Socialistisk Arbejderavis

Nr. 287 – 19. marts 2009 – side 6

Serie: Fra bevægelse til revolution (3)

Behovet for demokrati i kampens hjerte

Colin Barker

I den tredje del af vores serie viser Colin Barker, hvordan massedeltagelse er afgørende i kampen for at skabe et nyt samfund.Det ligger centralt i projektet om en socialistisk revolution, at de arbejdende skal styre alle dele af samfundet og udvikle deres egne demokratiske organisationer som en ny form for magt.

Realisering af denne idé synes at være langt væk.

Men alligevel finder vi spirer til den i den måde, vi organiserer vores egne bevægelser på og i den måde, hvorpå folk organiserer deres egne materielle og sociale nødvendigheder under folkelige oprør.

Sejr eller nederlag i strejkekampe afhænger delvist af, hvordan disse kampe føres.

Levende, demokratiske strejkekomitéer, der involverer så mange arbejdere som muligt i at forme strejkens udvikling, er mere effektive end en topstyret organisering.

Demokratiske strukturer fremmer en højere grad af forpligtelse og ansvarlighed. De giver arbejderne flere muligheder for nye erfaringer og den følelse af personlig og kollektiv udvikling, som disse skaber.

Ved selv at gøre det lærer flere arbejdere, hvordan kampen føres, at tale offentligt, at vise lederskab – og at lære af fejltagelser.

Bureaukratisk ledede strejker – herunder massestrejker – udelukker arbejdere fra at forme deres egen kamp.

Arbejderdemokrati er ikke bare et mål, der ligger i fremtiden. Det må være en levende del af den umiddelbare kamp. Som sådan er den en bro til fremtiden.

Endnu mere betydningsfulde er de kampe, hvor arbejdere lærer at slå sig sammen med andre grupper ved at oprette strejkekomitéer og lignende organer, der forbinder forskellige arbejdspladser.

Under 1995-strejkerne oprettede franske jernbanearbejdere, postarbejdere m.fl. såkaldte koordinationerkomiteer, hvor de mødtes for at samle deres erfaringer og diskutere fælles strategier.

Det var et virkeligt fremskridt i forhold til de franske strejker i 1968, hvor fagforeningsmaskineriet holdt dem isolerede fra hinanden.

Endnu et udviklingstrin bliver nået, når koordinerende organer samler arbejdere fra alle sektorer for at afgøre politikken, organisere fælles forhandlinger og forbinde alle arbejderklassens styrker.

Et eksempel var det polske fagforbund Solidarnosc (1980-81), der blev grundlagt som en sammenslutning af strejkekomiteer på tværs af fabrikker. Snart omfattede forbundet ti millioner arbejdere.

I massebevægelser opstår der også andre spørgsmål om kontrol. Ofte lægges der ikke meget mærke til disse aspekter, men de er afgørende.

Det bliver en nødvendighed at organisere fødevareforsyning til de strejkende og deres familier. Denne nødvendighed inddrager nye grupper af folk.

Det giver massestrejken en ny dimension, når man overtager forsyningen af fødevarer i en by eller en hel region – nogle gange ved at knytte bånd til lokale bønder og lastvognschauffører.

Når arbejdspladser besættes, må arbejdere udvikle deres egne sikkerhedssystemer.

At få fat på trykkeudstyr for at udgive egne nyhedsbreve og nogle gange egne aviser er en begyndelse til at udfordre det kapitalistiske mediemonopol.

På Gdansk-skibsværftet i Polen tog strejkekomitéen kontrol over højttaleranlægget. De brugte det til at udsende deres forhandlinger med regimet, men også til at give en stemme til arbejderes digte og holdninger.

I Argentina har arbejdere overtaget lukkede fabrikker og startet dem op igen under arbejderkontrol.

Betydningen af alle sådanne udviklinger, i sammenhæng med massekampe, er det udsyn, de begynder at åbne op for. De er de tidlige prøver på den faktiske udøvelse af arbejderklassens magt over produktions- og distributionsmidlerne.

Jo mere de udvikler sig, og jo større antal mennesker, de involverer, des mere kan den virkelige, praktiske selvtillid vokse.

Den periode i den russiske revolution, der lå mellem februar- og oktoberrevolutionen, var karakteriseret ved ‚dobbeltmagt‘. Sådanne perioder vil opstå i enhver virkelig folkelig revolution.

Dobbeltmagt har en dobbelt betydning.

På den ene side er det en situation, hvor folkelige organisationer konkurrerer med den kapitalistiske stats resterende strukturer om kontrollen med samfundet.

På den anden side må de folkelige organisationer, hvis de vil nå til en revolutionær omvæltning af den kapitalistiske magt, udvide deres relationer med samfundets store flertal betragteligt.

En opbygning af arbejderklassens kontrol over flere og flere aspekter af livet, og dermed en massiv udvidelse af demokratisk organisering, involverer en kreativ ekspansion af kollektiv selvorganisering og selvsikkerhed.

Idéen om arbejdermagt begynder at slå rødder i folks liv.

Så forudsætningerne for en socialistisk revolution bliver skabt netop gennem massekampens proces.

Oversat fra Socialist Worker (UK) nr. 2073, 20. oktober 2007

Se også:
SAA 286: Serie: Fra bevægelse til revolution (2): Hvordan opstande kan blive afsporet
SAA 285: Serie: Fra bevægelse til revolution (1): Hvordan massekamp kan begynde at fjerne “det gamle skidt”
SAA 288: Serie: Fra bevægelse til revolution (4): Der er behov for organisering for at forandre verden

Flere artikler fra nr. 287

Flere numre fra 2009

Se flere artikler om emnet:
Massekamp

Se flere artikler af forfatter:
Colin Barker

Siden er vist 2618 gange.

Redirect = 0