Socialistisk Arbejderavis
Nr. 288 – 30. april 2009 – side 16
Derfor lytter den muslimske verden ikke til Obama
Alaa al-Aswany
Præsident Obama forsøger helt klart at række ud til den muslimske verden. Jeg så hans indsættelsestale på tv og blev slået af ordene: “Vi er en nation af kristne og muslimer, jøder og hinduer samt ikke-troende.“ Han gav sit første tv-transmitterede interview fra Det Hvide Hus til Al Arabiya, en arabisk-sproget tv-kanal.
Men er alle disse anstrengelser nået ud til Cairos gader?
Det kunne man forvente. Obama har betydelig opbakning blandt ægyptere – mere end nogen anden amerikansk præsident, jeg erindrer. Jeg rejste til USA nogle dage før valget. De ægyptere, jeg mødte dér, fortalte mig – uden undtagelse – at de støttede Obama. Mange ægyptere, jeg kender, besøgte hans hjemmeside og meldte sig som støtter af hans kampagne.
I Cairo – som tidsmæssigt er syv timer foran Washington – blev folk, jeg kender, oppe hele natten for at vente på valgresultaterne. Da Obama vandt, beskrev aviserne, hvordan nubier – folk sydfra, hvis hudfarve skiller sig ud i Cairo – dansede sejrsdans.
Vores beundring for Obama bygger på, hvad han repræsenterer: fairness. Han er produktet af et retfærdigt, demokratisk system, som respekterer lige adgang til uddannelse og arbejde. Dette system gjorde det muligt for, at en sort mand – efter århundreders racediskrimination – kunne blive præsident.
Denne fairness er nøjagtigt, hvad vi mangler i Ægypten.
Derfor var det så rørende at se billederne af den nyvalgte præsident Obama møde sine forgængere i Det Hvide Hus. Her i Ægypten har vi hverken tidligere eller kommende præsidenter – kun det nuværende statsoverhoved, som har tilranet sig magten gennem valgsvindel og klynger sig til den med magt, og som sikkert vil forblive ved magten, til han dør. Tilsvarende mangler Ægypten et retfærdigt system, hvor avancement bygger på kvalifikationer. Unge mennesker får ofte gode jobs, fordi de har forbindelser. Ministre bliver ikke valgt, men udpeges af præsidenten. Ikke overraskende fører dette uretfærdige system ofte til, at unge mennesker ledes ud i frustration eller religiøs ekstremisme. Andre flygter fra landet, uanset omkostninger, og håber at finde retfærdighed andetsteds.
Vi betragtede Obama som et symbol på denne retfærdighed. Vi ønskede ham velkommen med næsten total entusiasme, lige indtil han gennemgik sin første test: Gaza. Selv inden, han officielt blev indsat som præsident, forventede vi, at han ville markere sig imod Israels krig mod Gaza. Vi håbede, at han – i det mindste med et par ord – ville fordømme denne massakre, som dræbte mere end 1.300 palæstinensere, hvoraf mange var civile. (Jeg ved ikke, hvad man kalder det på andre sprog, men i Ægypten kalder vi det en massakre.) Vi forventede, at han ville udtale sig om de rapporter, der berettede om, at det israelske militær illegalt brugte hvid fosfor mod befolkningen i Gaza. Vi ønskede også, at Obama, som har studeret jura og politisk videnskab ved de vigtigste amerikanske universiteter, skulle anerkende, hvad vi betragter som en grundlæggende sandhed: at et folk i et besat område har ret til at modsætte sig militær besættelse.
Men Obama har været tavs. Derfor har hans genialt formulerede indsættelsestale ikke efterladt det store indtryk blandt ægyptere. Vi var allerede begyndt at skrue ned for ham. Vi var begyndt at erkende, hvor stor afstanden er mellem de store amerikanske værdier, som Obama repræsenterer, og hvad man faktisk kan opnå i et land, hvor støtten til Israel tilsyneladende hæver sig over menneskerettigheder og international lov.
Obamas interview med Al Arabiya den 27. januar var en begivenhed, som i de vestlige medier blev beskrevet som en udstrakt hånd til den muslimske verden. Men selv om de fleste af mine ægyptiske venner havde hørt om interviewet, så var de allerede så frustrerede over Obamas tavshed, at de ikke var særligt interesserede i at se det. Jeg så det ikke selv, men jeg gik tilbage og læste udskriften. Atter en gang udfordrede hans elegante ord ikke USA’s støtte til Israel, heller ikke dets alliance med arabiske diktatorer i pragmatismens navn.
Jeg bad derefter mine to teenage-døtre, May og Nada, om at guide mig gennem junglen af ægyptiske blogs, hvor unge ægyptiske mænd og kvinder kan udtrykke sig relativt frit. Dér fandt jeg en kombination af glødende entusiasme for Obama, en sammenligning mellem det det demokratiske system i USA og tyranniet i Ægypten, forventningen om en mere retfærdig amerikansk politik i Mellemøsten samt en dyb skuffelse over Obamas manglende evne til at gribe ind i Gaza. Jeg konkluderede, at uanset hvor mange artikler, taler eller interviews Obama tilbyder os, så vil han ikke vinde ægypternes hjerter og hjerner, før han rejser spørgsmålet om uretfærdighed i Mellemøsten. Jeg forestiller mig, at det samme gælder for store dele af hele den muslimske verden.
Har ægypterne uigenkaldeligt vendt ryggen til Obama? Nej. Ægypterne mener stadig, at denne helt særlige amerikaner kan udrette store ting. De unge ægypteres beundring for USA undermineres af frustration over amerikansk udenrigspolitik. Det måske mest sigende udtryk for dette kommer fra en ægyptisk blogger: “Jeg elsker Amerika. Det er drømmenes land ... men jeg spekulerer på, om jeg nogensinde vil kunne erklære det min kærlighed.“
Alaa al-Aswany bor i Ægypten, er tandlæge og forfatter til bl.a. “Yacoubians Hus“ og “Chicago“.
Denne artikel er oversat fra engelsk.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed