Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 272 – 12. september 2007 – side 5

Kom i offensiven, venner

IS/U

Enhedslisten er under spærregrænsen og Asmaa er årsagen. Medier, spindoktorer og nogle folk på venstrefløjen er gået i selvsving og i gang med at skabe et valgnederlag til Enhedslisten allerede før valget er udskrevet. Det er borgerlig ønsketænkning at få et Folketing uden konsekvente krigsmodstandere, uden EU-modstand, uden kritik af de multinationale, uden et klart antiracistisk modspil. Og det er et problem vi skal løse.

De samme medier som nu forudser Enhedslistens snarlige død har konsekvent boykottet Enhedslisten i medierne det sidste ½ år. Selv vores sommergruppemøde blev ignoreret af public-service-medierne DR og TV2, og vores konsekvente støtte til de offentlig ansatte fortiet hele sommeren. I stedet har medierne forfulgt og fordrejet enhver af Asmaa’s udtalelser, og det har forstærket mistænkeliggørelsen af muslimer i det politiske rum. Dele af Enhedslisten har ladet sig drive rundt i manegen af mediernes karaktermord på Asmaa i stedet for at gå i offensiven mod krig, racisme og Fogh. Enhedslisten tog et modigt skridt med opstillingen af Asmaa, men har ikke anvendt denne opstilling offensivt. Vi skal bort fra selvpineriet og frem i skoene.

Det er en offensiv indstilling der skal vende frygten for valgnederlag til en tro på fremgang. Enhedslisten står med vindersager som store dele af de danske lønarbejdere og unge deler. Vi vil have Danmark ud af Bush’ krigsalliance, og alle tropper hjem fra Irak og Afghanistan. Vi står for den positive værdikamp for retten til forskellighed, for hjerterum og mod racisme – vi vil have afskaffet 24-årsreglen, starthjælpen, diskriminationen mod indvandrere på jobmarkedet og stoppet hetzen mod muslimer – vi vil have mere frihed til ungdomshuse og Christiania. Vi står for velfærd til alle – flere hænder og højere løn – og de rige skal betale gennem formueskat, skat på Nordsøolien, de multinationale og aktierne. Vi vil ikke – som resten af Folketinget (inkl. SF) – privatisere DONG, DSB, Christiania eller gymnasierne. Vi har en konsekvent klimapolitik, som sætter fokus på løsninger nu og kræver industrien til ansvar. Vi afviser Foghs snyd med EU-traktaten og kræver folkeafstemning. Vi er ikke bare opposition, vi er det sociale, humane og værdimæssige alternativ.

Et flertal eller et stort mindretal i befolkningen er enige med Enhedslisten i disse holdninger. Det er de vælgere vi skal overbevise. Enhedslisten vinder ikke et valg ved at tilpasse politikken til medier som er styret af de borgerlige. Vi vinder et valg ude blandt alle de mennesker, som vi har været sammen med i kampen mod nedskæringer, mod krig og for ungdomshuse, mangfoldighed og SOSU’ernes krav. Vi skal nå dem på vores arbejdspladser, på uddannelsessteder og i lokalområdet gennem uddeling og personlig kontakt. Kort sagt så vindes Enhedslistens valg ikke i medierne, men ude blandt folk.

Der er brug for at alle medlemmer, sympatisører og andet godtfolk fra venstrefløjen og bevægelserne melder sig på banen og kommer i offensiven i den kommende valgkamp. Vi opfordrer SAP, Keld Albrechtsen m.fl. til at droppe kampagnen mod Enhedslisten Folketingskandidat Asmaa, og i stedet bruge kræfterne på at føre valgkamp mod Fogh og for Enhedslisten. Vi kan vende dårlige meningsmålinger til fremgang, hvis vi kommer i offensiven mod Fogh og for et venstreorienteret alternativ.

Internationale Socialister
Daglig ledelse
28. august 2007

Se også:
SAA 272: Enhedslisten er uundværlig i Folketinget
SAA 272: Kampen om Asmaa

Flere artikler fra nr. 272

Flere numre fra 2007

Se flere artikler om emnet:
Enhedslisten

Se flere artikler af forfatter:
IS/U

Siden er vist 4326 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside