Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 27 – Februar 1987 – side 12

Vesttyskland

Kohl helt cool

Arne Lorenzen

25. januar gik vesttyskerne til valg. Den konservativt-liberale Kohl-regering blev ikke afløst af en socialdemokratisk SPD-regering. CDU/CSU og SPD tabte stemmer, mens det liberale FDP og de Grønne gik meget frem.

Den borgerlige regering har nu grønt lys til at fortsætte og forstærke sine angreb på den vesttyske arbejderklasse.

Sidste forår så det ellers ud til, at SPD for første gang ville få flertal sammen med de Grønne. Det var efter de store demonstrationer ved årsskiftet 85/86 mod regeringens nedskæringer og dens angreb på strejkeretten (paragraf 116 AFG).

Desværre var den selvstændige kampvilje ikke stærk nok til at fortsætte videre end fagtoppens begrænsede og parlamentsrettede aktiviteter. En aktiv, politisk massestrejke kunne have tvunget regeringen til at æde paragraf 116 i sig igen.

Højrefløjen i offensiven

Sommeren 86 gik CDU/ CSU i offensiven. Med en kampagne mod den truende “flygtninge-flodbølge” blev fremmedhadet pustet op i befolkningen. SPD tog ikke afstand fra kampagnen, men forsøgte at sælge sig selv som det bedste værn mod “flygtningestrømmen”.

Det, der til sidst slog bunden helt ud af SPD, var Neue Heimat-affæren.

Det var det vesttyske LO (DGB), der ejede det kooperative, almennyttige boligselskab med over en halv million lejere. I 85 og 86 opsamlede det en gæld på en milliard D-mark. Uduelige og korrupte bureaukrater søgte at dække over det, men bankerne fremskyndede krisen.

Regeringen nægtede saneringsstøtte og DGB solgte fallitboet til en kapitalist for een D-mark – uden at spørge lejerne til råds. Syv millioner fagforeningsmedlemmer skulle dække tabet på en milliard. Arbejdernes tillid til deres organisation blev svækket, og SPD kunne ikke som sædvanligt spænde DGB for i deres valgkamp.

Neue Heimat-affæren må have bestyrket mange arbejdere i, at socialdemokraterne ikke kan frembyde et troværdigt alternativ til de borgerlige, og mange husker endnu SPD-regeringens nedskæringer og den voksende arbejdsløshed. SPD ville på den anden side heller ikke skrue forventningerne til et arbejderflertal for højt op netop nu, hvor verdensøkonomien er på vej ned i en ny bølgedal.

Samme suppe

Den reaktionære Kohl-regering blev genindsat, fordi socialdemokraterne forspildte en række muligheder. De tilbød ikke folk en grundlæggende anderledes politik, men delte ud af den samme suppe som Kohl.

SPD kunne ikke tiltrække de folk, der blev radikaliseret som følge af Tjernobyl og giftudslippet i Rhinen. Partilederen Rau forsøgte sig med vage løfter om at afvikle atomkraften inden 10 år. Det var ikke overbevisende. Det samme gjaldt i fredsspørgsmålet, hvor SPD bekender sig til NATO – som alle andre socialdemokrater.

Endelig har SPDs konsekvente afvisning af et samarbejde med de Grønne svækket tilslutningen fra de unge og venstrefløjen.

Valget i Tyskland er igen en lærestreg for dem, der tror, at de både kan påberåbe sig at repræsentere arbejderklassen og samtidig indfri arbejdsgivernes krav. Det viser, at socialdemokratiet og reformismen er i en grundlæggende krise, fordi de ikke kan tilbyde et reelt alternativ.

Flere artikler fra nr. 27

Flere numre fra 1987

Se flere artikler om emnet:
Tyskland - BRD 1946-1990

Se flere artikler af forfatter:
Arne Lorenzen

Siden er vist 1868 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside