Socialistisk Arbejderavis
Nr. 274 – 29. november 2007 – side 11
Rusland 1917
1917: Den russiske revolution
Chris Bambery
Den russiske revolution i 1917 indvarslede begyndelsen på et radikalt nyt samfund. Arbejderkontrol over produktionen, jord til de bønder, der arbejdede på den, en øjeblikkelig afslutning af krigen samt koloniserede folkeslags ret til selvbestemmelse.
Dette var de skridt, som blev taget allerede i de første timer, efter at arbejdere, soldater og matroser havde taget kontrol over den russiske hovedstad Petrograd (nu St. Petersborg) den 7. november 1917. (Under den gamle russiske kalender faldt denne dato i oktober, derfor taler man om Oktoberrevolutionen.)
Disse foranstaltninger var et enormt skridt fremad, også set i forhold til de rettigheder, vi nyder i dag. Den nye sovjetiske forfatning omfattede fuld stemmeret for kvinder. I England blev dette først gennemført i 1928, i Schweiz først i 1971.
Sex mellem mænd blev legaliseret, det samme blev abort, og skilsmisse kunne opnås på begæring af blot en af parterne i et ægteskab. I resten af Europa blev disse rettigheder først indført over 50 år senere – i visse lande er de endda ikke gennemført endnu.
Kirke og stat blev adskilt – den nye stat favoriserede ikke nogen bestemt religion, men garanterede fuld trosfrihed. I forlængelse af princippet om selvbestemmelse betød det, at muslimske skoler kunne arbejde frit i store dele af det sydøstlige Sovjetrusland.
I dag er der begrænsninger på det politiske demokrati. Vi kan vælge politikere hvert fjerde år, men har ingen kontrol over, hvad regeringen foretager sig – som fx at gå i krig i fjerne lande.
Firmaer kan fyre hundredvis af arbejdere, renten stiger og falder, huspriser styrter i vejret, så de færreste kan få råd til at købe en ordentlig bolig – alt sammen sker ved pludselige indfald på børsen eller i direktionslokalerne.
Ideen om, at arbejdere kan have nogen form for kontrol over produktionen eller den service, de yder, bliver slet ikke taget op til nogen seriøs diskussion.
Sovjetdemokratiet var helt anderledes. Det byggede på fabriks-, bonde- og lokalråd, hvor forsamlinger af mennesker valgte repræsentanter, som kunne trækkes tilbage, hvis ikke de repræsenterede dem, der havde valgt dem.
De russiske arbejdere havde første gang indført arbejderråd i 1905, da massestrejker udviklede sig til en egentlig revolution. Da Rusland igen brød ud i revolution i februar 1917, genindførte arbejderne spontant sovjetterne.
Februarrevolutionen – som blev sat i gang af kvindernes protester over stigende priser på mad – fjernede zaren, som havde regeret Rusland. I de næste otte måneder forsøgte forskellige kombinationer af borgerlige og centrum-venstre partier at regere Rusland på en måde, som de hævdede svarede til det vestlige parlamentariske demokrati.
I starten blev sovjetterne domineret af folk, der støttede denne ide. Det parlamentariske demokrati så trods alt ud til at være et enormt fremskridt. Men disse partier gjorde intet for at løse det største politiske spørgsmål: Ruslands deltagelse i første verdenskrig.
Arbejderne i Petrograd krævede radikale løsninger. På fabrik efter fabrik blev bolsjevikkerne i løbet af sommeren 1917 valgt ind som et flertal i sovjetterne – også i soldaterrådene, der hidtil havde været domineret af officerer.
Antallet af medlemmer i bolsjevikpartiet voksede dramatisk i 1917 – fra 10.000 i februar til 250.000 i oktober.
Den største løgn, der spredes om oktoberrevolutionen, er, at Lenin og bolsjevikkerne sneg sig til at overtage magten bag ryggen på de russiske masser. Spørgsmålet er nemlig, om den arbejderklasse, der havde været i centrum i to revolutioner, og som var den mest radikale og innovative i Europa, ville tillade nogen overhovedet at tage magten bag dens ryg.
Faktisk var der i 1917 en proces af radikalisering fra februar til oktober. I starten håbede arbejderne, at de partier, der lovede at indføre parlamentarisk demokrati, ville være i stand til at indføre fred, give jord til bønderne og løse det økonomiske kaos. Men et for et dumpede disse partier til denne test.
Petrograds arbejdere rejste sig i revolte allerede i juli 1917 – et oprør, som bolsjevikkerne argumenterede imod, fordi arbejdere og bønder i resten af landet endnu ikke var kommet til samme konklusion.
I august forsøgt et militærkup at knuse revolutionen. Den officielle regering blev dybt rystet, men arbejderne – ofte med bolsjevikker i spidsen – tog initiativ til at bekæmpe kuppet.
I oktober havde den regering, som hævdede at regere Rusland, kun meget lille opbakning. Den gamle elite foragtede regeringen og ville have hævn. De russiske masser ville have fred, brød og jord. Dette krav lovede bolsjevikkerne at opfylde og tilføjede, at det kun kunne gennemføres på én måde – gennem “al magt til sovjetterne“.
Bolsjevikpartiet handlede under konstant pres fra masserne, samtidig med at det forsøgte at vinde opbakning for sin strategi. Det var hele tiden en proces, der gik begge veje.
Det betød, at partiet måtte opgive nogle gamle krav, for eksempel at nationalisere jorden i stedet for at dele den ud til bønderne. Partiet havde også nogle store, ofte offentlige debatter om forskellige spørgsmål, herunder om behovet for at gennemføre Oktoberrevolutionen og om den fredstraktat, der blev indgået med Tyskland.
Oktoberrevolutionen skabte på ingen måde et diktatur – den var baseret på massernes deltagelse i skabelsen af et nyt samfund i et omfang, som vi i dag dårligt kan forestille os i dag.
Revolutionen kæmper for sit liv
Allerede fra Dag Et var den russiske revolution under angreb. Straks på andendagen rykkede en kontrarevolutionær hær frem mod Petrograd.
Den hær fandt tilslutning blandt officerer, der havde modsat sig magtovertagelsen i byen og derefter var blevet løsladt på løfter om, at de ikke ville vende deres våben imod revolutionen.
Der blev i al hast organiseret militsenheder til forsvar af byen, mens sovjetterne udsendte delegationer af mænd og kvinder, der skulle møde de fremrykkende soldater for at overbevise dem om ikke at kæmpe imod revolutionen.
Arbejdernes militser bekæmpede oprøret, og den kontrarevolutionære hær, der rykkede frem mod byen, begyndte at gå i opløsning.
Den 1. januar 1918 gennemførtes det første af en række attentatforsøg mod Lenin. Inden længe var andre bolsjevikledere blevet skudt ned. I løbet af revolutionens første uger gik tidligere officerer og generaler i gang med at organisere kontrarevolutionære hære i det sydlige Rusland og Ukraine – finansieret af Vestmagterne.
De krigsførende lande i Europa kunne forene sig i deres had til revolutionen. Bolsjevikkerne åbnede fredsforhandlinger med Tyskland, som insisterede på at beholde de områder, man havde besat. Da forhandlingerne brød sammen, rykkede tyskerne dybere ind i nogle af Ruslands rigeste industri- og landbrugsområder, før Lenin vandt en omfattende debat om behovet for at underskrive en fredstraktat.
Samtidig tog britiske og franske styrker kontrol over Arkhangelsk, en by nord for Petrograd, hvor de begyndte at organisere en kontrarevolutionær hær. Den var avantgarden for en intervention, hvor over et dusin forskellige stater deltog med det mål at knuse revolutionen.
De økonomiske problemer voksede i løbet af 1918. Flere og flere af Petrograds arbejdere blev indrulleret i Den Røde Hær, som kæmpede imod kontrarevolutionen, eller blev optaget af blot at holde hjulene i gang.
Men der var et stort håb forude. Forudsætningen for revolutionen var, at den skulle være indledningen til en omfattende europæisk revolution. De russiske arbejdere håbede især på Tyskland, som var den stærkeste økonomi i Europa og havde den stærkeste arbejderklasse.
Den 7. november 1918 fejrede Petrograd revolutionens første år med et stort karneval og demonstrationer. Midt i festlighederne fik man nyhederne om, at den tyske flåde havde begået mytteri og i realiteten sat en stopper for første verdenskrig.
De dannede sovjetter, som bredte sig til fabrikker og byer. Den tyske kejser flygtede, og magten lå nu i gaderne.
Revolutionen bredte sig til andre lande – de næste to år var Europa i revolutionens greb, og bolsjevikkerne satsede på dens succes. De havde haft ret i at se Rusland som den første flamme i en europæisk opblussen, og de kan ikke bebrejdes for, at den europæiske revolution led nederlag.
Det var manglen på et parti som bolsjevikkerne i andre europæiske lande – et parti, som var organiseret og i stand til at tage lederskab på græsrodsplan – som gjorde, at de gamle socialdemokratiske partier og fagforbund kunne sikre, at revolutionen led nederlag.
Artiklen er oversat fra Socialist Wprker 2075
Se også:
SAA 274: Rusland 1917: Massernes magt
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed