Socialistisk Arbejderavis

Nr. 286 – 12. februar 2009 – side 11

Obamas økonomiske plan vil ikke løse krisen

Sadie Robinson

Debatterne om protektionistisk politik misser de virkelige problemer i den dybe krise, skriver Sadie Robinson.

Obama vil skabe millioner af arbejdspladser

Barack Obamas plan for at redde USA’s økonomi har udløst stigende panik blandt verdens ledere, fordi de ser den som protektionistisk.

De centrale elementer i den 819 milliarder dollars store plan er omfattende skattenedsættelser samt bevilliger til infrastruktur-projekter, som Obama hævder vil skabe millioner af arbejdspladser og stimulere den økonomiske vækst.

Planen indeholder også en klausul om, at selskaber, der er omfattet af infrastruktur-projekterne, skal bruge amerikansk stål og jern i stedet for at importere det – den såkaldte “Køb amerikansk“-klausul.

Det er dette, der har ført til debatten om protektionisme.

Fagforeningsledere i USA har bakket op om “Køb amerikansk“-klausulen. Leo Gerard, international præsident for United Steelworkers, fagforening for arbejdere i stålindustrien, siger, at arbejdere er nødt til at være “økonomiske patrioter“ som svar på krisen.

Men hverken Obamas plan eller klausul forholder sig til de grundlæggende årsager til krisen – faldende profit og overproduktion.

Den konstante jagt på profit ligger bag de bolig- og gældsbobler, der fik lov til at blive bygget op. Den ligger også bag den stigende spekulation og handel med gæld, som udløste kreditkrisen. Dette har nu udviklet sig til fuldt udviklet lavkonjunktur.

Regeringerne har reageret med forskellige redningspakker. De er alle mislykkedes, og lavkonjunkturen er blevet dybere.

Ifølge Federal Reserve, den amerikanske nationalbank, har den amerikanske regering bevilget et astronomisk beløb på 7.800 milliarder dollars på forskellige rednings- og stimulanspakker siden december 2007. Omkring 3.300 milliarder dollars af dem er allerede blevet brugt.

Dette tal omfatter ikke Obamas seneste plan.

Men selv hvis bankerne faktisk øger deres udlån – hvilket der ikke er garanti for – så vil det ikke løse problemet, da erhvervslivet kun vil investere, hvis de tror på, at det giver overskud.

Herudover så kan USA ikke isolere sig fra den globale økonomi. Hvis man beskytter nogle arbejdspladser i den amerikanske stålindustri, så kan det have en negativ effekt på industri i andre lande, hvilket så kan slå tilbage på USA.

Den stigende lavkonjunktur i Kina har fx betydet, at den kinesiske regering er belvet mere afhængig af eksport og begrænser sin import for at beskytte sin egen økonomi.

Dette har udløst frygt i den amerikanske herskerklasse. Obamas finansminister, Timothy Geithner, har anklaget Kina for at manipulere med sin valuta ved at holde den kunstigt lav for at tilskynde til eksport.

Protektionistiske midler har tidligere været brugt til at redde arbejdspladser.

Det er mislykkedes. Den britiske regering forsøgte begrænse importen i 1931, særligt i brancher som kul, jern, stål, skibsbyggeri og tekstiler.

I 1929 var der beskæftiget omkring 2,3 millioner arbejdere i disse brancher. Efter 8 års protektionistisk politik var antallet faldet til 1,8 millioner.

Arbejdsløshedsprocenten var dobbelt så stor i disse brancher som landsgennemsnittet.

Hovedårsagen til at arbejdere mister deres jobs var ikke, at der blev importeret for meget, men den kendsgerning, at systemet var i en lavkonjunktur.

Stålindustrien i USA i dag er i problemer, fordi der er mindre efterspørgsel efter stål.

Der bliver produceret færre biler, fordi der ikke er afsætning for dem. Problemet er ikke stålimport – det er lavkonjunkturen.

Samtidig med at Obama fremlægger den seneste redningsplan, er regeringen ved at kigge på, hvordan man skal bruge den sidste halvdel af den 750 milliarder dollars store redningspakke, der blev vedtaget sidste år. En del af dette vil forsøge at løs problemet med usikker gæld i det finansielle system.

Geithner har sagt, at han overvejer at skabe en “dårlig bank“ til at opkøbe denne usikre gæld, som nogle har vurderet kan koste over 1.000 milliarder dollars.

Igen er der ikke nogen garanti for, at dette vil påvirke udlånet. Og det vil betyde, at den amerikanske regering skal påtage sig denne gæld – og dermed stille spørgsmål om, hvordan det skal betales.

Obama har iværksat flere positive tiltag i sin korte tid som præsident. Han har underskrevet tre regeringsbeslutninger, som vil give større indflydelse til arbejdere og fagforeninger, der er ansat i den føderale administration.

Og hans Lilly Ledbetter Fair Pay Act (lov om ligeløn) gør det nemmere for arbejdere at kæmpe mod løn-diskrimination.

Det er alt sammen ændringer, der skal hilses velkommen.

Men spørgsmålet er: Er nogen af dem løsningen på krisen?

Desværre for de millioner af amerikanere, som bærer den største byrde ved krisen, er det ikke tilfældet.

Oversat fra Socialist Worker (UK) 2137, 7. feb. 2009

Se også:
SAA 286: USA: 598.000 færre jobs i januar
SAA 286: Hvem skal nu betale?

Flere artikler fra nr. 286

Flere numre fra 2009

Se flere artikler om emnet:
Krise og modstand - USA

Se flere artikler af forfatter:
Sadie Robinson

Siden er vist 3600 gange.

Redirect = 0