Socialistisk Arbejderavis
Nr. 283 – 31. oktober 2008 – side 5
Ustabiliteten i Afghanistan vokser mens USA bomber Pakistan
Jonathan Neale
Modstanden mod besættelsen af Afghanistan vokser, spreder sig og vinder indpas. Som respons rykker et skræmt amerikansk militær tættere på krig med Pakistan.
For at forstå hvorfor dette sker, er vi nødt til at gå tilbage til den amerikansk ledede invasion af Afghanistan i 2001. En besynderlig ting skete. Næsten ingen kæmpede for at forsvare Taliban.
Men USA’s allierede i Afghanistan ville heller ikke kæmpe. I 2001 havde afghanerne oplevet 23 år med krig, først mod Sovjetunionen og derefter borgerkrig. Folk længtes efter fred – enhver form for fred.
Og de forventede at USA ville bringe penge til deres land.
Der var næsten ingen modstand mod besættelsen i tre år. Så begyndte den at vise sig. En grund var, at afghanerne havde forventet en genopbygning af landet og dette skete ikke.
Pengene fra USA var sølle – og mange af dem gik til udenlandske NGO arbejdere, som tjente mellem $30,000 og $200,000 om året i et land, hvor den gennemsnitlige indkomst per person er mindre end $300.
Den anden grund til modstanden var de handlinger, som de vestlige styrker udførte i det pashtun talende syd og øst. De sparkede døre ind, bankede folk og skød dem.
Modstand
Da afghanerne skød tilbage, sendte USA og deres NATO-allierede luftangreb ind for at bombe landsbyer. Hvorefter hele samfund tilsluttede sig modstandsbevægelsen.
I 2005 opbyggedes der en modstand, først i de pashtunske områder. Det var en folkelig opstand, et forenet folk. De så sig efter et nationalt lederskab.
De venstre, de liberale, sekularisterne og islamisterne fra den nordlige del af landet arbejdede, på den ene eller anden måde, alle sammen med besættelsesmagten.
Den eneste nationale styrke, der havde forlangt total modstand mod besættelsen var Taliban. Derfor besluttede landbefolkningen sig for at støtte dem.
Omkring halvdelen af alle afghanere er pashtunere, ligesom de fleste talibanere er det. Men fra 2007 har modstanden spredt sig til hele landet.
Ngo’er fremstiller kort, som viser deres folk, hvor det er sikkert at rejse henne. I 2006 var det sydlige og østlige område usikkert. Nu er det meste af landet usikkert.
USA frygter at hovedstaden Kabul kan blive afskåret.
Modstandsbevægelsen kontrollerer nu to af de tre hovedveje, der fører ind til Kabul. Hvis det lykkes dem at afskære den tredje, bliver USA nødt til, af luftveje, at transportere mad nok til to millioner mennesker, hver dag.
Som modsvar har besættelsesmagtens styrker i stigende grad bombet landsbyer. Men Hamid Karzais afghanske regering er afhængig af en vis mængde indenrigsstøtte. Og dets tilhængere kan ikke tolerere den nuværende bombning.
Karzai har krævet at NATO bombningen stopper. Vigtigere endnu, tog han til en landsby i nærheden af Herat, hvor krigsflyene dræbte 60 børn, for at besøge landsbybeboerne.
Besættelsesmagten kan ikke stoppe bombningen. Det er den eneste måde de er i stand til at kæmpe på. De kan ikke tolerere en fair kamp, da de ville tabe den.
Og USA’s militær er begyndt at bombe pakistanske landsbyer. Menneskene på begge sider af den afghansk-pakistanske grænse er hovedsagelig pashtunere. Pashtunerne på den pakistanske side føler sympati med den afghanske modstandskamp.
De sidste par år har de organiseret hvad de pakistanske medier kalder “lokal Taliban“ i solidaritet.
Den pakistanske hær svarede igen ved, at invadere de traditionelt set autonome “stamme“ områder langs grænsen for at undertrykke det pakistanske Taliban.
Taliban dræbte mange hundreder af de pakistanske soldater. Kampen mod dens egen befolkning lagde et stort pres på den pakistanske hær.
Dette er især tilfældet fordi 30 procent af den samlede pakistanske hær og 30 procent af officererne i den pakistanske hær, er pashtuner.
Tidligere dette år overgav en enhed på 300 mænd sig til modstandsbevægelsen, og andre enheder trak sig blot tilbage uden kamp.
Desuden er den pakistanske offentlige opinion i stærk opposition til regeringens alliance med “krigen mod terror“.
Valgene i den seneste tid og afsættelsen af den af USA støttede diktator, præsident Pervez Musharraf, betyder at regeringen nu er nødt til, i en vis grad, at tage hensyn til holdningen i offentligheden.
Grænse
Men USA er opmærksom på, at den afghanske modstandsbevægelse nu har sikre områder i Pakistan, hvor den kan trække sig tilbage til, hvile og opruste, og at de kan angribe over grænsen.
Fordi de amerikanske generaler er ved at tabe i Afghanistan, er de desperate efter at nedbryde modstandsbevægelsen. Dette forhøjer risiciene for tropperne. For nylig mistede en amerikansk enhed ni mænd på en dag, og en fransk enhed ti mænd.
De råber på flere tropper. Og USA har indledt den regelmæssige bombning af landsbyer i Pakistan, ved brug af ubemandede fly.
De er begyndt at sende specielstyrker over grænsen for at angribe pakistanske landsbyer.
Det amerikanske militær siger også, at der nu er regelmæssige kampe langs med grænsen mellem den pakistanske hærs enheder og amerikanske tropper.
I en kamp, der fandt sted for nylig, fik de amerikanske styrker hjælp af bombefly, som dræbte 11 pakistanske soldater.
I ethvert normalt land, ville dette blive betragtet som en krigserklæring. Den pakistanske hær og herskende klasse er bange for at miste amerikansk støtte. Men generalerne og politikkerne, med undtagelse af USA’s skødehund; præsident Zadari, har fordømt angrebene.
Konsekvenserne af en krig mellem USA og Pakistan ville være rædselsvækkende, så begge sider holder igen.
Det kommer måske aldrig så vidt. Men den afghanske modstandsbevægelses stigende magt, tvinger besættelsesmagterne til ekstreme løsninger.
Forfærdelig lidelse venter på sig, specielt for afghanerne, måske for pakistanerne.
Og for de amerikanske og britiske soldater, som sendes i døden? Bring dem hjem.
Artiklen har været bragt i Socialist Worker
Oversat af Cecilie Risager Pedersen
Se også:
SAA 283: Farvel, Bush
SAA 283: Appel vedtaget i Stuttgart 5. oktober 2008: Nej til krig – Nej til Nato
SAA 283: Går det amerikanske århundrede på hæld?
SAA 283: Syrien: Dadler, diktatur og drømmen om frihed
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed