Socialistisk Arbejderavis
Nr. 279 – 12. juni 2008 – side 9
Anmeldelse
Naomi Alderman – Disobedience
Kristina Vinci
De fleste af os har vel efterhånden stiftet bekendtskab med metropolen London, men det er nok de færreste af os, der har besøgt forstaden Hendon. Det vil dog ikke længere være tilfældet for dem, som læser Naomi Aldermans Disobedience. Forfatteren tager sine læsere i hånden og fører dem væk fra det England, vi kender, og ind i et parallelsamfund, hvor mændene har slangekrøller og kalotter og kvinderne lange nederdele og parykker.
Vi befinder os i det ortodoks-jødiske miljø. Den højtrespekterede overrabbiner Krushka er netop død, og beboerne i det lille samfund er i fuld færd med forberedelserne til den månedlange sørgeperiode – og ikke mindst snakken om, hvem der skal overtage Krushkas plads. Alt i alt er tingene, som man kan forvente, når synagogens overhoved gennem mange år pludselig er væk.
Røre i andedammen
Men med et fly fra New York ankommer en kvinde iført bukser og med en cigaret i hånden, og så er der skabt røre i andedammen.
Kvinden, som også er romanens hovedperson, hedder Ronit, hun er lesbisk – og så er hun Krushkas eneste barn. Men Ronit har altid været rebelsk og har derfor selvsagt ikke haft det bedste forhold til den retskafne far. Derfor er det da heller ikke så meget af respekt som af egoistiske årsager, at Ronit beslutter sig for at rejse til Hendon:
“I realized there was one thing, just one actual thing, that I did still want from England. The candlesticks: my mother’s tall silver candlesticks, sinuous, wreathed in flowers and foliage. The candlesticks I never could have asked my father for all these years, because he wouldn’t have wanted them to reside in my heathen home.“
I Hendon er der dog én person, der ser frem til Ronits besøg med andet og mere end rædsel; barndomsveninden og ungdomskæresten Esti. De to kvinder, som før delte så meget, konfronteres nu med deres fortid og konsekvenserne af deres meget forskellige valg. Med både humor og alvor udfolder historien sig om to piger, der voksede op i et samfund, der forbød dem at være dem, de var.
En kritik?
Bogens forfatter, Naomi Alderman, er selv jøde og opvokset i Hendon, hvor hun også bor i dag. Disobedience er derfor på ingen måde en kritik af jødedommen, men Alderman stiller gang på gang spørgsmålstegn ved det fornuftige i et fundamentalistisk religiøst miljø som det i Hendon. Jeg er dog langt fra sikker på, at forfatteren faktisk har ment bogen som en egentlig kritik af disse miljøer, hvilket i mine øjne er bogens svaghed. Jeg blev langt fra sikker på, hvad Alderman selv mener, men mit bedste bud må være, at hun i hvert fald ikke mener, at et sådant samfund er det rigtige for alle.
På samme tid er det måske også noget af det, der gør romanen så god – at man ikke lige kan aflure forfatteren i løbet af de første sider. Og så er den vanvittigt godt skrevet! Sproget flyder let, og de 257 sider er læst i løbet af nul-komma-fem. Bogens struktur er også meget original: Hvert kapitel indledes med et citat (og en efterfølgende forklaring) fra Toraen eller et andet jødisk skrift, som kan siges at være romanens religiøse stemme. Dernæst udfoldes plottet i en neutral, alvidende tredje person, og endelig afsluttes hvert kapitel med den anti-religiøse eller i hvert fald uforstående og moderne kvinde Ronit som fortæller. Det fungerer vildt godt og øger spændingen i en roman, der indeholder mere eftertænksomhed end action.
Alt i alt vil jeg varmt anbefale alle at læse denne bog. For at få en god historie og nogle gode grin. For at lære mere om jødedommen. Og for at få stof til eftertanke om de liv, der eksisterer parallelt med vores egen ureligiøse hverdag.
Se også:
SAA 279: Banksy´s street-party
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed