Socialistisk Arbejderavis
Nr. 284 – 5. december 2008 – side 7
Det andet Amerika
Martin Smith
I denne artikel, der skrevet lige inden Obama vandt præsidentvalget, kigger Martin Smith på fagforeninger, Barack Obama og arbejderes kamp i USA.
Den enorme entusiasme der er omkring Barack Obamas kampagne (til præsidentvalget) er et udtryk for ønsket om at se forandring, fra millioner af mennesker.
Kun den mest kyniske person kunne undgå at blive inspireret af det enorme fremmøde ved hans møder og ideen om at USA, 40 år efter borgerrettighedsbevægelsen, kunne vælge dets første sorte præsident.
Bag denne bølge som støtter demokraterne er fundamentale ændringer, som finder steder i den del af USA der sjældent tales om – arbejderklassen.
De største amerikanske fagforeninger har kastet sig ind i Obama-kampagnen.
AFL-CIO (tilsvarende det britiske TUC eller dansk LO) planlægger at besøge ti millioner hjem, foretage 70 millioner telefonopkald, uddele 20 millioner pamfletter og 25 millioner breve, og udsende mere end fire millioner emails som støtte til Obama.
Dårlige lønforhold
Arbejdere i USA er vrede over lave lønninger, dårlige arbejdsforhold og mangel på sygesikring. Dette har ført til kampe vi sjældent hører noget om i Europa.
Denne vrede er blevet vist af arbejdere som er ansat i Boeing – et stort flyvemaskine- og forsvarsselskab. Det er den største private arbejdsgiver i staten Washington og et af de rigeste selskaber i USA.
I 2007 registrerede det $4.1 milliard i profit og i de første seks måneder af dette år havde det allerede tjent $2.1 milliard. Og fremtiden ser ligeså lys ud – Boeing har ordrer der er $346 milliarder værd, som er bedt udført over der næste syv år.
Men dette er åbenbart ikke nok, dette grådige selskab intenderer at klemme endnu mere ud af dets arbejdsstyrke.
For syv uger siden gik 27,000 maskinarbejdere, ansat hos Boeing i strejke mod ’outsourcing’ (Red. virksomheden vælger at købe varer el. ydelser, den tidligere selv har produceret, hos en underleverandør) af deres arbejde, for at forhindre ulejligheden af højere omkostninger for sygesikring, og forbedre deres pension og lønforhold. De er stadig en gruppe af strejkende arbejdere.
I det modsatte hjørne af landet er staten Florida. Her er landbruget vital for økonomien.
I modsætning til de faglærte arbejdere i Washington, arbejder her ufaglærte arbejdere med at plukke tomater, grøntsager og citrus frugter, dyrket for multinationale fødevareselskaber som f.eks. McDonalds, Taco Bell og Burger King.
Tusinder af hovedsageligt latinamerikanske, haitianske og mayaindianske indvandrere rejser langs østkysten af staten, for derved at følge høstsæsonen. Som du sikkert kan gætte er de hovedsageligt lavtlønnede, løst-ansatte arbejdere.
I 1993 oprettede en lille gruppe af arbejdere ’the Coalition of Immokalee Workers’ (CIW), som en samfundsbaseret organisation for arbejdere.
Snapshot
CIW har organiseret tre strejker for alle sine medlemmer siden 2005. I 2005 gik den i lag med Taco Bell og vandt alle dens krav om at forbedre løn- og arbejdsforhold.
I 2007 vandt den en kamp mod McDonalds, der havde stået på i to år. Den globale mad-gigant gik ikke blot med til at følge samme regler som opnået i Taco Bell-sagen, men den indvilligede også i at indføre en tredje part, som skulle stå for at føre kontrol med arbejdsforhold og undersøge misbrug af arbejdsstyrken. Burger King er nu i CIWs søgelys.
Dette er blot en lille del af kampene der finder sted på nuværende tidspunkt, imod nogle af de mest magtfulde selskaber i USA.
Dette er en skjult historie som der sjældent bliver reporteret om i mainstream-medierne i dette land. Og det gør en ende på den løgn at amerikanske arbejdere ikke vil kæmpe og at de alle sammen køber forestillingen om “the American Dream“.
Men modstanden udført af Boeing-arbejderene og CIW fagforeningsfolk er kun en del af historien.
For de rige i USA har de sidste 30 år været rigtige gode. Siden 1979 er indkomsten for de øverste 0.01 procent af den amerikanske befolkning firdoblet. Men for arbejderklassen har det været en anderledes historie.
Neoliberalisme og år med fagforeningsnederlag har unægtelig forværret forholdene for den amerikanske arbejderklasse.
Levestandarden for den almene amerikanske arbejder er på retur. Det er ikke ualmindeligt for arbejdere at have to, tre eller selv fire jobs for at få det hele til at løbe rundt.
Ved begyndelsen til den økonomiske krise, kommer det til at blive endnu hårdere. Ifølge ’the Economic Policy Unit’ voksede den amerikanske økonomi fra $9.8 trillioner til $11.2 trillioner mellem 2001 og 2006. En stigning i faste priser på 14 procent.
Produktivitet, omfanget af udbytte per arbejder, voksede endnu mere, med 16.6 procent. Men over den samme periode faldt middelklassens familiers indkomst med 2.9 procent.
’The New York Times’ skrev for nylig: “Indkomsten for middelklassens husholdning – den i midten af indkomstdistributionen – vil blive lavere end den var, utroligt nok, et helt årti tidligere. Det er ikke sket siden 1930erne“.
“Allerede i dag er middelklassens løn en smule lavere end den var i 2000, og i 2010 kan den ende med at være mere end 5 procent lavere end dens gamle højdepunkt.“
I dag lever en fjerdedel af amerikanske arbejdere på en løn som er på fattigdomsgrænsen og to millioner vil få deres hjem inddraget dette år. Frygten for arbejdsløshed er begyndt at forfølge landet.
Arbejdsløshed
I følge bureauet for arbejdsstatistikker er 9.5 millioner amerikanske arbejdere arbejdsløse. Arbejdsløsheden er steget med 2.2 millioner i løbet af det sidste år og det ser ud til, at den vil stige med yderligere 10 procent af arbejdsstyrken i nærmeste fremtid.
Tallene er barske nok i sig selv, men når man ser på sammenbruddet i detaljer vil man se hvordan racisme og klasseskel har en indvirkning på arbejdsløsheden.
Arbejdsløshedsraten for hvide mænd er på 5.4 procent, dog er det for sorte mænd 11.4 procent og for latinamerikanske mænd 7.8 procent. Arbejdsløsheden for kvinder er på 5.4 procent. For unge mænd der tiltræder arbejdsstyrken er situationen sørgelig – arbejdsløshedsraten for teenagere er på nuværende tidspunkt 19.1 procent.
Fødevarekuponer er symbolet på fattigdom i USA. I denne periode af den økonomiske krise, er 28 millioner amerikanere optegnet til at være afhængige af disse for at overleve.
Den amerikanske afdeling for landbrug siger, at omkostningerne ved at brødføde en lavindkomstfamilie på fire er steget med 6 procent inden for de sidste 12 måneder.
Stigningen i antallet af fødevarekuponer der gives til de fattige er slet ikke steget.
Men som Gary Younge for nylig blev citeret for i avisen ’the Guardian’: “En Obama sejr ville symbolisere en hel masse og ændre meget lidt.“
Obamas hovedforslag til at håndtere den økonomiske krise er at tilbyde firmaer et $3,000 skattefradrag for hvert nyt job de skaber, dette år og det næste.
Andre lovforslag som Obama har intention om at introducere vil kræve, at finansielle firmaer som tager del i ’the Wall Street bailout’ retter sig efter et 90 dages forbud mod udelukkelse (overtagelse af pant til eje) for familier der udfører en såkaldt “good-faith effort“ (en indsats i god tro) for at holde trit med betalingerne, og at tillade stats- og byministerier at få adgang til penge i nødsituationer.
Mange i fagforeningsbevægelsen er klar over at en sejr til Obama ikke vil bringe den slags politikker som millioner af amerikanske arbejdere har brug for og ønsker.
Fagforeninger beder allerede Obama og den demokratisk-styrede kongres om at vedtage ’the Employee Free Choice Act’ (lov om arbejderens frie valg) – en lovgivning der ville gøre det nemmere for arbejdere at organisere sig og danne en forening.
Lighed
Men noget er ved at ændre sig, og Obamas kampagne har på ny styrket ideer om lighed og retfærdighed for almindelige mennesker.
Efter otte miserable år med skattelettelser for de rige og endeløse krige medført af George Bush – har arbejdende folk brug for noget anderledes og vil også have noget anderledes.
Der er tegn på at den amerikanske fagforeningsbevægelse er ved at gennemgå en lille, men vigtig genoplivelse. Ifølge bureauet for arbejdsstatistikker, steg antallet af fagforeningsmedlemskaber fra 311,000 til 15.7 millioner i 2007.
Som resultat er fagforeningsmedlemskaber, som en del af den totale arbejdsstyrke steget sidste år, for første gang siden 1983.
Over en tredjedel af offentligt ansatte arbejdere er medlem af foreninger, men blot 7.5 procent af privatansatte arbejdere er samlet i fagforeninger.
Stuart Acuff, lederen af AFL-CIO bekendtgjorde: “Dette repræsenterer vækst og resulterer i en mangfoldighed af fagforeningskampagner, inklusivt disse som organiserede 40,000 social- og sundhedspersonale i Michigan og mere end 40,000 i New York.“
I den forbindelse er det ligeledes interessant, at Las Vegas nu ser en massiv vækst i nye medlemmer af fagforeninger indenfor catering og hotelindustrien.
Det ville være en fejl at overdrive denne beskedne stigning i fagforeningsmedlemskaber. Foreningsniveauet er stadig lavere end på noget tidspunkt siden 1920erne.
Men på trods af ødelæggelsen af arbejderklassesamfund, er der tradition for modstand i USA, såsom de store strejkebølger i 1934-36 og fagforeningernes oprør i slutningen af 1960erne og starten af 1970erne.
Dog blev disse kampe dæmpet da fagforeningslederne gentagne gange annullerede dem, i støtte til demokraterne.
Demokraterne er gift med et system som får arbejdere til at finansiere de riges livsstile og fortjenester.
I nyere tid har vi set den inspirerende kamp i Seattle i 1999, som gav anledning til den antikapitalistiske bevægelse.
I 2005 strejkede 34,000 transportarbejdere i New York i tre dage for at forsvare deres pensioner. Igen i 2006 så vi store demonstrationer og såkaldte ’stay aways’ (’blive væk’) i flere amerikanske byer, i forsvaret af gæstearbejdere.
Den økonomiske krise som rammer USA lige nu, kommer til at bringe frygt, vrede og modstand med sig. Potentialet for at genopbygge fagforeningerne, for at skabe organisering af menige medlemmer, for at forbinde kravene fra arbejdere som er medlem af en fagforening og arbejdere som ikke er, fra sorte, hvide og latinamerikanske arbejdere eksisterer.
At støtte Obama repræsenterer noget som er dybere end ønsket om en demokratisk præsident – arbejdere er forberedt på at kæmpe for fundamentale ændringer i samfundet.
Virkelige ændringer i USA vil i sidste instans afhænge af de selv samme mennesker som så ofte er blevet skrevet ud af USA’s historie – den arbejdende klasse.
Bragt i Socialist Worker (UK) 2125
Oversat af Cecilie Risager Pedersen
Se også:
SAA 284: Amerikas sande ansigter
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed