinanden, fordi folk var tvunget til at opgive den måde, de hidtil havde levet på.
Der vil ske noget lignende, efterhånden som klimaforandringerne slår igennem. Der vil næppe rejse sig én samlet bevægelse; der vil snarere blive udkæmpet 1001 kampe, når folk begynder at reagere på følgerne. Det egentlige indhold i disse kampe vil ofte forekomme komplext. Kapitalister og stater vil reagere på nødvendigheden af at gøre noget ved drivhusgasserne gennem pris- og skatteforhøjelser, som uundgåeligt vil ramme de fattiges levestandard (sådan som fx myldretidsafgifter i storbyerne vil gøre det nemmere for de rige at transportere sig gennem de centrale bydele).
Så der vil komme protester, strejker og oprør, hvis umiddelbare mål er at bekæmpe sådanne prisstigninger. Den underliggende drivkraft kan være en stærk følelse af klasseinteresser, men der kan også ske det, at den slags bevægelse kan udsættes for manipulation fra dele af den herskende klasse for at fremme enkeltkapitalisters interesse i at producere mere drivhusgas. Og der vil komme mange, mange situationer, hvor stater og kapitalister foretager indgreb mod det store flertals levestandard i forklædning af, at det er nødvendigt for at imødegå klimaforandringer.
I lyset af den slags kampe er der en særlig forpligtelse for de personer, der ser klimaforandringerne som et resultat af den blinde kapitalakkumulation, til at forstå kampenes klassedynamik. Det vil sige, at man må forsøge at give kampene en retning, som beskytter folks levestandard, samtidig med at man fremlægger reelle alternativer til udledningen af stadigt mere drivhusgas.
Den eneste virkelige beskyttelse imod klimaforandringer er, at et samfund, som bygger på akkumulation af profit, erstattes af et samfund, der bygger på produktion efter behov. Men det sker ikke, hvis vi blot venter på det. Følgerne af klimaforandringerne vil forårsage en intensivering af alle de kampe, som skabes af kapitalismen, ligesom de vil forårsage enkeltstående kampagner i enkeltstående klimaspørgsmål. Der er kun en måde, hvorpå man kan opbygge den modstand, som er nødvendig for at sætte en stopper for det system, der skaber klimaforandringerne. Det er ved at tage del i alle disse kampe og kæde dem sammen i en samlet modstand, der kan udfordre kapitalismen som helhed.
Oversat fra Socialist Review, juli 2007
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed