Socialistisk Arbejderavis
Nr. 274 – 29. november 2007 – side 1
Foghs genvalg
Alexander Lassithiotakis
Fogh-regeringen blev genvalgt, og for første gang i Danmarkshistorien blev en Venstreledet regering genvalgt for tredje periode.
Mange havde nok ventet at det blev anderledes. Specielt i de sidste dage i valgkampen så det ud til at oppositionen gik frem, og i det mindste kunne man håbe på at valgaftenen ville blive en “frem-og-tilbage“-gyser hvor resultatet lå uklart. Vi var mange der blev skuffede da det lå klart at Fogh-regeringen kunne fortsætte, og at DF oven i købet gik frem, og ikke blev sat uden for indflydelse.
Hvorfor?
Svaret på hvorfor Fogh blev genvalgt skal findes i oppositionens svaghed, og ikke i de borgerliges styrke. Oppositionen stod samlet, specielt i slutningen af valgkampen, og derfor gik de noget frem. Til gengæld var det ikke ret tydeligt hvad de stod samlet om. Et tydeligt socialt alternativ til Foghs nyliberalisme var det i hvert fald ikke, og derfor kunne Fogh vinde ved at slå på at han havde sikret fremgang i økonomien, og samtidig øget velfærden.
Problemet for oppositionen er at Socialdemokraterne grundlæggende har accepteret en politik på den grumsede nyliberale midte. Tankegangen er at det er midtervælgerne der er de afgørende, og at rigtig Socialdemokratisk politik er yt. Intet kunne være mere forkert. Socialdemokratiet fik deres dårligste valg nogensinde, og de partier der gik frem, gjorde det først og fremmest ved at være klare og kontante i form af sociale udtalelser. Det gælder først og fremmest for SF, der er gået fra at være et marginalt venstreparti til at være på halv størrelse af socialdemokratiet, og en kommende regerings støttepille. Og så gælder det desværre også Dansk Folkeparti. Denne gang er det helt tydeligt hvad deres succes handler om; det lykkedes dem nemlig ikke at rykke indvandrerdebatten yderligere til højre. Men de vandt på at fremstå som dem der sikrer den sociale ansvarlighed under VK regeringen.
Resultatet – en tilbagegang for Fogh
Valgresultatet var en styrkelse af venstrefløjen, og en tilbagegang for Fogh. For selv om VKO fik flertal, så gik oppositionen frem i forhold til sidste valg. Og endnu bedre; styrkeforholdet mellem venstrefløjen og socialdemokratiet blev forbedret kraftigt med SF’s fremgang. Foghs valgsejr var ikke et resultat af en liberal offensiv som han vandt. Han blev derimod valgt på en dagsorden om velfærd.
Utilfredsheden med Fogh vil vokse hvis det ikke lykkedes ham i tilstrækkelig grad at leve op til forventningerne; ikke mindst at sikre de offentlige ansatte en ordentlig lønfremgang til foråret. Fogh har altså vundet en sejr som det er svært for ham at bruge til noget, og han vil næppe kunne beholde magten længe. Allerede ved regeringens indtrædelse, står det klart at vi nok vil se beslutninger med alternative flertal uden om regeringen på en række sager. Det er bittert at vi ikke var stærke nok til at vælte Fogh i denne omgang. Til gengæld kan vi glæde os over at han er blevet svækket, og at vi kan komme endnu mere i offensiven, presse socialdemokraterne og SF til venstre, og gøre utilfredsheden mod Fogh så stor at han bliver væltet.
I bedste fald vælter Fogh allerede til foråret. I værste fald rider han stormen af sig ved at sikre lidt til enkelte grupper. Men selv i det scenarie vil en omfattende strejkebevægelse betyde at Fogh mister opbakning til at fortsætte. Uanset hvad lever Fogh regeringen på lånt tid.
Enhedslisten og valget
Et andet skuffende resultat af valget er at Enhedslisten gik tilbage til 4 mandater. Vi skal hilse SF’s fremgang velkommen som en styrkelse af venstrefløjen. Men vi må også konstatere at det er absurd at Enhedslisten, som det mest konsekvente alternativ til nyliberalisme, krig og racisme, ikke går frem i en situation hvor mange rykker til venstre og hvor vi har været en afgørende del i de store protester vi har set på gaderne.
En forklaring på Enhedslistens tilbagegang skal findes i at medierne i et halvt år inden valget, boykottede Enhedslisten. Og selv da valgkampen gik i gang, og det ikke længere var muligt fuldstændigt at ignorere Enhedslisten, var det ikke meget opmærksomhed vi fik midt i al diskussionen om bogstavkombinationer. Vi kan desværre ikke bestemme over de borgerlige medier. Men vi må forholde os til hvordan vi i fremtiden bedre kommer ud med vores budskaber og argumenter.
Grib mulighederne
Men den vigtigste forklaring på tilbagegangen er, at Enhedslisten forberedte sig på ekstraordinært landsmøde og intern diskussion, mens de andre partier kørte sig i stilling til valgkampen. For det første betød det at vi ikke var i optimalt politisk gear til en valgkamp. Men for det andet kostede det også opbakning. Både fordi nogle købte mediernes hetz om at Asmaa Abol-Hammid var en mistænkelig/dårlig kandidat. Og fordi nogle syntes at Enhedslisten ikke var afklarede nok om hvad vi ville, og derfor ikke var et seriøst bud på et alternativ. Vi formåede ikke at komme med modargumenter og forsvare Asmaa mod Islamofobien. Og det var ærgerligt, for havde Asmaa været brugt offensivt og bakket op af partiet, ville hun og Enhedslisten have stået langt stærkere som symbol på modstanden mod racismen og Dansk Folkepartis hetz. Dette blev endnu tydeligere under valgkampen, hvor medierne stod i kø for at Interviewe hende. Vi kan beklage at vi er kommet så langt ud i Danmark, at en kandidat bliver interessant i kraft at hendes religion. Men ikke desto mindre kunne vi have grebet mulighederne langt bedre, ved at udnytte at hun faktisk kunne trænge igennem mediemuren.
Vælfærds- og værdi-kamp
Dette forløb hænger ikke sammen med slette hensigter eller skjult Islamofobi i Enhedslisten. Snarere er der tale om uklarhed på et centralt område; nemlig hvad sammenhængen mellem nyliberalisme og islamofobi, og mere generelt mellem ideologisk og økonomisk kamp, er. Nogle mener at vi kan styrke Enhedslisten ved at fremhæve vores Velfærdsprofil og nedtone vores værdi-profil. Opfattelsen bunder i at vores holdninger til velfærd deles med omkring 80 procent af befolkningen (fx omkring velfærd før skattelettelser, ordentligt uddannelses- og sundhedsystem etc), mens holdningen til indvandrere og flygtninge kun deles af et mindretal af befolkningen. De racistiske ideer, der igennem de sidste mange år er kørt frem fra DF og venner, har med andre ord vundet indpas. Også i dele af arbejderklassen. Derfor kan det være nærliggende at sige at vi skal satse på det der er stor enighed om, og så satse på at velfærdsprotester og faglig kamp udvikler sig nok til at Fogh bliver væltet.
Problemet er bare at det argument undervurderer ideologiens betydning i klassekampen. Hvis vi skal opbygge en bevægelse der for alvor skal udfordre magthaverne, kræver det også at vi leverer modargumenter til deres ideer. Det er rigtigt at når folk begynder at gå i aktion i massevis så åbner det mulighed for at folk også gør op med de borgerlige ideer. Det er i høj grad hvad SF’s fremgang er udtryk for. Men der er ingen automatik i at en voksende bevægelse også betyder at folk gør op med de reformistiske ideer. Hvis vi skal være et reelt alternativ, bliver vi nød til at opbygge bevægelsen, både i bredde og i politisk forståelse. Fx er vi nød til både at fokusere på både klassekvotienter, karakterer og kanoner, hvis vi skal vinde kampen om et lige og demokratisk uddannelsessystem. Og helt konkret i den situation vi står i dag, kan man sige at en vigtig forudsætning for at gennemføre nyliberal politik handler om en stærk borgerlig værdikamp. De angriber ikke bare vores velfærdsamfund i form af et liberalt frontalt angreb. Det ville folk ikke finde sig i. Det gør ved først at vinde opbakning til højreorienterede ideer der spiller de forskellige dele af arbejderklassen ud mod hinanden. Først og fremmest er racismen og islamofobien deres vigtigste kort, for at få skabt en situation hvor folk accepterer gradvise forskelsbehandlinger og udhulning af rettigheder og velfærd.
Valgkampen viste tydeligt hvordan det var nødvendigt at være skarp på både de ideologiske og de økonomiske/fordelingsmæssige spørgsmål. Det hjælper ikke at vi har vundet en stor del af befolkningen for argumentet om bedre løn, og lavere klassekvotienter, hvis højrefløjen alligevel vinder opbakning fordi de vinder de ideologiske spørgsmål om globaliseringens nødvendighed, racismen etc. Valgkamp viste med al tydelighed at vi ikke kan skille de økonomiske og de ideologiske spørgsmål. Velfærds- og værdi-kamp er to sider af den samme klassekamp.
I den kommende tid vil der komme mange og afgørende massekampe. Vi har alle muligheder for at opbygge både bevægelsen mod Fogh og nyliberalismen, og styrke Enhedslisten indenfor dem. Det ene er en forudsætning for det andet. Hvis det lykkes kan Enhedslisten ikke bare opnå markant fremgang til næste valg. Vi kan også skabe så stærk en bevægelse fra neden, at alternativet til Fogh bliver presset til at bryde med nyliberalismen.
Se også:
SAA 274: Det mener vi: Fogh blev genvalgt – men han kan væltes!
SAA 274: Interview med Johanne Schmidt-Nielsen, MF for Enhedslisten: Enhedslisten og valget
SAA 274: Efter valget
SAA 274: Den europæiske venstrefløj: Pubertets-problemer
SAA 274: Strejker og protester lammer Frankrig
SAA 274: Klassekamp over Europa
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed