Socialistisk Arbejderavis
Nr. 271 – 15. august 2007 – side 16
FN-plan vil ikke hjælpe folk i Darfur
Alex Callinicos
Den 31. juli stemte de Forenede Nationer for at sende fredsskabende tropper til Darfur. Alex Callinicos diskuterer, hvorfor “humanitær intervention“ ikke vil virke.
Den britiske premierminister, Gordon Brown, hævder at have frasagt sig spin og aggressiv optræden på den internationale scene. Men hans fremmøde i New York i sidste uge for at være frontmand for en ny FN-resolution, der vil sende 26.000 soldater til den sudanesiske Darfur-region, var rent spin for Tony Blair-agtig “liberal interventionisme“.
Skribenten Mary Riddell deltog i det servile medie-orkester, og hyldede beslutningen i den engelske avis The Observer: “Langt om længe viser FN muskler i Darfur“. Hun medgav, at Brown skulle trække sig tilbage fra Irak og sandsynligvis også Afghanistan, og træde ud af alliancen med USA.
“Men tilsvarende“, tilføjede Riddell, “bør andre forlade den bedrageriske vidunder-medicin, at Irak udelukker andre interventioner.“
“Konflikter, i hvilke Vesten har politiske, økonomiske og sikkerhedsinteresser, bør aldrig blive blandet sammen med humanitære missioner.“
Denne holdning udtrykkes endnu kraftigere af Red Darfur Koalitionen (Save Darfur Coalition) i USA. Ifølge New York Times er der “måske ikke nogen sag i Afrika, siden kampagnen mod Apartheid, der har samlet så bred og dyb græsrodsstøtte i hele det politiske spektrum.“
“Gruppen siger, at den har afleveret mere end en million postkort til hr. Bush, organiseret massemøder med titusinder af deltagere og opfordret sine medlemmer til at bære grønne bånd om håndleddet med et slogan mod folkedrab: ’Ikke på vores vagt’.“
Dette er tilsyneladende ganske ekstraordinært. Den amerikanske regering udfører en fortsættende krigsforbrydelse i Irak, der har dræbt op mod en million mennesker og fordrevet fire millioner.
Alligevel er der mange amerikanere – hvoraf mange kommer fra det, der kaldes venstrefløjen i USA – der synes at være mere bekymret over de forbrydelser, der udføres af Omar al-Bashirs regime i Sudan, end de er over deres egen regerings forbrydelser.
Dette lugter af en form for ideologisk fortrængelse. Ængstelsen over, hvad den amerikanske imperialisme gør over hele verden, bliver transformeret ind i en konflikt, der bliver fremstillet på en måde, der styrker den dominerende ideologi.
Kamp
Altså vises krigen i Darfur, som en kamp mellem morderiske “arabere“, organiseret i Janjaweed militsen, som slagter “sorte afrikanere“. Dette passer med både det islamofobiske billede af arabere som voldelige og primitive, og det kvalmende mediebillede af afrikanere som de evige ofre.
Men denne fremstilling har ikke meget at gøre med virkeligheden. Den klareste guide jeg har fundet til den komplekse og destruktive konflikt i Darfur, er en serie af artikler i London Review of Books og andre steder af forfatteren og menneskerettighedsaktivisten Alex de Waal.
Han skriver: “På trods af denne snak om ’arabere’ og ’afrikanere’ er det sjældent muligt at se, hvilken gruppe en enkelt darfurianer tilhører ud fra dennes hudfarve.“
“De har alle boet der i århundreder og er alle muslimer.“
Et indviklet net af forskellige konflikter er smeltet sammen i Darfur med tragiske konsekvenser.
Gamle spændinger mellem kvægholdende nomader og bønder er blevet forværret i en region, der i stigende grad rammes af tørke.
Politiske konflikter, der er opstået andre steder, har spredt sig til Darfur, fx Libyens oberst Gaddafis forsøg på at bruge Darfur som base for hans “Islamiske Legion“ under en krig i nabolandet Tchad i 1980’erne. Dette inkluderer også den ældre borgerkrig mellem det muslimske nord og det kristne syd i Sudan.
Da Darfur-krigen begyndte i 2003, satte den sekulære og islamistiske oprørere op mod Janjaweed militsen, der blev sluppet løs mod dem af regeringen i hovedstaden Khartoum.
De etniske etiketter passede begge sider i deres forsøg på at mobilisere støtte. Som de Waal sagde det: “Darfurs komplekse identiteter er blevet radikalt og pinefuldt simplificeret ved at skabe en modsætning mellem ’arabere’ og ’afrikanere’, der historisk set er det rene humbug, men er foruroligende stærk.“
Kampene er fragmenteret til kampe mellem skiftende alliancer af oprørere og regeringsstøttende styrker, specielt siden fredsforhandlingerne kollapsede sidste november.
De Waal, der tidligere støttede udsending af FN-tropper til Darfur, indrømmede: “Militær intervention vil ikke stoppe myrderierne. Krisen i Darfur er politisk. Det er en borgerkrig, og som alle krige har den brug for et politisk forlig.“
De Waal er ikke alene. Red Darfur Koalitionens krav om militær indgriben er blevet mødt af kritik fra NGO’er, der er involveret i humanitær nødhjælp.
Nødhjælpsorganisationen Handling Mod Sult (Action Against Hunger) sagde i maj, at en militær intervention fra FN med modstand fra den sudanesiske regering “kunne have katastrofale konsekvenser, der risikerer at starte en yderligere eskalering af volden, samtidigt med at det sætter humanitær assistance til millioner af mennesker på spil“.
Tanken om at militær intervention simpelthen kunne stoppe lidelsen i Darfur er barnlig. Den implicerer, at ondskab er som vand, der flyder fra en vandhane. Luk for hanen, og alt bliver godt.
Kompleks
Krige – specielt borgerkrige – udkæmpes ofte af komplekse grunde. At gøre noget ved disse grunde er i sig selv kompliceret, og involverer konstruktion af politiske koalitioner, der kan tilbyde en alternativ fremtid.
Disse koalitioner er nødt til at erkende, at vestlig imperialisme er en del af problemet og ikke af en del løsningen. Tanken om at Vesten ikke har nogen interesser i Sudan, som forudsat af Riddell, er komplet nonsens.
Landet er på vej til at blive en vigtig olieproducent i en region, som USA ser som en central front i “krigen mod terror“. Faktisk skrev Financial Times sidste november om det “stadigt tættere efterretningsforhold mellem Washington og Khartoum.“.
Irak viste, hvor rådden doktrinen om liberal interventionisme er. Læren er ikke, at doktrinen måske kunne virke andre steder, men at det bør afvises helt og aldeles.
Oversat af Morten Poulsen fra Socialist Worker, 11. august 2007.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed