Socialistisk Arbejderavis
Nr. 272 – 12. september 2007
USA har bragt fundamentalismen tilbage til Afghanistan
Malalai Joya
Følgende er en udskrift af en tale, som Malalai Joya, medlem af det afghanske parlament, holdt på Los Angeles Universitet d. 10. april i år.
I demokratiets og fredens navn
Kære venner. Først og fremmest vil jeg gerne takke venner på Californiens Universitet for at gøre det muligt for mig at komme her i dag, dele mine holdninger med jer og informere jer om den tragedie, der lige nu finder sted i mit hårdt prøvede Afghanistan.
Imens pro-demokratiske og anti-fundamentalistiske grupper og personer i Afgahnistan bliver marginaliseret, undertrykt og gjort tavse, giver I mig her mulighed for at tale om krisen i Afghanistan og de forfærdelige forhold, som befolkningen lever under. I spiller faktisk en rolle i forhold til at gøre opmærksom på, hvad der foregår i mit krigshærgede land.
Gode venner. Der er gået mere end fem år, siden det USA-ledede angreb på Afghanistan gik i gang. Der er sikker mange af jer, der ikke er klar over, hvordan forholdene er i mit land på nuværende tidspunkt og derfor forventer, at jeg lister alle de positive resultater op, som har fundet sted siden USA’s invasion. Men jeg er ked af at måtte fortælle jer, at Afghanistan stadigvæk er lænket til de fundamentalistiske krigsherrer.
Den amerikanske regering fjernede det ultra-reaktionære og brutale Taliban-regime, men i stedet for at stole på det afganske folk, skubbede de os fra asken ind i ilden og udvalgte sig venner blandt Den Nordlige Alliances mest beskidte og berygtede kriminelle, som er fjender af demokrati og menneskerettigheder og ligeså onde og mørke i deres tankegang som Taliban.
I Vesten taler medierne om demokrati og befrielse i Afghanistan, men USA og dets allierede er dybt involveret i at fremme krigsherrernes, gangsternes og narkobaronernes indflydelse.
Hovedmagthaverne i Afgahnistan er i dag lederne af Den Nordlige Alliance, og vores folk er gidsler i hænderne på disse hensynsløse dødspatruljer. Mange af disse er ansvarlige for nedslagtninger af titusinder af uskyldige mennesker i de sidste to årtier, men de har magten og har fået nøgleposotioner i regeringen.
Lad mig nævne et par af hovedmagthaverne i Afghanistan:
· Karim Khalili, vice-præsident, er leder af det pro-iranske parti Wahdat. Han er ansvarlig for drab på tusinder af uskyldige mennesker og er på Human Rights Watch’s liste over krigsforbrydere.
· Ismael Khan, en anden morderisk krigsherre og lakaj for det iranske regime. Han er energi-minister.
· Izzatullah Wasifi, Afgahnistans anti-korruptions-minister, som er dømt for nakohandel og har tilbragt fire år i fængsel i Nevada i USA.
· General Mohammed Daoud, Afghanistans viceindenrigsminister, har ansvaret for indsatsen mod narko. Han er tidligere krigsherre og kendt narkohandler.
· Rashid Dostum, chef for den afghanske hær. Han er en nådesløs morder og krigsherre, og han står på Human Rights Watch’s liste over krigsforbrydere.
· Qasim Fahim, tidligere forsvarsminister og nu senator og rådgiver for præsident Karzai. Han er den mest magtfulde krigsherre fra Den Nordlige Alliance og er anklaget for krigsforbrydelser.
Listen tæller hundredvis af mænd, herunder Sayyaf, Ulomi, Golabzoi, Rabbani, Qanooni, Mohaqiq, Mullah Rocketi osv. De burde alle fjernes fra magten og bringes for en domstol og anklages for krigsforbrydelser. Faktisk er alle de vigtigste institutioner i Afghanistan fyldt med krigsherrer og narko-baroner. Hvordan kan vi tale om demokrati, når vores lovgivende, udøvende og dømmende magt er smittet med fundamentalismens og narko-mafiaens virus?
Mange frihedselskende mennesker eller grupper i Afghanistan, har for længst advaret mod at bringe den kriminelle Nordlige Alliance tilbage til magten med den amerikanske regerings hjælp. Men i dag accepterer de fleste regeringer og verdensinstitutioner, at Afghanistan er en mislykket stat, som styrer i retning af en katastrofe.
Afghanerne har fået nok af den nuværende situation, og for hver dag, der går, vender de sig imod regeringen, de udenlandske tropper og krigsherrerne. Og talibanerne udnytter situationen for at øge deres indflydelse og terrorhandlinger. Lande som Pakistan, Iran, Rusland osv. blander sig også i Afghanistan på grund af egne interesser.
Det USA-baserede Center for Strategiske og Internationale studier skrev for nylig i en rapport: “... Afghanerne er frustrerede over deres økonomiske situation ... de lider under usikker beskæftigelse og økonomisk usikkerhed og er begyndt at involvere sig i illegale aktiviteter så som korruption og opiumproduktion ... Taliban er blevet en alternativ form for beskæftigelse, idet de rekrutterer de arbejdsløse som fodfolk til oprøret.
I sådan en situation, hvor en bande mordere er ved magten, er livet ikke let for vores stakkels befolkning. Jeg vil prøve at beskrive toppen af isbjerget i dagliglivet i mit blødende Afghanistan:
Hver dag dør syv 700 børn og 50-70 kvinder på grund af manglende sundhedsvæsen. Antallet af døde spædbørn og kvinder, der dør under barsel, er stadigvæk højt – 1.600 til 1.900 kvinder ud af hver 100.000 dør i barselssengen. Den forventede levealder er under 45 år.
Antallet af selvmord blandt afganske kvinder har aldrig været så højt som i dag: For en måned siden hængte 18-årige Samiya sig selv, fordi hun skulle sælges til en 60-årig mand. En anden kvinde, som hed Bibi Gul, låste sig selv inde i stalden og brændte sig ihjel. Bagefter fandt hendes familie ikke andet end hendes knogler.
Undersøgelser fra Afghanistans Uafhængige Menneskerettighedskommission viser en markant stigning i rapporterede tilfælde at selvmord. For to år siden blev der i Farah provinsen rapporteret 15 tilfælde af kvinder, der brændte sig selv ihjel, men antallet røg op på 36 tilfælde i de første seks måneder af 2006. Kandahar-provinsen havde 74 tilfælde for to år siden og 77 tilfælde i de første seks måneder af 2006. Men de reelle tal er langt større.
Ifølge en undersøgelse fra UNIFEM, FN’s udviklingsfond for kvinder, ser 65% af de 50.000 enker i Kabul selvmord som den eneste mulighed for at komme væk fra deres elendighed. UNIFEM vurderede, at mindst en ud af tre afganske kvinder er blevet slået, tvunget til sex eller på andre måder misbrugt.
Krigsherrer fra Den Nordlige Alliance begår fortsat massevoldtægter af unge piger og kvinder, specielt i de nordlige provinser i Afghanistan. Befolkningen har arrangeret masseprotester et antal gange, men ingen bekymrer sig om deres sorg og tårer. Kun få af voldtægtssagerne finder vej til medierne. En chokerende historie handlede om 11-årige Sanobar, som var eneste datter af en stakkels enke. Hun blev bortført, voldtaget og herefter byttet for en hund af en krigsherre. Den onde voldtægtsforbryder fungerer stadigvæk som distriktschef i et land, hvor menneskelig værdighed vurderes meget lavt.
Taliban fortsætter deres fascisme i den østlige del af Afgahnistan, hvor regeringen ikke har nogen indflydelse. De udfører offentlige henrettelser og kidnapninger. Da en italiensk journalist og hans afghanske tolk og chauffør for et par dage siden blev kidnappet, lavede den afganske regering en aftale med Taliban og løslod fem talibanske ledere fra fængsel. Så blev den italienske journalist løsladt. Men ingen bekymrede sig om de to uskyldige afganeres skæbner og begge blev halshugget af Taliban.
En rapport fra Human Rights Watch om krigsforbrydere i Afgahnistan samt om hængningen af Saddam Hussein har skræmt mange afganske kriminelle, og nu prøver de at blokere ethvert forsøg på at retsforfølge dem. I sidste måned fremsatte de krigsherrer, som sidder i parlamentet, et lovforslag om “national forsoning“, ifølge hvilket ingen kan rejse en sag eller forfølge nogle for at have begået krigsforbrydelser i de seneste 25 år.
Jeg og et par andre parlamentsmedlemmer protesterede imod dette, men da de fundamentalistiske krigsherrer sidder på over 80 procent af pladserne i parlamentet, blev lovforslaget hurtigt vedtaget. Dette lovforslag vil nu give amnesti til alle kriminelle.
Men det afghanske folk, som har lidt så frygteligt i de sidste tre årtier, anser dette lovforslag som et overgreb mod dem. Ifølge en undersøgelse foretaget af Afghanistans Uafhængige Menneskerettigheds-kommission, så ønsker over 80 procent af den afghanske befolkning at retsforfølge dem, der har ansvaret for fortidens forbrydelser og brutalitet, og de ser det som den eneste måde, hvorpå man kan gå en lys fremtid i møde i Afghanistan.
Selv Karzai underskrev dette grimme lovforslag, som må anses for at være en joke og som overgreb imod de millioner af afghanere, der har lidt og mistet deres kære, og som venter på retfærdighedens dag. Imens tilgav morderne deres egne forbrydelser og lever nu uden frygt. Sådanne lovforslag sanktionerer officielt yderligere brutalitet og brud på menneskerettighederne imod vores forsvarsløse befolkning.
Historien om genopbygningen af Afghanistan er smertefuld. Efter 5 år kan man ikke finde nogen seriøse genopbygningsprojekter. Milliarder af bistandsdollars er blevet røvet af krigsherrerne, korrupte NGO’er, FN og regeringens embedsmænd. Afgahnistan er stadigvæk nr. 175 ud af 177 lande på FN’s udviklingsindex, og arbejdsløsheden er over 40 procent.
Den såkaldte “ytringsfrihed“ i Afgahnistan er en anden joke overfor vores folk. Jeg vil beskrive en nylig episode, som jeg selv har oplevet: I starten af februar i år, mens parlamentet vedtog det famøse lovforslag om amnesti for krigsforbrydere i parlamentet, lavede jeg et interview med en lokal tv-kanal. De havde også interviewet nogle andre personer, heriblandt Sayyaf, som er en efterlyst forbryder og medlem af parlamentet.
TV-stationen sendte en reklame for programmet et par gange, i hvilke de viste nogle sekvenser fra mit interview. Bagefter ringede Sayyaf selv til tv-stationen og truede dem med, at hvis mit interview blev vist, ville det få alvorlige konsekvenser for direktøren. Så måtte tv-stationen ty til selvcensur og udelukkede mig fra programmet. Og dette er ikke første gang, jeg er blevet censureret væk i medierne. Mange journalister er bange for at bringe mine kommentarer og meninger.
Sidste år meldte FN ud, at Afghanistan under amerikansk besættelse kunne blive en narko-stat. I dag tvivler ingen på, at landet er blevet forvandlet til en mafia-stat, idet Afgahnistan producerer 92 procent af verdens opium. Højt rangerede personer som fx ministre og embedsmænd har forbindelser til narko-mafiaen, og alt dette foregår lige for næsen af de mange tusind udenlandske soldater.
Nu er det mafiaen, der styrer Afghanistan. Den USA-støttede præsident Kazai og hans vestligt orienterede intellektuelle har slået sig sammen med fundamentalister af alle slags for at indføre dette mafia-system i vores land. Dette er hovedårsagen til de nuværende problemer i det fastlåste Afghanistan. Dem, der taler for retfærdighed, trues med døden.
Selv i parlamentet lukker de munden på mig, og engang blev jeg fysisk angrebet af parlamentsmedlemmer, der støttes af krigsherrer og narkobaroner, blot fordi jeg sagde sandheden. En af dem råbte endda: “ Luder, tag hende og voldtag hende!“. Selvom jeg hader våben, bliver jeg nødt til at leve under beskyttelse af bevæbnede bodyguards.
I stedet for at bringe disse kriminelle for en domstol giver præsident Hamid Karzai disse kriminelle højere positioner og poster. På grund af hans støtte til forbryderne hader det afghanske folk ham som en, der i lige så høj grad er ansvarlig for den nuværende katastrofe. Selv CIA indrømmede for nylig i en rappor,t at han har mistet folkets støtte og ikke har nogen kontrol uden for Kabul.
Den afghanske regering er den mest korrupte og mest upopulære i verden. I marts 2007 viste en undersøgelse, at omkring 60 procent af afghanerne synes, at den nuværende regering er mere korrupt end nogen anden i de sidste to årtier.
Det er på grund af denne tragiske situation, at det endnu ikke er attraktivt for de fire millioner afghanske flygtninge i Iran og Pakistan at vende tilbage til Afgahnistan. Og mange flere prøver stadigvæk at flygte ud af landet.
Kære venner. I 2001 proklamerede den amerikanske regering, at den havde lært af sine tidligere fejltagelser med at støtte fundamentalister i Afghanistan, og at den ikke ville gentage disse fejl. Men den smertelige sandhed er, at USA stadigvæk begår den samme fejltagelse. Mere end nogensinde støtter de fundamentalisterne generøst.
Ud over at støtte grupperne i Den Nordlige Alliance foregår der hemmelige forsøg på at inddrage folk fra Taliban samt Gulbuddin Hekmatyar i regeringen. USA har Gulbuddin Hekmatyar på sin liste over de mest eftersøgte terrorister. Men hans parti tillades stadig at have 34 medlemmer i det afghanske parlament. Medlemmer, som blev valgt ved et udemokratisk og uredeligt valg. Jeg har et utal af gange proklameret, at den amerikanske regering ikke har nogen problemer med at arbejde med pro-amerikanske terrorister, men kun gør indsigelse imod anti-amerikanske terrorister. Dette er årsagen til, at vores folk latterliggør og håner “krigen imod terrorisme“.
Jeg er fuldstændig enig med Kathy Gannon, som er ekspert i afghanske forhold, i. at “USA er ikke interesseret i fred i Afgahnistan. Folk, der har dræbt tusindvis og som beskytter narko-handlen, de leder landet.
Kære venner. USA bekymrer sig ikke om de lidelser og de katastrofale forhold, vores folk lever med. Det er i USA’s strategiske og økonomiske interesse at sætte vores befolkning i fare, så længe deres egne regionale interesser bliver imødekommet.
Dette er årsagen til, at vores befolkning ikke ser USA som “befriere“ af vores land. USA invaderede Afgahnistan i menneskerettighedernes og demokratiets navn. Men i dag er vi lige så langt fra disse værdier, som vi var for 5 år siden. Dog er dødstallet på uskyldige civile, der har mistet livet siden 2001 som en konsekvens af den såkaldte “krig imod terror“, fem gange større end det antal mennesker der døde i forbindelse med tragedien d. 11. september.
Jeg håber, at I ud fra de få eksempler, jeg har trukket frem, kan se, at mit land stadig bliver styret af fundamentalister. Situationen i Afgahnistan og forholdene for de nødlidende kvinder vil ikke forandres til det bedre, så længe krigsherrerne ikke bliver afvæbnet, og så længe både de pro-amerikanske og de anti-amerikanske terrorister ikke bliver fjernet fra den politiske scene i Afgahnistan.
Det er et klart og bevist faktum, at ingen nation kan påføre en anden nation sin frihed. Frihed er ikke penge, der kan doneres. Det skal opnås i et land af folket selv. Den nuværende udvikling i Afgahnistan og Irak beviser denne påstand. Folk i andre lande kan kun give os en hjælpende hånd og støtte.
Jeg tror, at den amerikanske befolkning kan spille en stor rolle i at presse deres politikere til at stoppe den forkerte politik i Afghanistan og hermed imødekomme befolkningens ønske. Jeg må sige, at det amerikanske folk – i modsætning til dets regering – er fantastisk og freds-elskende. Så de demokratisk tænkende elementer i Afghanistan regner med jeres støtte og solidaritet.
Malalai Joya er det yngste og mest frittalende parlamentsmedlem. Hun har åbent kritiseret de USA-støttede krigsherrer, der dominerer det afganske parlament. Til gengæld har hun fået en konstant strøm af dødstrusler. I en alder af 28 år har Malalai overlevet 4 mordforsøg.
For mere information om Malalai Joya, se www.malalaijoya.com.
Se også:
SAA 272: Boganmeldelse: Afghan Women – en bog om: Kvindekamp i Afghanistan
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed