Socialistisk Arbejderavis
Nr. 279 – 12. juni 2008 – side 12
1968 – dengang og nu
Jørgen Lund
Maj måned 2008 var 40-årsdagene for det franske maj 68 oprør. Studenteruroligheder, der bredte sig til barrikadekampe i gaderne, til generalstrejke og fabriksbesættelser.
Den franske præsident Sarkozy erklærede i april 2007, at han ville gøre op med arven efter 68: “Arvingerne fra 1968 har fået indført den ide, at alt er ligeværdigt... Der var ikke længere nogle værdier, intet hierarki...“, udtalte han i slutningen af sin valgkamp.
Og siden 2001 – “systemskiftet“ som Dansk Folkeparti kalder valget af deres borgerlige regering – har det været en dagsorden for Fogh-regeringen at gøre op med ånden fra 68, at føre en kulturkamp imod “det antiautoritære oprør“ og at genindføre national dannelse med undervisnings-kanoner og at gøre op med lighed og “rundkredspædagogik“ som var statsminister Foghs hånlige betegnelse for lighedsidealer og alt for lidt hierarki.
Alt hvad de borgerlige hader og ser med afsky på, tilskrives 68-generationen og hænges op på begivenhederne i 1968.
Mediernes fejring i 1968 var koncentreret i maj måned, omkring den franske studenterbevægelse og (næsten helt fraværende) om den generalstrejke, som maj 68 udvikledes til i Frankrig. Således var der flere seminarer på Københavns og Roskilde universiteter om 68, med fokus på, hvad der skete på universiteterne og i hovederne på deltagerne.
1968 var et år, der var andet end maj-oprøret i Frankrig og studenteroprøret i Danmark. Hele året var ét, hvor oprør kom på dagsordenen verden over. Og selv om ingen af oprørerne og opstandene endte i revolutioner og historiske nederlag for de herskende klasser, så var bare de politiske rystelser – selve det at der kom disse oprør i 1968 – et nederlag for de herskende.
Det var USA’s krig mod Vietnam, der startede kalenderåret 1968, og som kom til at danne baggrund for hele året. Det vietnamesiske nytår sidst i januar måned blev indledningen til den såkaldte Tet-offensiv, hvor den nationale befrielsesfront førte den militære kamp ind i alle større byer i landet og udførte spektakulære angreb på den amerikanske ambassade i hovedstaden Saigon. Det blev afgørende for stemningen i USA imod krigen og bredere i offentligheden, at krigen mod national befrielse i Vietnam ikke kunne vindes for USA. Den amerikanske fredsbevægelse blev en massebevægelse og gik fra freds-paroler til sympati for vietnamesisk sejr. Samtidig med at ikke mindst den sorte befrielsesbevægelse voksede og blev mere radikaliseret politisk, gik fra borgerrettighedskampen i sydstaterne med krav om lighed til storbyernes bevægelser for “black power“ og med ghetto-opstandene, der blussede op efter mordet i april 1968 på borgerrettighedslederen Martin Luther King.
Det franske maj 68 fandt sin også sin anledning i Vietnamkrigen, i protester mod anholdelser af antikrigsaktivister. En protest der fra marts måned mobilisere studenterne på universitetet i Paris, og fandt et ekko i de studerendes dårlige studie- og boligforhold på baggrund af bl.a. den eksplosive vækst i antallet af studerende, som var fælles træk i de industrialiserede lande, og den voksende politiske kritik af indholdet i undervisningen. Det førte i maj måned til besættelser af universiteter, læreanstalter, gymnasier og skoler.
Da kampen kom ud på gaderne og en uge henne i maj blev til de såkaldte barrikadenætter i Paris’ Latinerkvarter, der førte til indrømmelse fra regeringen over for studenternes krav, viste det de franske arbejdere, at den undertrykkende franske stat kunne give efter for pres. Ti års træthed med De Gaulles præsidentstyre slog ud i lys lue, ikke blot med masse-protestdemonstrationer indkaldt af de faglige landsorganisationer, men endnu mere med den generalstrejke, der omfattede op til 10 mio. og måske allervigtigst, med fabriksbesættelser over hele Frankrig, hvor arbejderne overtog produktionsmidlerne. Håbet om forandring var så stort, at resultatet af de faglige organisationers forhandlinger – der bl.a. indeholdte lønforhøjelser mellem 10 og 35% – blev afvist på de besatte fabrikker og præsident De Gaulles forsøg på at lave en tillids-folkeafstemning, kunne simpelthen ikke gennemføres.
Kun da der blev udskrevet parlamentsvalg, begyndte “normalisering“ og afvikling af besættelserne, fordi de totalt dominerende arbejderpartier, ikke mindst det stærke franske kommunistparti, havde illusioner om parlamentarisk vej til samfundsforandringer. Da valget blev gennemført i juni måned var arbejdernes offensive kamp overstået, arbejderbevægelsen var kommet i defensiven, og flertallet fulgte derfor efter den politiske højrefløj og den eksisterende regering, der blev opfattet som stærkest i den situation.
Den politiske venstrefløj var alt alt for svag og ny til at kunne få nogen afgørende indflydelse på bevægelsen.
Selv om de fleste politiske og kulturelle radikaliseringer i 68 også betød, at der blev diskuteret og brudt op, og at der blev dannet en ny socialistisk venstrefløj – til venstre for de forudgående 50 års dominerende socialdemokratiske og kommunistiske partier,- så var disse grupper og partier så svage, uerfarne og bredt ukendte at de var uden mulighed for bryde igennem andet end i Vietnambevægelserne i de forskellige lande.
Men 1968 var også langt mere end studenteroprør og -uroligheder i mere end 60 lande verden over, som blev mest blodig i Mexico lige forud for de olympiske lege i Mexico City om efteråret. Til gengæld blev billedet af de sorte amerikanske 200 m-løberes behandskede knyttede black power-næver på sejrsskamlen et billede på året 1968.
Hvor årene forud for 68 havde været tegnet af mindre modstand mod Vietnam-krigen og kulturel marginale gruppers opbrud og oprør, mest markant nok i USA med de såkaldte hippiers brud med koldkrigsårenes konformitet og mode, se blev 68 kulturelt og politisk opbrud for millioner. Og samtidig blev 68 et trin op i et opbrud så stort, at de herskende verden over blev alvorligt nervøse.
Ikke mindst fordi vi året efter maj i Frankrig fik nye radikalisere og omfattende strejkebevægelser i de fleste industrilande. En ny bevægelse i arbejderklassen, som både var mere radikal, mere omfattende og mere aktiv end i årene forud.
Vietnambevægelserne svandt ind frem til USA trak sig ud af landet i 1975, og omkring 1975/76 var der også en afgørende vending i det opsving i kampen mellem samfundets sociale hovedklasser, så man ligefrem kan tale om, at “68 endte i 76“.
Alligevel så hader de borgerlige året 1968 og alt, hvad der skete det år.
Ikke så meget fordi det i 68 – og især i årene lige efter – blev gennemført en række reformer og der opstod en række sociale bevægelser som kvindebevægelsen, de kønspolitiske, miljø- osv. Men 68-begrebet er skydeskive i den såkaldte “kulturkamp“ som de borgerlige fører for at støve en reaktionær kultur- og dannelsespolitik af, fordi der var et tiår med håb om en forandret verden for de mange. Et tiår hvor der blev kæmpet for forandringer og befrielse – nationalt, socialt, politisk – og som de borgerlige derfor ser så hadefuldt på.
Festligholdelsen i maj måned 2008 af studenteroprøret i 1968 på Københavns Universitet blev afbrudt af studerende med budskabet om, at et nyt studenteroprør er tiltrængt.
Og USA er med halehængsregeringer involveret i en blodig og udsigtsløs krig i Irak og under det vestlige våbenskjold NATO føres der også en krig og besættelse mod Afghanistan.
De vigtigste begivenheder fra 1968 viser, at håbet om at en anden verden er mulig, kan bringes til live gennem aktivitet og bevægelser, og verden som den ser ud 40 år efter 1968 viser, at en anden verden er nødvendig.
Se også:
SAA 279: Marxism 2008
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed