Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 282 – 2. oktober 2008 – side 2

Nyliberalismens krise

Nyliberalismen har det i disse dage svært. Man skal være på CEPOS' lønningsliste eller blot godt og grundig tåbelig, hvis man stadig tror, at markedet, overladt til sig selv, er løsningen på alle problemer.

Med den økonomiske boble punkteredes også troen på den krisefri kapitalisme. Borgerlige medier og analytikere er dybt forvirrede og leder som blinde høns efter løsninger.

Andre er begyndt søge alternativer og forklaringer på, hvad der gik galt. Mange begynder at erkende, at problemet er markedet og hele den måde kapitalismen fungerer på.

Nyliberalismen som vi kender den er i krise. Men hvilken ideologi skal erstatte den?

Nyliberalismen har prædiket at staten skulle holde fingrene fra markedet. Men virkeligheden har været en anden. Statslig indblanding har altid været en vigtig del af nyliberal politik. Men mens staten tidligere forsøgte at dæmpe de værste udsving i markedet, bruges den nu aktivt til at fremme de store virksomheders profitjagt.

Nyliberalismen har angrebet kollektive rettigheder, arbejdsforhold og velfærd for at private selskaber kunne få øget profitterne.

Krisens egentlige omfang

Bag den finansielle krise ligger en mere alvorlig økonomisk krise i form af faldende profitter. Den har eksisteret siden 70'erne. Nyliberalismen har været den ideologiske fernis over en stadig mere desperat jagt på nye, hurtige profitter. Siden 90'erne i stigende grad ved at holde forbruget oppe med billige lån til bedrestillede private.

Nu kan øget privatforbrug for lånte penge ikke længere holde hjulene i gang. Ingen kan sige, hvor omfattende den økonomiske krise bliver, eller hvor længe den vil vare.

Det varsler dystre udsigter for arbejderklassen. Uanset om nyliberalismen måske bliver afløst af en anden ideologisk indpakning, vil virksomheder og politikere forsøge at lade almindelige lønmodtagere betale prisen.

Når profitraterne falder og svækker kapitalisternes konkurrenceevne, så kender de kun én løsning: Hver enkelt stat vil angribe velfærd og rettigheder, så netop deres virksomheder kan klare den skærpede konkurrence.

Udfordring for venstrefløjen

Vi kan ikke forudsige begivenhedernes gang, men vi kan godt forudsige retningen: Mere asocial politik, flere krige, mere racisme. Almindelige arbejderes forhold kommer under pres. Vi får højere arbejdsløshed og mere omfordeling fra de fattige til de rige.

Venstrefløjen må derfor forberede sig på skærpet klassekamp under sværere betingelser – økonomisk såvel som politisk og ideologisk.

Svarene kan både gå til højre og til venstre. Men hvis vi bygger videre på de senere års stigende mobilisering i arbejderklassen, kan nyliberalismens krise betyde, at titusinder søger socialistiske svar – ikke reaktionære, racistiske og imperialistiske.

Det er venstrefløjens udfordring i den kommende tid.

Læs mere om krisen side 6-7.

Se også:
SAA 282: Deres krise – Vi skal ikke betale
SAA 282: Nationaliser bankerne
SAA 282: Den værste krise siden 30‘erne: Systemfejl
SAA 282: Økonomi for Antikapitalister: Finanslov for spekulanter
SAA 282: Social ulighed og sundhed

Flere artikler i serien Leder

Flere artikler fra nr. 282

Flere numre fra 2008

Siden er vist 2685 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside