Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 279 – 12. juni 2008 – side 2

“Tørklædet er mit valg, min ret, min frihed”

Poul Erik Kristensen

Det er en ubehagelig tendens, at mange i dagens Danmark vil diktere en ensartet dress code og hilseform. Det begyndte da Søren Espersen fra Dansk Folkeparti hånede SF’eren Kamal Qureshi for at møde op i ‚morgenkåbe‘ til dronningens bal, skønt han faktisk kom i sin families enkle og stilfulde festdragt. Tilsvarende vil en række tidligere rødstrømper bestemme, hvordan kvinder skal gå klædt. I 70‘erne insisterede rødstrømperne ellers på kvindens ret til at bestemme over sin egen krop.

Der er ikke nogen principiel forskel på, at iranske patriarker kræver, at muslimske kvinder bærer tørklæde, eller om danske feminister kræver det modsatte.

Men heldigvis er der en række kvinder som ikke vil lægge under for hverken højrefløjen eller feministerne.

“Tørklædet er mit valg, min ret, min frihed“, stod der således på store skilte da en snes kvinder 5. juni demonstrerede ved et Grundlovsstævne på Fyn.

Bag aktionen stod muslimske og ikke-muslimske kvinder fra det nye netværk der hedder “De Frie Kvinder“ og som kun har et par uger på bagen.

Netværket er kun det seneste skud på den frodige stamme grupper der har kastet sig ud i kampen mod islamofobi og kultur-undertrykkelse.

Forsvaret for kvinders ret til at klæde sig som de selv vil er den vigtigste kulturkamp i Danmark i øjeblikket.

Og det er dybt beskæmmende at se folk fra den gamle venstrefløj, hånd i hånd med de sorte præster fra Dansk Folkeparti, i en hidsig klapjagt på 30 gram silkestof.

Kampen mod tørklædeforbuddet er brandaktuel og enormt vigtig.

Spørgsmålet kom for alvor på dagsordenen da Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti kom med et kontroversielt udspil, som vil forbyde offentligt ansatte at bære tørklæde. Debatten er indtil videre endt med at dommere i retssale ikke må bære tørklæde eller andre religiøse symboler.

Spændende bliver det så at se om dommerne fremover skal lægge deres vielsesringe inden de går i rettet!

Vielsesringen er et lige så tydeligt symbol på kristendommen, som tørklædet er for islam.
Mere alvorligt er det at forbuddet mod at bære tørklæde er med til at mistænkeliggøre muslimerne yderligere. Og man er med til undergrave enhver fornuftig integration.

Hvordan forestiller man sig, at unge muslimer skal få nogen som helst tillid og tiltro på den danske stat. Hvorfor ikke bare give staten fuck-fingeren?

Det er forslag om tørklædeforbud som skaber afmagt hos mange danske muslimer og indvandrere. Især de unge kan føle sig undertrykt i dette samfund, og når de nu ikke besidder de akademiske kvalifikationer og kompetencer til at gå i dialog med det omgivende samfund om, at man føler sig undertrykt – så tyer man til andre midler. Behøver jeg at nævne gadeoptøjerne landet over for et par måneder siden som et eksempel?

At højrefløjen spiller deres racistiske kort hver gang de er presset, er der ikke noget nyt i.

I øjeblikket er der en stærk faglig politik kamp mod undergravelse af et offentlige sundhedsvæsen. Sygeplejerskerne kamp for bedre løn er en kamp for at fastholde attraktive jobs på de offentlige sygehuse, så de lønmæssigt og arbejdsmæssigt kan klare sig i konkurrencen mod de private sygehuse.

I den situation ønsker højrefløjen hellere en debat om tørklæder.

Problemet er dog, at hvis man søger andre alternativer til regeringen og Dansk Folkeparti, så har man Villy Søvndal og Helle Thorning-Schmidt der desværre forsøger at kopiere højrefløjens retorik.

Senest har SFs formand Villy Søvndal i sin grundlovstale erklæret tørklæderne krig.

Spørgsmålet er derfor, om socialister kan gå med tørklæde?

Det pudsige er, at da jeg blev aktiv socialist i starten af 1970’erne var det nærmest et kendetegn for socialister at bære tørklæde. Alle gik med partisantørklæder. Det var nærmest et symbol på at man var rigtig venstreorienteret. Dengang gik diskussionen vist mest på om kvinder kunne bære BH og bruge læbestift og samtidig være rigtig socialist.

Men at dele at venstrefløjen kun ser tørklædet som et symbol på undertrykkelse må undre. I en dansk sammenhæng kan brugen af tørklædet i lige så høj grad udtrykke oprør og modstand mod normalisering og ensretning, en holden fast ved egen identitet.

For venstrefløjen er det vigtigt at se på denne dobbelthed.

Tørklædet er for mange unge muslimer et klar symbol på deres kamp mod den undertrykkelse de oplever fra det danske samfund.

Den anden vigtige grund til at tage muslimerne – og andre religiøse mennesker – alvorligt er, at vi ikke får socialisme, hvis betingelsen er, at religiøse mennesker skal afsværge sig deres religion, før de kan blive medlemmer af og lede/repræsentere socialistiske partier.

Der er 100-vis af millioner af muslimer, kristne, buddhister osv. i verden – nogle mere religiøse end andre – og hvis socialisme skal betyde noget med kollektiv kamp mod undertrykkelse, så må vi vinde flertallet af dem for den kamp.

Hvis de ikke mener, at deres religion står i vejen for (men måske oven i købet er en tilskyndelse til) at slås for socialisme, så skulle vi da være nogle skarn at afvise dem som ligeværdige medkæmpere.

Når debatten om tørklæder er så vigtig i dag, så er det især fordi muslimer er blevet gjort til skydeskive for alle mulige (og umulige) angreb i “krigen mod terrors“ navn.

Muslimer bliver i langt højere grad end alle andre stillet over for “Enten er I med os, eller også er imod os“-spørgsmålet.

Det stiller naturligvis både venstrefløjen og muslimer over for nogle store udfordringer.
- for det første at vi i udgangspunktet accepterer hinandens forskellighed (det er en forudsætning for fælles kamp)
- for det andet at vi som venstrefløj forsøger at vinde troende muslimer for socialistiske ideer
- for det tredje at vi forsøger at begrænse konservative og isolationistiske ideers indflydelse i de muslimske miljøer.

Flere artikler fra nr. 279

Flere numre fra 2008

Se flere artikler om emnet:
Muslim-hetz

Se flere artikler af forfatter:
Poul Erik Kristensen

Siden er vist 4320 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside