Socialistisk Arbejderavis
Nr. 277 – 27. marts 2008 – side 11
Castro og Cuba
Mike Gonzalez
Efter 49 år ved magten er Fidel Castro endeligt trådt tilbage fra posten som Cubas præsident. Vi ser tilbage på den indflydelsesrige, men ufuldkomne politiske figurs liv.
Fidel Castro, som i slutningen af februar trådte tilbage fra sin post som Cubas præsident, er en af sidste århundredes vigtigste og mest indflydelsesrige politiske ledere i Sydamerika.
Gennem næsten 50 år modstod han USAs magt, og det cubanske regime overlevede en økonomisk blokade, som ellers skulle have væltet Castros styre. For millioner af latinamerikanere blev Cuba således et symbol på kontinentets modstand mod imperialisme.
Men Cuba er også et symbol på andet og mere. Det er et af de få lande, der var allieret med Rusland under den kolde krig, som overlevede Sovjetblokkens kollaps i de tidlige 1990’ere.
Det blev understreget af reaktionerne på Castros tilbagetrækning. Meget af mediedebatten har cirkuleret omkring spørgsmålet om, hvorvidt Cuba vil fortsætte sin nuværende politiske og økonomiske linje, eller om Fidels afgang vil markere et retningsskifte.
Castros Cuba har gennem de seneste fem årtier vækket beundring og loyalitet fra mange, der kalder sig selv socialister. Men den egentlige tilknytning til socialismen er dog tvivlsom.
Castro startede da heller ikke som socialist. Han kom fra Cubas populistisk-nationalistiske tradition og var medlem af Ortodoxo-partiet. I 1940’erne og 1950’erne blev partiets yngre medlemmer i stigende grad radikaliseret imod gangster-diktatoren General Fulgencio Batista, som blev støttet af USA.
Gribende tale
Nogle greb til våben. I 1953 ledede Fidel et håbløst og fejlslagent angreb på Moncada-kasernen i Santiago – Cubas næststørste by. Hans 26. juli-bevægelse blev, ligesom alle andre anti-Batista organisationer, holdt brutalt nede. Fidel holdt en gribende forsvarstale, men blev fængslet og senere landsforvist til Mexico.
Eksilcubanerne allierede sig og begyndte at træne. Sammen med en omrejsende argentinsk doktor ved navn Ernesto “Che” Guevara påbegyndte den lille gruppe en usandsynlig invasion af Cuba i 1956. Denne guerillabevægelse begav sig mod bjergene, mens størstedelen af 26. juli-bevægelsen kæmpede mod diktatorstyret i byerne gennem sabotage, attentater og generel uro.
Bevægelsens fokus blev i stigende grad rettet mod guerillaerne. Især argumenterede Castro og Guevara for guerillastrategien, og de blev hurtigt den drivende kraft inden for den radikale opposition til Batista.
Mod slutningen af 1958 stod Batista over for svulmende utilfredshed i befolkningen. Hans amerikanske sponsorer gik i panik og svigtede ham. Og da Castros styrker kom ned fra bjergene og omringede byerne, nægtede hæren at kæmpe imod. Batista flygtede fra Cuba den 1. januar 1959. Castros tropper indtog triumferende hovedstaden Havana. Men hans sejr var mere et resultat af at have været på rette sted på rette tid end et resultat af guerillastrategien, som efterfølgende tragiske forsøg på at gentage “Cuba-modellen” har bevist.
Dengang lagde Castro stor vægt på, at han ikke var kommunist. Han beskrev revolutionen som værende olivengrøn (guerillauniformens farve) frem for rød. Det var USA’s imperialisme, der drev Fidel i Ruslands arme, og som skabte den torn, der skulle vise sig at blive siddende i siden på den amerikanske regering længe endnu.
Der var uden tvivl bred støtte i befolkningen til oprørshæren og for den statsstruktur, der blev skabt fra oven. Alligevel var 26. juli-bevægelsen forsigtig og fordømte beslaglæggelse af land, ligesom der blev holdt strengt øje med fagforeninger. Det var ledelse for folket snarere end folkets ledelse. Den politiske magt forblev i hænderne på 26. juli-bevægelsen og dennes strenge disciplin og hierarkiske struktur – en organisatorisk metode, der genspejlede bevægelsens rødder som en illegal militærstyrke.
På trods af at den almindelige cubaner ikke spillede nogen større rolle i revolutionen i 1959, betød de første år under Castros styre betragtelige forbedringer for netop den almindelige borger; forbedringer såsom sygesikring, uddannelse og fald i arbejdsløsheden.
Disse reformer var for meget af det gode for mange af Cubas rige borgere, som stak af til Miami i Florida i den tro, at USA hurtigt ville vælte Castro, så de kunne rejse hjem igen.
I starten anerkendte den amerikanske regering faktisk det nye cubanske regime, men kom dog hurtigt på andre tanker. Selv om USA ikke var ked af Batistas exit, var amerikanerne fast besluttede på, at ingen af deres naboregeringer skulle sætte de kapitalistiske interesser i fare. USA besluttede derfor at lægge pres på Castro:
Amerikanske selskaber nægtede at raffinere olie til Cuba. De blev overtaget af staten og fulgt af mange cubanske selskaber; den CIA-finansierede invasion i Svinebugten i 1961 blev knust af Castros regering, hvis folkelige opbakning blev stærkere; og amerikanske selskabers økonomiske boykot udviklede sig til en fuldbyrdet embargo, som har eksisteret lige siden.
Castro fulgte den naturlige vej for en hvilken som helst leder under Den Kolde Krig. Da han blev truet af én supermagt, valgte han at søge mod den anden – det stalinistiske Rusland. Det blev vendepunktet, hvor Castro erklærede sig selv kommunist og revolutionen socialistisk.
Og Rusland tog imod Castro med åbne arme, idet man øjnede en mulighed for at få fodfæste på de amerikanske kontinenter. Landets “forpligtels“e til Cuba var således udelukkende i egen interesse.
Da Cubas og Ruslands interesser kolliderede, blev Cuba uformelt ignoreret. Mange i den cubanske regering følte sig kasseret i aftalen mellem USA og Rusland, der endte i den cubanske missilkrise i 1962.
Seriøs debat
I de tidlige år var der seriøs debat blandt Castros lederfæller omkring den cubanske økonomis retning og struktur. Men i slutningen af 1960’erne var det forbi. Cuba havde været nødsaget til at erstatte økonomisk afhængighed af USA med afhængighed af Rusland og dets satellitstater.
Planerne for økonomisk forandring blev lagt på hylden, og man tyede i stedet til traditionelle eksportprodukter – først og fremmest sukker. Cuba blev en fuldt lønnet russisk satellit, som endda kæmpede afrikanske krige (nogle gange med stor succes) i Ruslands navn.
Med i pakken til en kommunistisk stat fulgte også omfattende tilbehør såsom eksklusive faciliteter og relativt høje levestandarder for ledere af det Kommunistiske Parti.
Det ændrede dog ikke på det faktum, at mange cubanere stadig forsvarede og identificerede sig med Castros regime, idet de mindedes diktatorstyret og anerkendte de tidlige 1960’eres forbedringer.
Sovjetunionens kollaps i 1991 kastede Cuba ud i en økonomisk og politisk krise. Cubanerne var tvunget til at gennemgå en hård tid med besparelser, mens økonomien blev justeret og åbnet op for konkurrence fra verdensmarkedet.
Visse industrier voksede eksplosivt – specielt turismen, som bragte tilstrømning af fremmed valuta til nogle cubanere, men ikke til alle. Den sociale ulighed steg, og levestandarden faldt for mange.
I dag er Cubas økonomi langt fra at være et socialistisk paradis, men hjemsted for et blomstrende sort marked og udbredt prostitution, som forbindes med turismen.
Cuba og socialisme
Socialister bør i dag forsvare Cuba mod amerikansk imperialisme, men vi må ikke bære nogen illusioner om landets såkaldte socialistiske natur.
Regimer som det cubanske kan lave mange progressive reformer “fra oven” – men de kan ikke på egen hånd melde sig ud af det kapitalistiske verdenssystem, ligesom de ikke kan erstatte socialisme “fra neden”, hvor massen af almindelige mennesker rejser sig og tager deres skæbner i deres egne hænder.
På trods af alle kriser og modstand har Castros regime overlevet. Cubas autoritære system har uden tvivl været en årsag hertil, men det faktum forklarer ikke alene regimets holdbarhed. En anden årsag har været, at Castro kunne trække på en ægte følelse af national stolthed. Cubanerne er stolte af at have stået imod alt, hvad det mægtige USA har kastet mod dem.
Alligevel indikerer meningsforskellene i landet – om end stadig af små størrelsesordener – de vanskeligheder, som ligger forude for et hierarkisk regime, der er vant til at give ordrer og se dem blive udført.
Castros Cuba er et paradoks. Et forsøg på at bryde fri af kolonial afhængighed, som blev overvundet af umuligheden i, at en lille ø bryder med reglerne på verdensmarkedet. En revolution med massiv folkelig opbakning, om ikke massiv folkelig deltagelse, som udviklede sig til et stagneret hierarki med autoritær kontrol.
Cubas nuværende lederklike er de samme folk, som stod for 1990’ernes økonomiske skift. Nogle menes at favorisere tættere bånd til Kina, mens andre søger mod Europa. En anden af regimets strategier involverer handelsforbindelser med andre latinamerikanske økonomier, såsom Brasilien og Argentina. Alligevel forbliver Cuba for latinamerikanerne et symbol på suverænitet og uafhængighed. Spørgsmålet er så, hvor længe Fidels efterfølgere kan fastholde den status.
Oversat af Kristina Vinci. Denne artikel blev bragt den 1. marts 2008 i Socialist Worker.
Hvis du vil vide mere om Fidel Castro, kan det anbefales at læse Mike Gonzalez’ Che Guevara and the Cuban Revolution, som kan købes på www.modstand.org.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed