Socialistisk Arbejderavis
Nr. 276 – 20. februar 2008 – side 10
Bag oprøret i Kenya
Ken Olende
Protesterne og optøjerne, der fulgte i kølvandet på “det stjålne valg“ i Kenya, har givet et billede af, hvor dybtliggende utilfredsheden er i det ellers “stabile“ afrikanske land, skriver Ken Olende.
Oprøret begyndte efter den siddende præsident, Mwai Kibaki, blev udråbt til vinder af præsidentvalget d. 27. december. Oppositionslederen, Raila Odinga, valgte at stille mistillid til valget og beskyldte regeringspartiet for valgsvindel.
Odingas popularitet var steget i takt med utilfredsheden med den herskende klasse, og i mange fattige kvarterer var demonstranter gået på gaden i vrede over “det stjålne valg“.
De berygtede interne sikkerhedsstyrker, GSU, slog mængder af mennesker ihjel, da de åbnede ild mod demonstrationer landet over, og de er ansvarlige for hovedparten af de dødsfald, der har været i løbet af de sidste uger.
De fattiges oprør
Selvom utilfredsheden også har afsløret etniske spændinger i befolkningen, er det mest bemærkelsesværdige, at almindelige mennesker har haft mod til sige fra overfor valgsvindlen.
Det første egentlig frie valg i nyere tid blev afholdt for 5 år siden. Dengang, i 2002, var der stor glæde over hele landet, da Kibaki slog Uhuru Kenyatta, der var efterfølger til den tidligere diktator, Daniel Arap Moi, der havde regeret i Kenya siden 1978.
Dengang var Kibaki og Odinga begge i “Den Nationale Regnbuekoalition“, der var et koalitionsparti, der førte kampagne mod Mois regime og lovede forandringer.
Zahid, en socialist i Kenyas hovedstad Nairobi, fortalte Socialist Worker, at “der var to manipulerede valg efter vi fik flerpartisdemokratiet tilbage, i 1992 og i 1997. Først i 2002 kom der reelle forandringer, hvor Raila Odinga spillede en vigtig rolle i forhold til at presse på for at få vendt skuden.“
Nu er Kibaki anklaget for at føre den samme valgsvindel, som hans sejr over Kenyatta skulle være en ende på.
I meningsmålingerne, der kørte i løbet af præsidentvalget, havde regeringen en enorm tilbagegang og stod til at miste 20 ministre.
Der dukkede beviser på valgsvindel op, internationale valgobservatører klagede og demonstranter gik på gaden. I løbet af få dage tog selv medlemmer af Kibakis egen valgkommision afstand fra resultatet.
Rettigheder
To begivenheder opsummerer ret godt, hvorfor Kibakis popularitet faldt efter 2002.
Den første var et forsøg på at indføre en ny forfatning. Den var skrevet for at sikre befolkningens rettigheder og beskytte etniske minoriteter.
Men regeringen valgte alligevel at indføre forskellige ændringer, og forøgede derved præsidentens magt. I frygt for at dette ville føre landet tilbage til et autoritært styre, afviste vælgerne den ændrede forfatning i 2005.
Odinga var en ledende person i Nej-kampagnen, og startede kort efter ODM (the Orange Democratic Movement), der hurtigt blev et fokuspunkt for modstanden mod regeringen.
Den anden grund til regeringens manglende opbakning var korruption.
Kibakis regering udnævnte John Githongo til at være ’antikorruptionskommissær’, og hans rapporter, især om planerne med at få trykt Kibakis pas hos det britiske selskab Anglo Leasing, beskyldte medlemmer af Kibakis regering for den samme korruption, som de var blevet valgt til at udrydde.
Dette var ikke et enestående tilfælde, og da Kibakis held syntes at forlade ham, satte Odinga sig selv i spidsen for oppositionen. Siden valget har Odinga kaldt sig selv “folkets præsident“, men hans parti har endnu ikke givet nogen retning for folkene i gaderne.
ODM er en løs alliance. Den har ikke et fundament af græsrødder, der ville kunne fastholde demonstranterne og organisere dem til at modstå etnisk motiverede angreb.
Den har ikke nogen reelle svar, i forhold til den situation der fremprovokerer de forskellige etniske gruppers kampe – konstant arbejdsløshed, mangel på boliger i byerne og manglen på ejerskab over jord på landet.
Derfor har utilfredsheden også fået lov til at gå over i kampene mellem de forskellige etniske grupper.
Der er 43 forskellige etniske grupperinger i Kenya. Den største er Kikuyu, der udgør 22 % af befolkningen. De andre store grupper er Luhya, Luo og Kalenjin.
Kibaki er Kikuyu og Odinga er Luo. Ved valget i 2002 var etnicitet ikke et spørgsmål i forhold til at forklare, hvorfor nogen af dem blev valgt.
Steve, en kenyaner bosat i England, fortalte Socialist Worker, at “spændinger imellem stammerne havde ulmet længe i f.eks. Kibera i Nairobi, der er det største slumområde i Afrika, og hvor millioner af mennesker bor i total fattigdom. Spændingerne er nogle gange blusset op mellem bander fra forskellige etniske grupper, såsom “Taliban“ der er Luo, “Jeshi la Mzee“ der er Luhya og “Mungiki“ der er Kikuyu.“
Mungiki kom oprindeligt frem på at sige, at de, inspireret fra Mau Mau oprøret der bekæmpede det britiske styre, ville tilkæmpe sig rettigheder til de underbemidlede. Men gruppen endte som en voldelig bande, der levede af afpresning, der som regel var rettet mod andre Kikuyuer.
Mange kenyanere mener, at alle kikuyuer klarer sig bedre, fordi en stor del af den herskende klasse er Kikuyu. Så en del af de fattige Kenyanere lader deres vrede mod Kibakis regime og de riges korruption gå ud over deres lige så fattige Kikuyu naboer.
FN mener, at 250.000 mennesker er flygtet fra etnisk motiverede angreb i løbet af krisen efter valget.
Zahid sagde, at “Denne vold er ikke ny. Millioner af Kenyanere har før oplevet etniske stridigheder, især i de landlige områder som Rift Valley nord for hovedstaden.“
Mungai, der tilbragte julen i byen Kericho i Rift Valley, talte med Socialist Worker “Jeg prøvede forgæves at komme tilbage til Nairobi. Til sidst blev vi eskorteret af bevæbnet politi. Unge oprørere havde blokeret vejene, og vi var nødt til at bruge motorsave for at komme igennem. Jeg så, at ejendomme, der tilhørte Kikuyuer og Kisiier (en etnisk minoritetsgruppe), var blevet brændt og stjålet, og folk blev slået ihjel for at tilhøre disse grupper. Det var forfærdeligt.“
Det mest berygtede angreb var massakren af mere end 30 kvinder og børn, der havde søgt ly i en kirke i byen Eldoret i Rift Valley.
Steve fortæller “Min tante undgik kun med nød og næppe at lide døden under massakren i Eldoret. Mange Kikuyuer bor nu i områder, der førhen var anset for at tilhøre andre stammer. Vi har boet sammen og giftet os på tværs af stammerne længe. Det skræmmer mig at se, at folk ikke kan se, at Kenyas virkelige stammeopdeling er den mellem rig og fattig.“
Zahid siger, at “millioner af mennesker lever fortsat under fattigdomsgrænsen. Den vækst, som internationale banker påstår, at landet har oplevet, har kun påvirket de rige.“
Socialist Worker har snakket med Otieno, der er fagforeningsaktivist i Nairobi. Han siger “Det er som om, der er krig i de fattige områder. Jeg har hverken mad, petroleum eller penge. Jeg kan ikke engang gå ud og købe mere taletid til min telefon. Men vi håber på, der kommer mange til demonstrationen mod valgsvindel i Uhuru Park inde i Nairobi. Jeg tror, der vil komme mange almindelige mennesker.“
Desværre aflyste ODM protesterne efter vi havde snakket sammen.
På trods af de slemme etniske sammenstød der har været, har de interne sikkerhedsstyrker stået for størstedelen af drabene.
Og disse er ikke bare en kikuyudomineret stat, der angriber de etniske mindretal. GSUs paramilitære politi angreb Kikuyuer i Kariobangis slum i Nairobi.
Organiser
Siden 2002 har der været relativt fri presse, og plads til at oppositionen kunne organisere sig. Hvis Kibaki får lov at stjæle dette valg, kan det være enden på alt dette.
Shirley – en britisk socialist der var i Kenya under valget, fortalte Socialist Worker at “Der var en utrolig opstemthed omkring valgkampagnerne. Der var slet ikke den samme kynisme, man ser i England, så følelsen af at blive ført bag lyset er langt større.
Jeg boede hos en Kikuyufamilie, der havde stemt på Kibaki. De var oprigtigt chokerede over den tydelige valgsvindel, der havde foregået. Direkte TV-udsendelser havde vist resultater fra lokale valgsteder, før de valgtilforordnede overhovedet offentliggjorde dem, med en stor overdrivelse af Kibakis stemmer. Derfor blev liveudsendelser forbudt.“
Kampen for at lade stemmerne omtælle eller valget gå om skal fortsættes. Begge dele ville med stor sikkerhed vælge Odinga som præsident.
Mungai siger “På trods af at der er mistænkelige personer omkring ham, var Odinga den bedste kandidat. En sejr til ham ville ikke føre til en revolution, men det havde været et skridt i den rigtige retning, også selvom det bare ville være et spørgsmål om tid før magtkampe ville ødelægge hans koalition“.
I tilfælde af at han bliver præsident, rejser spørgsmålet sig om, hvad der skal til for at presse Odinga til at holde sine valgløfter i stedet for følge i Kibakis fodspor.
Udover populistisk retorik om at være imod korruption er der ikke noget radikalt nyt i Odingas program.
Ligesom regeringspartiet er ODM også tilhængere af det frie marked. Der er stor brug for et reelt politisk alternativ til den eksisterende elite.“
I januar 2007 var tusindvis af aktivister samlet til World Social Forum i Nairobi for at udvikle alternativer til nyliberalismen.
Det sociale forum startede med en march på 5000 mennesker fra Kibera til Uhuru Park. I sidste uge forsøgte demonstranter det samme, men blev mødt af vandkanoner og tåregas.
Onyango Oloo, der var med til at organisere forumet, har svaret dem, der kalder til besindighed, med at sige “No justice, no peace“.
Oversat af Anne Lange fra Socialist Worker (UK)
Se også:
SAA 276: Irak: Myten om sekterismen – politikken er del-og-hersk
SAA 276: Palæstina: Israels statsterror fortsætter
SAA 276: Krigen i Afghanistan: En krig USA og NATO heller ikke kan vinde
SAA 276: Venezuela: Gaden overfor eliten
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed