Socialistisk Arbejderavis
Nr. 288 – 30. april 2009 – side 10
Dansk Folkeparti
Mere end fremmedhad
Martin B. Johansen
Hvis nogen håbede, at regeringen ville udnytte Lars Løkke Rasmussens indtræden som statsminister til at lægge afstand til Dansk Folkeparti, så blev de skuffede. Lars Løkke fortsætter samarbejdet med et racistisk og nationalistisk parti, som de fleste politikere i andre europæiske lande ville gøre alt for at bekæmpe.
Dansk politik har siden 2001 været præget af den ubehagelige kendsgerning, at VK-regeringen har trukket et højre-populistisk, racistisk parti ind i varmen og givet det en indflydelse, som intet tilsvarende parti i Europa har opnået gennem så lang tid. Endnu mere ubehageligt er det, at Dansk Folkeparti gennem sin politiske opportunisme og sine angreb på bl.a. indvandrere har været med til at forgifte den politiske debat og lagt grunden for autoritære tendenser, som rækker ud over partiet selv.
Dansk Folkepartis parlamentariske succes har skabt noget forvirring blandt arbejderpartierne, fordi partiet udover at være ultra-reaktionært samtidig henter en stor del af sine vælgere i arbejderklassen.
Ved valget i 2005 stemte knap hver femte af de faglærte og ufaglærte arbejdere på DF – det giver berettigelse til partiets påstand om at være et “rigtigt“ arbejderparti – hele 43 procent af DF’s vælgere var ved 2005-valget således faglærte eller ufaglærte arbejdere, mens det tilsvarende tal for Socialdemokraterne blot var 34 procent, for SF og Enhedslisten var andelen hhv. 14 og 23 pct.
Forvirringen blandt arbejderpartierne og på venstrefløjen spænder over nogle yderligheder. På den ene side er der dem, der tror, at man kan undergrave Dansk Folkeparti ved mere eller mindre at overtage partiets islam-fjendtlige retorik, erklære sin kærlighed til fædrelandet og i øvrigt kræve hårdere straffe. Denne taktik har indtil videre kun resulteret i at øge opbakningen til Pia Kjærsgaard, samtidig med at venstrefløjen trækker sig selv til højre.
På den anden side er der folk, der karakteriserer Dansk Folkeparti som et nazi-lignende parti med en respektabel facade, som burde bekæmpes med alle midler. Men DF bekender sig til faktisk til demokratiet, og det har ikke nogen voldelige stormtropper, der går til angreb på politiske modstandere. Ledelsen i partiet har siden stiftelsen arbejdet ihærdigt på at lægge afstand til den ekstreme højrefløj og egentlige nazister, bl.a. gennem eksklusioner.
Den fascistiske fare omkring Dansk Folkeparti ligger ikke i selve partiet, men i, at partiets retorik og mediernes velvillige mikrofonholderi har skabt bedre betingelser for, at egentlige nazi-grupper kan hverve medlemmer og forsøge at etablere sig.
Speciel demokratiopfattelse
Man skal dog ikke overse, at Dansk Folkeparti har en speciel demokratiopfattelse, hvor demokrati ses som majoritetsvælde: Dem, der har flertallet, bestemmer – principper som pluralisme og mindretalsbeskyttelse, der ellers hyldes som en del af det vestlige demokrati, findes ikke. Derfor kan DF fint kalde sig et demokratisk parti, samtidig med at man går til angreb på indvandrere og kritikere af partiet. Selv ytringsfriheden er en ret, som man bruger efter forgodtbefindende. Når det drejer sig om angreb på islam, fx Muhammedtegningerne, så er ytringsfriheden vigtig – men omvendt vil man ikke give den mindste plads til, at fx muslimer kan praktisere deres religion og ytre sig i samfundet som muslimer.
På den måde ligger der indbygget nogle meget autoritære og intolerante tendenser i DF’s forståelse af demokrati, som også kommer til udtryk gennem verbale angreb på politiske modstandere, bl.a. journalister, forskere og indvandrer-talsmænd, i vendinger så grove, at man ikke har set lignende siden 30’erne, hvor der i borgerlige kredse opstod grupper, der flirtede med nazismen og erklærede, at demokratiet havde spillet fallit.
Mere end fremmedhad
Men Dansk Folkepartis opbakning kan ikke forklares ved alene at henvise til fremmedhadet og den autoritære demokratiforståelse. Selv om det er reelt nok, at partiet gennem sin hetz mod islam henter mange stemmer, så er det et ret overfladisk fænomen, der ikke kan forklare partiets ret stabile opbakning. Tager man racismen, så har rendyrkede racistiske lister høstet endog yderst få stemmer ved de kommunalvalg, de har stillet op til. Man kan også tage den tidligere velfærdsminister, Karen Jespersens skæbne – hun profilerede sig mere og mere som kritiker af islam og endte med at blive betegnet som en slags nørd, der havde fået islam på hjernen.
Partiets opbakning skyldes især, at det har haft succes med at fremstille sig som et socialt ansvarligt parti – ved højtidelige lejligheder definerer man ligefrem sig selv som et nyt socialdemokratisk parti. Den sociale profil er blevet pudset af ved at kræve symbolske, men meget synlige indrømmelser til gengæld for at støtte VK-regeringen – fx ældrechecken og stramninger på udlændingeområdet.
Dansk Folkepartis sociale profil er imidlertid bluff. I kommuner og i Folketinget har partiet lagt stemmer til massevis af forringelser på hjemmehjælp, ældreområdet, daginstitutioner og skoler. Partiets program er flere gange blevet gennemregnet af embedsmænd, og de når frem til den konklusion, at det ville koste statskassen 100-150 milliarder kr. om året.
Svigtet
Når partiet alligevel kan fastholde en stabil opbakning, skyldes det en stærk følelse internt i partiet af, at man er blevet svigtet af overklassen og Socialdemokraterne. Spørger man partiets medlemmer, finder man udtalelser som denne: “Det der arbejderparti, som vi havde i gamle dage, som hed Socialdemokraterne, det var jo alle slags, der var jo postbude, der var arbejdsmænd og så videre. I dag er det bare akademikere.“
Denne længsel efter gamle dage og henviser til et tidspunkt i historien, hvor man gennem sit medlemskab af fagforeningen, af partiet, af andelsboligforeningen, af sygekassen osv. kunne opnå en social sikkerhed, der byggede på solidaritet og fællesskab, ikke på at rage til sig på andres bekostning.
Den samfundsmodel havde sin storhedstid i 50’erne og 60’erne, hvor mange af arbejderbevægelsens sociale programmer blev indbygget i den offentlige service. Men da den økonomiske krise slog igennem i 70’erne, vidste Socialdemokraterne ikke, hvordan den solidariske model kunne videreføres. Resultatet blev, at man i 1982 måtte opgive regeringsmagten til de borgerlige.
Da partiet endelig kom tilbage i regering i 1993, var det med et nyt politisk program, hvor man i stigende grad havde overtaget de borgerliges ideer om liberalisering af velfærdsstaten og at underlægge sig markedskræfterne. Samtidig løsrev man partiet fra det hidtidige stærke bånd til fagbevægelsen, fx ved at opsige det direkte samarbejde med LO. Reelt afskrev man sig sin hidtidige basis i arbejderklassen for i stedet at appellere til middelklassen med en politik, der stort set ikke kunne skelnes fra de borgerliges.
Mange arbejdere står derfor politisk rådvilde, og en del har valgt at lade sig lokke af Dansk Folkepartis propaganda.
Men denne rådvildhed giver imidlertid også svaret på, hvordan Dansk Folkepartis indflydelse kan bekæmpes, nemlig ved at der bliver opstillet et stærkt politisk alternativ, der i lyset af den økonomiske krise går til kamp for at forsvare velfærden og for at bekæmpe fyringer og lønnedskæringer. Det kræver, at aktivister, fagforeninger, arbejdere og medlemmer af venstrefløjspartierne går sammen på gulvplan og formulerer et alternativ i form af solidariske løsninger.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed