Socialistisk Arbejderavis
Nr. 278 – 29. april 2008 – side 5
Enhedslisten burde fræse derudad
Asmaa Abdol-Hamid
Der er masser af muligheder for at bedrive politik på en ny måde.
Åbnede man for fjernsynet eller aviserne i sidste weekend, blev man udsat for krasse sager. SF holdt landsmøde, og her stadfæstede Villy Søvndal sine tidligere udtalelser på udlændingeområdet. Samtidig kunne man opleve partiets nye håb Astrid Kragh fortælle pressen, at det er nødvendigt med en total topstyring af partiet. Og et tredje pip fra det folkesocialistiske årsmøde var så meldingen om, at SF ikke har noget imod at sænke topskatten.
I weekenden lancerede Helle Thorning-Schmidt også sine nye bud på en socialdemokratisk platform. I en kronik i Politiken slog hun blandt andet fast, at 24-årsreglen og tilknytningskravet på ingen måde er til diskussion. Faktisk rynkede hun på næsen over, at nogen kunne finde på at stille spørgsmålstegn ved disse krav. Og hun lovede en fortsat stram udlændingepolitik.
Når man bare sammenholder disse få udmeldinger fra en tilfældig weekend i april, må man konstatere, at der er et kæmpe rum til venstre for de to såkaldte venstrefløjspartier SF og Socialdemokraterne. Der er for mig at se en hel sekssporet motorvej at fræse derudad for Enhedslisten, når det kommer til udlændinge- og socialpolitik og ikke mindst måden at tænke politik og partier på.
For der må da være en udlændingepolitik, der ikke bare bygger videre på de seneste års mange stramninger. Under valgkampen sidste år valgte selv SF at vakle, når det kom til modstanden af 24-års reglen.
Og der må da være plads til en socialpolitik, der ikke starter med at slække på beskatningen af nogle af Danmarks rigeste. Og ikke mindst bør der være plads til noget og nogle, der ikke dyrker topstyring og personkult.
Træd på speederen
I den kommende weekend holder Enhedslisten årsmøde. Og herfra skal der lyde en klar opfordring til at træde på speederen på motorvejen til venstre for SF og Socialdemokraterne. Enhedslisten må udnytte, at motorvejen bare bliver bredere og bredere dag for dag. Og især to ting er vigtige i den proces:
For det første må vi i Enhedslisten nå til den erkendelse, at klassekamp ikke står i modsætning til andre væsentlige frigørelsesprojekter. I året, der er gået, har der gentagne gange været debatter i og omkring Enhedslisten, om partiet kunne risikere at ende som et minoritetsparti, hvis man lagde for meget vægt på for eksempel indvandreres situation eller homoseksuelles rettigheder.
Omvendt har andre været bange for at disse kampe skulle underlægges en overordnet klassekamp eller særlige befolkningsgruppers interesser.
Denne diskussion er for mig at se hverken meningsfuld eller frugtbar. Man kan ikke have et venstrefløjsparti, der ikke klart arbejder mod diskrimination af minoriteter. Og man kan heller ikke have et venstrefløjsparti, der ikke benhårdt holder fast i klassekampen. Endelig kan man ikke kalde sig et moderne venstrefløjsparti, hvis man ikke erkender, at de aktuelle konflikter i samfundet har det med at virke forskelligt alt efter, hvordan man er placeret ikke kun i forhold til klasse, men også køn, etnicitet, seksualitet osv.
Kun hvis man har det for øje, kan man levere virkningsfulde skyts mod SF’s og S’ udlændinge- og socialpolitik.
For det andet må vi i Enhedslisten ikke kun tale politik på nye måder, men også bedrive politik på en anden måde. I år afholdes landsmødet i en hal på Nørrebro. En bydel, der i februar dannede ramme om nogle af de største uroligheder i den nyere Danmarkshistorie.
Når man taler med mange af de unge på Nørrebro, så fortæller de blandt andet, at de er utilfredse med, at der ikke er nogen ordentlige fritidstilbud. De må for eksempel ikke benytte den selvsamme hal, hvis de ikke er medlem af en klub eller har bestilt tid langt tid i forvejen. I Enhedslisten skal vi blive bedre til at arbejde med konkrete løsninger i hverdagen. Som i dette tilfælde med de unge.
Hold teserne væk
Villy Søvndal fortalte med stor glæde på SF’s landmøde, hvordan SF sammen med erhvervslivet havde forbedret byen Nakskov. I Enhedslisten skal vi ikke løse problemerne med de store virksomheder, vi skal gøre det sammen med rødderne på gaden. Og vi skal bringe gaden ind i parlamentet. Vi skal holde os fra smarte ni-punkts teser. Og vi må aldrig ende som en topstyret kampagnemaskine.
For tiden afprøver jeg selv disse to meget simple udgangspunkter, når jeg sammen med en masse andre mennesker – mange af dem har aldrig før interesseret sig for politik – er ved at opstarte netværket ‚Sorte Får‘. Gennem det næste år vil vi sætte fokus på netop udlændinge- og socialpolitik samt nye måder at inddrage folk på. Vi starter allerede i denne uge med et støttearrangement på Nørrebro for de strejkende sosu’er, sygeplejersker og pædagogmedhjælpere. Til arrangementet optræder en lang række musikere med indvandrebaggrund gratis.
Det gør de dels for at støtte de strejkendes kamp. Dels for at vise, at politik er andet end lange møder og dagsordener. Og dels for at vise, at etniske minoriteter ikke er en passiv ‚byrde‘. At vi ikke står uden for de sociale kampe, men er en aktiv del af dem.
Også her hænger frigørelse og klassekamp sammen. Og sådan skal det være.
Asmaa Abdol-Hamid er medlem af Enhedslisten, førstesuppleant til Folketinget. Talsperson for netværket ‚Sorte Får‘
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed