Socialistisk Arbejderavis
Nr. 278 – 29. april 2008 – side 16
Strejkebevægelse ryster Egypten
Situationen i Mellemøsten udvikler sig dramatisk. Både på universiteterne og de store arbejdspladser ulmer oprøret, og springer fra tid til anden ud i lys lue. Det er ikke kun i Irak, Afghanistan og Palæstina at kampen foregår, også I Egypten er den folkelige modstand imod landets diktator og USA’s allierede, Mubarak, taget markant til. Senest er modstanden toppet d. 6. april i år med de store strejker i byen Mahalla. Denne artikel skitserer kort udviklingen i den egyptiske modstand.
Troen på Mubaraks regime har ændret sig markant de senere år. For ti år siden eksisterede der stadigvæk optimisme og tiltro til regimet og landets fremtid. I dag ser det anderledes ud og modstanden imod Mubaraks diktatur har udviklet sig markant i både omfang og mangfoldighed de seneste år.
Manglende tro på Mubarak
Årsagerne til dette skal bl.a. findes i den systematiske undertrykkelse af enhver form for opposition i landet samt en stigende korruption. Dertil kommer en fejlslagen nyliberalistisk økonomisk politik, der bl.a. har medført store prisstigninger og arbejdsløshed, samt privatiseringer af statslige virksomheder, hvor de ansatte fyres og genansættes på langt ringere vilkår end hidtil.
Hertil kommer bl.a. en øget brugerbetaling for undervisning på universiteter, samt ekspropriering af fattige bønders jord.
Samtidig har den palæstinensiske intifada, og kort herefter den amerikanske besættelse af Irak, været med til at skærpe politiseringen af den egyptiske befolkning. Ved starten på den anden palæstinensiske intifada (efterår 2000) demonstrerede 100.000er af især studerende og op mod en million skoleelever i solidaritet med palæstinenserne i 3-4 uger, mens at USA’s angreb på Irak (2003) kunne mønstre 50.000 demonstranter i Egyptens hovedstad Cairo. Demonstranterne blev under disse protester angrebet af sikkerhedspolitiet, hvilket yderligere medvirkede til stigende utilfredshed og manglende tro på demokratiske, sociale og økonomiske forandringer i landet.
Kifaya (“Nu er det nok!“)
I 2005 meddelte Mubarak overraskende at han ville ændre loven således at det nu var muligt for andre partier at stille op til præsidentvalget. Et valg som naturligvis var det rene fup.
I forbindelse med dette planlagte valg opstod en bevægelse blandt dommerne, som nægtede at overvåge valget, med mindre det blev mere demokratisk.
Folk begyndte at kunne se tegn på svaghed hos regimet, hvilket fik aktivister på venstrefløjen til at søge sammen i bevægelsen Kifaya (“Nu er det nok!“), og snart opstod der en række bevægelser blandt unge, kvinder og studerende som protesterede på gaden, på uddannelsessteder m.m. Bevægelserne var ikke voldsomt store, men de bragte aktivister sammen, som senere blev centrale i kampen.
Arbejderne strejker
Ikke overraskende genvandt Murabak, ved hjælp af valgsvindel, præsidentvalget i 2005, hvilket blot fik den sociale modstand til at vokse yderligere i 2006 og 2007. I Syd-Egypten kæmpede fattig-bønder, flere gange med held, langvarige og oprørslignende kampe for at forhindre ekspropriation af deres jord. Men det var først i 2007 hvor arbejderne for alvor kommer på banen og en massiv strejkebevægelse opstod at der kom fart i kampen.
Den konkrete baggrund for strejkerne var en voldsom stigning i priserne på især fødevarer. Kravene var oftest højere løn, men jævnligt var der også krav om fjernelse af brutale arbejdsledere eller højerestående chefer.
Mahalla al-Kubra
Siden 2004 har den egyptiske regering optrappet sin nyliberalistiske politik, bl.a. ved at forsøge at privatisere virksomheder, der blev nationaliseret af Gamal Abd El-Nasser i starten af 1960, og hvor arbejderne var sikret mod fyringer og fik en pension på 80 pct. af deres grundløn.
Netop frygten for privatiseringerne har udløst vilde strejker siden 2004, især i tekstil-industrien i Nil-deltaet. Her blev den første markante sejr vundet i december 2006 af 24.000 tekstilarbejderne fra Mahalla al-Kubra i Nil-deltaet lidt nord for Cairo.
Regeringen havde lovet arbejderne en bonus på 2 måneders løn, men da deres løn blev udbetalt, fik de kun de sædvanlige 100 LE. (1 LE svarer ca. til 1 kr.) Dette førte til en demonstration hvor 10.000 arbejdere deltog. Efterfølgende pressede sikkerheds-politiet ledelsen til at love 21 dages løn som bonus, men det blev afslået, især af de kvindelige arbejdere. Efter fire dage med strejke og en endnu større demonstration – nu også med støtte fra folkeskole- og gymnasieelever, som gik på gaden i solidaritet, gav ledelsen sig og tilbød 45 dages løn.
Efter denne sejr i december 2006 spredte strejker sig til andre brancher og andre områder. De statslige fagforeninger mister opbakning, og uafhængige netværk af aktivister fra fabriksgulvet og venstrefløjen viser sig som praktiske ledere af strejkerne.
Året efter i 2007, vandt de 24.000 Mahalla-arbejdere en endnu større sejr. Efter under en uges strejke, hvor de havde dannet deres eget sikkerhedsværn og truet med at besætte administrationen, fik de bl.a. en bonus på 90 dages løn til øjeblikkelig udbetaling.
Udviklingen i strejkebevægelsen, regimets undertrykkelse og en generel stigning i politisk bevidsthed har også fået de strejkende til at stille mere generelle krav.
Den 17. februar 2008 demonstrerede 20.000 arbejderne i Mahalla (som er bevægelsens spydspids) for en højere mindsteløn for alle – fra 105 LE til 1.200 LE (ca. 1.200 kr.) om måneden. På demonstrationen hørtes højlydte råb om “Ned, ned med Hosni Mubarak“ og “De rige spiser kylling og duer – Vi er trætte af at spise bønner!“. Bevægelsen har gennemgået en udvikling hvor den er blevet langt mere politisk. Den forbinder faglige krav med demokratiske krav og udfordrer dermed meget mere direkte Mubarak-regimet.
6. april 2008
Søndag den 6. april havde Mahalla-arbejderne varslet strejke. Ud over deres egne krav stillede de igen krav om en national mindsteløn på 1.200 LE. Samtidig meddelte studenter på Cairo og Helwan universiteter, at de ville demonstrere i solidaritet med Mahalla-arbejderne. Ligeledes bakkede en række andre arbejdspladser også op.
Men Mubaraks regime havde nu fået nok og strejken skulle stoppes. Aktivister blev anholdt og sikkerhedspoliti begyndte i dagene op til strejken at cirkulere i større antal omkring Mahalla. Tidligere strejkeledere blev presset eller overtalt til, sammen med de statslige fagforeninger, at argumentere mod strejke.
På selve dagen blev ca. 100 aktivister, bloggere og politikere anholdt om morgenen fordelt på flere byer. Tusinder af sikkerhedsstyrker, som havde omringet fabrikken, og civilklædte indenfor, forhindrede strejken i at gå i gang.
I løbet af dagen var der langvarige kampe med politiet i Mahalla, og flere bliver dræbt.
Trods det massive sikkerheds-opbud demonstrerede flere hundrede studerende på Cairo Universitet, og i Cairos centrum protesterede tusindvis af aktivister, hvilket førte til sammenstød med politiet. Sammenstødene fortsatte til næste dag, og der blev snakket om intifada-lignende tilstande. Dagen efter blev der protesteret uden for bl.a. fængslet i Mahalla for at få løsladt de anholdte.
Selv om strejken i Mahalla ikke blev effektiv og protesterne på universiteter og i Cairo by var begrænsede til nogle tusinde, så var der strejker andre steder. Og i Cairo fulgte mange mennesker opfordringerne til ikke at møde i skole eller gå på arbejde.
Mange tolker den massive og voldelige politi-fremfærd som et tegn på regimets svaghed snarere end som styrke, og der er derfor ingen tvivl om, at vi har ikke hørt det sidste fra den egyptiske arbejderklasse, studenter og venstrefløj som nu for alvor er ved at få nok af Mubaraks regime.
Læs mere:
“Inside Egypt‘s mass strikes“
http://www.isj.org.uk/index.php4?id=428&issue=118
Se også:
SAA 278: Min fjendes fjende
SAA 278: USA i Mellemøsten: Slaget om Basra
SAA 278: USA i Mellemøsten: Et nyt Vietnam – bare større
SAA 278: Interview: Porten til Mellemøstens befrielse åbnes i Egypten
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed