Socialistisk Arbejderavis
Nr. 284 – 5. december 2008 – side 2
Strategi og politik i klimakampen
Mikkel Birk Jespersen
Hvordan vi vinder kampen om klimaet – og hvordan vi ikke gør det
Alle går ind for at gøre noget ved klimaændringerne.
Senest har Anders Fogh som bekendt foretaget en spektakulær kovending og bekender sig nu som ’grøn’ og klimavenlig. Det ser således ud til, at vi i princippet alle skulle kunne blive enige om at gøre noget – spørgsmålet er derfor, hvordan det så kan være, at der alligevel ikke sker noget, og CO2-udledningen bliver ved med at stige.
Det store spørgsmål er altså: Hvordan kan vi rent faktisk vinde kampen om klimaet? Hvilke strategier virker – og hvilke er blindgyder?
Som det er blevet beskrevet i tidligere numre af Socialistisk Arbejderavis (nr. 275, 281 og 282 – se socialister.dk), så kræver klimaproblemerne, at der tages drastiske skridt nu og her.
Derfor skal vi holde fast i to ting: For det første, at det er muligt at hindre de allerværste klimaændringer, inden det er for sent – men, for det andet, at det ikke er ligegyldigt, hvordan vi forsøger at gøre det.
Fælles interesser og grøn kapitalisme?
Når Fogh præsenterer sig selv som klimaforkæmper, betyder det så, at alle vi andre har fælles interesser med Fogh i at gøre noget?
Den potentielle – og nogle steder stadigt mere reelle – klimakatastrofe har et omfang, der får mange til at mene, at vi alle sammen må være ’i samme båd’; alle må have en interesse i at løse problemerne, og derfor må vi finde løsninger på tværs af andre politiske og interessemæssige skillelinjer.
Denne tilgang er desværre ganske forfejlet og står reelt i vejen for seriøst at adressere de enorme udfordringer, menneskeheden helt rigtigt står overfor. Foghs ’grønne markedsøkonomi’ vil ikke kunne løse klimaproblemerne – lige så lidt som regeringens ’effektivisering’ af den offentlige sektor betyder bedre velfærd.
Et af de redskaber, der bruges til at få virksomheder til at nedbringe deres CO2-udslip, er de såkaldte CO2-kvoter, som virksomheder og lande kan handle med indbyrdes: hvis én virksomhed udleder mindre, kan en anden købe sig ret til at udlede mere.
Argumentet for handel med CO2-kvoter er, at det er en billig og fleksibel måde at reducere CO2-udslippet på gennem markedsmekanismer. Men dette udstiller netop den manglende vilje til for alvor at tage fat på de tiltag, der virkeligt ville kunne reducere udslippet.
Det afgørende er at indse, at markedet ikke kan tilbyde løsninger på klimaproblemerne, fordi hvert tiltag i en klimavenlig retning skal kunne være rentable for en given virksomhed. Markedet er ganske enkelt ikke et effektivt redskab til at løse de omfattende problemer på. Det kræver planlægning.
Det er den måde, kapitalismen er organiseret på, som er den fundamentale hindring for at indrette produktion, distribution og forbrug på en bæredygtig måde. Men, vil nogen indvende, man kan jo også tjene penge på miljøvenlig produktion og på vedvarende energi? Er det så ikke muligt at have en ’grøn kapitalisme’?
Problemet er, at der er forskel på den ’virkeligt eksisterende kapitalisme’ og en hypotetisk ’ideal-kapitalisme’, som man måske kunne forestille sig den. Og realiteten i den virkeligt eksisterende kapitalisme er, at de største multinationale virksomheder i verden – især olieselskaber og bilproducenter – er dybt involverede i udledningen af drivhusgasser. For dem vil det være alt for omkostningsfuldt at omstille produktionen til vedvarende energi.
Det samme gælder i Danmark, hvor Mærsk og andre store virksomheder står for en betydelig del af landets CO2-udledning – og de har et stort ord at skulle have sagt, når politikerne overvejer, hvad der er ’muligt’ og ’realistisk’.
Det er altså grundlæggende et spørgsmål om interesser og magt – og her er klodens befolkning oppe imod de de største multinationale virksomheder i verden. De har en helt konkret interesse i at fastholde tingenes tilstand – vi andre har en konkret interesse i at ændre den og omlægge energiforsyning, vareproduktion og -distribution.
Individuelle løsninger?
Den store begrænsning i mange tilgange til klimaproblemerne er deres fokus på, hvad den enkelte kan/skal gøre. På samme måder som de markedsorienterede løsningsmodeller holder denne tilgang sig grundlæggende inden for kapitalismens og markedets logik – og her har den enkelte forbruger ikke den store vægt i forhold til store multinationale selskaber.
Men vil det – trods alt – ikke hjælpe, hvis vi alle sammen sparer lidt mere på strømmen, spiser mindre kød etc.? Det vil det selvfølgelig alt andet lige, og derfor er det også fint så vidt muligt at handle miljørigtigt til daglig, men det er ikke et seriøst politisk og strategisk svar på klimaproblemerne. Og det er det, der er det afgørende.
Kampagner som Klimaministeriets “Ét-ton-mindre“ appellerer til alle dem, der ønsker at gøre noget for klimaet. Men det er ikke et effektivt politisk svar på klimaproblemerne.
I Danmark udleder vi i gennemsnit ca. 10 ton CO2 pr. indbygger. Heraf er ca. 6 ton udledt som resultat af ’personligt forbrug’, mens resten udledes af virksomheder, landbrug etc. Dette giver dog et falsk indtryk af, hvor stort et ansvar der reelt hviler på den enkelte og dennes evne til at nedbringe sit ’personlige’ CO2-udslip.
Persontransport kategoriseres eksempelvis under det personlige udslip, men her vil en massiv omlægning fra privat til kollektiv trafik være en vigtig faktor i at nedbringe CO2-udledningen, og det er ikke noget den enkelte kan påvirke. Det kræver kollektiv, politisk handling og planlægning.
I bedste fald er kampagner som “Ét-ton-mindre“ ineffektive i forhold til at løse problemerne – i værste fald kommer de til at stå i vejen for erkendelsen af, at der er behov for mere radikale og effektive tiltag.
Grundlæggende kan man sige om ’forbruger-tilgangens’ effektivitet, at hvis det var muligt at organisere en så omfattende forbrugskampagne, at den ville have den ønskede effekt, ville en sådan kampagne alligevel have et omfang, så det ville være muligt at gennemtvinge politiske reformer.
Det klart mest effektive udgangspunkt for CO2-reduktionen er at tage om ’nældens rod’, dvs. omfattende omstilling af elproduktionen til vedvarende energi. Derudover handler det om at organisere den øvrige produktion og distribution af varer langt mere rationelt og effektivt.
Det handler altså om at tænke løsninger med udgangspunkt i energiforsyningen, vareproduktionen og -distributionen – ikke med udgangspunkt i forbrug, sådan som både de markedsorienterede og individuelle tilgange gør det.
Et andet argument går på, at vi (i Vesten) er nødt til at gå ned i levestandard; at vi så at sige lever ’over evne’ i forhold til, hvad klimaet og miljøet kan holde til. Men hvis energiforsyning og produktion blev omstillet, vil det sagtens kunne lade sig gøre at holde almindelige arbejderes levestandard. Igen: det er ikke almindelige menneskers forbrug, der er problemet, men den kapitalistiske organisering af produktionen.
Derfor leder denne tilgang også fokus væk fra de egentlige problemer og placerer dermed skylden det forkerte sted. Samtidig stilles en modsætning op mellem løsningen af klimaproblemet og krav om mere og bedre velfærd for arbejdere og studerende. Det er også et problem, fordi disse kampe grundlæggende hænger sammen: Det er de samme virksomheder og magthavere, der ødelægger miljøet, som ønsker at ødelægge vores velfærd.
Fra vilje til handling
I skrivende stund har over 148.000 personer skrevet under på det svenske energiselskab Vattenfalls ’klimamanifest’. Det udtrykker på den ene side et massivt krav og ønske om handling – men det udtrykker samtidig en manglende klarhed om, hvor den handling skal komme fra og hvordan.
For Vattenfall er ikke bare optaget af at samle underskrifter. Selskabet er samtidig med i energisektorens europæiske lobbyorganisation Eurelectric, der arbejder på, at industrien kan få lov til at udlede så meget CO2 som muligt.
Udfordringen for klimaaktivister ligger derfor i at forsøge at kanalisere den store vilje, der er til at handle på klimaspørgsmålet, over i en retning, der ikke sætter sin lid til virksomheder og den individuelle forbruger, men til kollektiv handling og planlægning.
En ting er, hvilke tiltag der vil være effektive i forhold til at nedbringe udledningen af drivhusgasser. En anden – og relateret – ting er, hvordan vi kan gennemtvinge og gennemføre disse tiltag. Det betyder, at der skal lægges et massivt politisk pres på politikerne. Og her er Fogh og Vattenfall ikke vores allierede – det kræver i stedet opbygningen af en stærk klimabevægelse nedefra.
Se også:
SAA 284: Klima: Topmøder er ikke nok
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed